Everything is gonna be alright ❤ {1D} ❤

Usikker, utryg, bange – mobbeoffer. Det er lige præcis, hvad 17-årige Aisha Rahlens er. Igennem hele sit liv er hun blevet mobbet, og det gør ikke det hele meget bedre, at hendes forældre har travlt og ikke har tid til hende og hendes to mindre søskende. I stedet prøver de at ordne det med penge, og det er også dette, der fører til mødet med fem drenge, bedre kendt som One Direction. Med svigtet fra hendes forældre og mobningen fra skolen, er det så muligt for Aisha at klare sig igennem det med ekstra støtte fra en anden front? Eller vil det ende op i at gøre det hele værre?

457Likes
645Kommentarer
43856Visninger
AA

10. Horrible but still good times

 

Jeg hev voldsomt meget efter vejret, da jeg slog min hånd ind mod væggen. Det var nok, det var for meget, jeg var træt. Jeg var træt af alt det her, der skete, og jeg gad det ikke. Skolen havde været et rent helvede, for selvfølgelig blev der gjort mere ud af, at jeg kendte Niall. Selvfølgelig var der blevet hængt billeder op på opslagstavlen af de hade-tweets, som jeg fik. Og de havde virkelig såret mig mere, end de burde. Det havde heller ikke hjulpet på det, at der også skulle understreges, at jeg ikke havde været i skole, og oveni det var der faldet sne, så I må selv gætte, hvordan det gik.

En tåre trillede ned over min kind, da jeg frustreret slog min hånd mod væggen igen. Jeg havde brug for at mærke noget fysisk smerte lige på stedet, og jeg kunne ikke forhindre mig i det, og der var alligevel ikke nogen hjemme, så jeg kunne gøre, hvad jeg ville. Et hulk undslap mine læber, da jeg kom til at vælte en billedramme ned på jorden og kunne høre, hvordan den smadrede mod gulvet.

Jeg kunne ikke styre, det jeg følte, og før jeg vidste af det, kom jeg til at hamre min hånd imod mit spejl, selvom jeg ville have ramt lige ved siden af. Et skrig undslap mig, da jeg mærkede glasskårene i mod min hud, men jeg kunne ikke lade være med at gøre det igen. Smerten var rar, den var god. Den fik mig til at tænke på noget andet.

Det var tidspunkter som disse, hvor jeg bare ville ønske, at der var nogen, der passede på mig. Hvis bare der var et ældre familiemedlem, der holdte af mig, støttede mig, lyttede til mig – men det var der ikke nogen, der gjorde. De var ligeglade, og de gav mig penge i stedet for deres opmærksomhed.

En rødlig væske kunne let ses ned over min hånd, og den gled lidt nedover mit håndled, men jeg tog mig ikke rigtigt af det. Det gjorde mig stort set lettet at se, for jeg var sikker på, at det var mig, der var herren over min smerte. Det var mig selv, der forvoldte mig den ulidelige smerte, og jeg kunne ikke styre, hvor godt det føltes. Det var det eneste tidspunkt, hvor jeg selv bestemte.

Min vejrtrækning var heftig, da jeg endelig fik stoppet mig selv, og hele min krop rystede under mig. Jeg lod mig falde ned på gulvet og lænede mig op af væggen, imens jeg kunne mærke tårerne efterlade sorte striber af mascara ned af mine kinder.

Langsomt stilnede mine hulk af, og jeg løftede mit blik, der ellers have stirret ned i gulvet foran mig uden rigtig at se det. Jeg kiggede hen på spejlet, der i hvert fald ikke var i bedste stand, og jeg stønnede indvendigt over, at jeg skulle til at finde på en historie, så jeg kunne bortforklare det.

Min hånd, som rystede voldsomt meget, fangede mit blik, og jeg rejste mig forsigtigt op. Jeg tørrede mine øjne med min venstre hånd, og min tanke om mascara ned af kinderne blev konstateret, da min håndryg fik en stribe sort på sig.

Jeg tændte for vandet ude på badeværelset og stak min hånd ind under. Egentlig burde jeg nok undersøge det nærmere, fordi der garanteret var glassplinter og skår et par steder, men jeg orkede det ikke. Vandet fik min hud til at svide, og jeg anstrengte mig for ikke at begyndte at græde igen.

Mine øjne kiggede sig selv i øjnene via spejlet, og det gik op for mig, hvor forfærdelig jeg så ud. Jeg var helt ligbleg nærmest, og som sagt havde jeg mascara ned over mine kinder. Mine øjne var frustrerede, sårede og opgivende, og jeg fik kuldegysninger over mit eget blik. Jeg vidste ikke, at jeg kunne se så ligeglad ud med alting.

Da jeg langt om længe fik rettet mit udseende til noget nogenlunde ordenligt, og mit hjerte bankede normalt igen, tog jeg mig sammen og gik nedenunder til tv’et. Jeg havde brug for noget, der kunne distrahere mine tanker, og så blev fjernsynet min letteste løsning. Jeg slog over til en kanal, og så fortrød jeg det da heller ikke, da et interview med Niall kom på. Selvfølgelig også de andre, men det var, da jeg hørte Nialls latter, det gik op for mig, at det var dem.

Selvom min hånd gjorde ondt, kunne jeg ikke lade være med at smile lidt over det.

”Nå drenge. Vi har jo et spørgsmål, som der nok er mange piger, der gerne vil vide svaret på,” begyndte intervieweren, og jeg kiggede nysgerrigt på skærmen. ”Hvem af jer af single, og hvem er ikke?” sagde hun så og lød nærmest lige så spændt på svaret, som en fan ville gøre.

”Jeg har en kæreste,” udbrød Zayn og Louis med det samme, imens de tre andre forblev stille. Intervieweren smilede anderkendende til dem, inden hun rettede hovedet hen mod Niall, og et sug gik igennem min mave, uden jeg vidste hvorfor.

”Niall, må vi høre; dig og pigen Aisha, som der er blevet snakket meget om på det sidste?” hun kiggede nysgerrigt på ham, og Niall grinede halvt, og hvis ikke jeg tog meget fejl, rødmede han en smule. ”Han rødmeeeeer!” udbrød Louis drillende, og Niall skubbede lidt til ham.

”Ehm, altså..” begyndte han, og ubevidst tog jeg fat i min pude og knugede den hårdt ind til mig. ”Aisha er en super dejlig pige, det er hun, og folk ved jo godt, at vi har været på en date. Men jeg ved ikke helt, hvad der er endnu,” sagde han så, og jeg blev helt glad ved hans ord. Han satte virkelig nærmest ord på mine tanker.

”Men er du forelsket, Niall?” spurgte kvinden drillende, og Niall smilede skævt og kiggede kort ned. Da han kiggede op igen, strålede hans øjne. ”Måske – det må tiden vise. Og nu håber jeg virkelig ikke, at hun ser det her,” tilføjede han lavt til Liam, selvom det var kommet med på interviewet. Jeg kunne ikke lade være med at fnise for mig selv, da han sagde det, og jeg følte mig i markant bedre humør, end jeg havde gjort lige før.

 

***

 

Jeg bed mig hårdt i læben og fokuserede på ikke at lade de tweets komme ind til mig, men det var svært. Selvom Niall havde sagt til mig, at jeg ikke skulle kigge på Twitter efter dem, så kunne jeg ikke lade være med det. De sprang mig lige i øjnene, og de var umulige at overse, og jeg kunne ikke lade være med at læse dem, når jeg først var gået i gang.

Det bankede på døren, og jeg fór nærmest sammen og skyndte mig at tørre mine kinder, selvom jeg næsten var sikker på, at det kunne ses alligevel. ”Mhmm,” mumlede jeg og sørgede for at lyde så ligeglad som muligt, og kort efter kom min mor ind med et bekymret blik.

Hun kiggede kort på mig, før hun med et lille suk gik hen og satte sig på kanten af min seng, selvom jeg mest af alt havde lyst til at bede hende om at gå. Jeg var i dårligt humør konstant, og det var endda, når man kiggede på, at det var december, som jeg elskede. December havde altid været den bedste måned for mig, men nu var den ligegyldig.

”Aisha skat, er der noget, du vil snakke om?” begyndte hun forsigtigt og prøvede desperat at fange mit blik, men jeg tillod det ikke. Jeg havde ikke lyst til det, og jeg havde bestemt heller ikke lyst til at fortælle hende om alting. En gang før havde jeg prøvet, men det havde ikke haft den store virkning, så jeg orkede ikke endnu engang. Eller jo – selvfølgelig havde jeg lyst til at fortælle det til min mor. Jeg havde lyst til at fortælle hende alt - lige fra at jeg blev mobbet, til det svigt jeg følte fra hende og min fars side. Jeg havde lyst til at fortælle hende om Niall, om mine følelser, om min selvskade – men jeg kunne ikke af frygt for, at hun ikke ville forstå.

”Nej,” sagde jeg kort, men min stemme var svagere, end jeg havde håbet på. Jeg lukkede kort øjnene i en enkelt gang, før jeg igen åbnede dem. Min mor havde drejet sit hoved, så det lå på skrå, og hun kiggede nu opgivende og direkte bekymret på mig.

”Jeg kan godt mærke det på dig. Du er blevet så ked af det, og du lukker sig selv meget inde. Du laver ikke noget i din fritid, andet end at passe Beatrice,” sagde hun så, og jeg blev næsten helt sur ved hendes ord, selvom tårerne kom snige. De kom dels grundet vreden og dels grundet sorgen. Jeg kunne ikke finde ud af det.

”Giver I mig noget valg?” hviskede jeg hæst, og hun spændte kort i kæberne, før hun lagde en hånd på mit lår, som hun egentlig bare burde fjerne. Det beviste bare, hvor lidt hun lagde mærke til, hvordan hun behandlede mig.

”Jeg kan mærke, når der er noget galt, Aisha. Jeg kender min datter,” da hun sagde det, var det lige før, at jeg var ved at grine, men jeg endte med at ryste på hovedet. Det var den største løgn, nogen nogensinde havde sagt til mig. Hun kendte mig ikke på nogen måde, hun kendte kun den person, jeg var udadtil. Den eneste person, der kendte mig, som den skrøbelige og følelsesmæssigt forstyrrede pige, var Niall. Og han var den eneste, der kunne forstå mig ordenligt.

”Der er ikke noget galt,” sagde jeg bestemt og fjernede hendes hånd fra mit lår, så hun skuffet kiggede på mig, men hun var selv udenom det. Efter lidt tid tog hun sig endelig sammen og forsvandt ud af værelset, og et suk undslap mig, da døren lukkede i efter hende. Det gik først rigtig op for mig nu, hvor lidt hun egentlig vidste om mig.

Siden jeg var blevet løsrevet fra Twitter, besluttede jeg mig - for min egen skyld – for, at jeg ikke ville gå derind igen. I stedet gav jeg mig til at studere min hånd, hvor man nu kunne se adskillige røde streger over hele hånden. Det var slet ikke så voldsomt, som det havde set ud, da det var sket, men man kunne stadig sagtens se, at det ikke var noget, der var blevet lavet af en kat, så jeg vidste ikke, hvad min undskyldning ville være.

Selvom jeg kunne dufte mad, der nok ville være færdigt indenfor en halv times tid, endte det med, at jeg puttede mig langt nedunder dynen og lukkede mine øjne i, i håb om, at jeg kunne sove lidt og vågne op med noget bedre humør, selvom det nok ikke var tilfældet. Men jeg var træt, og så var søvn altid et godt hjælpemiddel – faktisk det eneste.

 

***

 

Klokken var blevet omkring de otte stykker om aftenen, og jeg havde det virkelig dårligt. Jeg havde kvalme og feber, så jeg lå bare i min seng. Jeg forstod ikke helt, hvornår det var sket, men da jeg var vågnet efter min lille lur, var det startet ved, at jeg fik ondt i maven.

Jeg sukkede højlydt en enkelt gang og skulle til at række ud efter en af de lakridspastiller, som jeg altid spiste, når jeg havde kvalme. Egentlig vidste jeg ikke, hvad der var godt ved dem, men hver gang jeg spiste dem, når jeg havde kvalme, fik jeg det bedre. Det forsvandt dog ligeså snart, jeg havde slugt pastillen, og jeg mistænkte den bedre følelse for blot at være fordi, at mine tanker var beskæftiget. Okay, i hvert fald fik jeg ikke fat i den pastil, som jeg ville have fat på, for min mobil ringede ved siden af mig, og hvis ikke det var fordi, jeg var så afkræftet, ville jeg garanteret have givet et spjæt fra mig, men selv det, var jeg for træt til.

”Mmm..” mumlede jeg ind i mobilen, da jeg udmærket godt vidste, hvem der ringede. Der var ikke andre, der kunne finde på at ringe på denne tid udover mine forældre, men jeg vidste, at de sad nede i stuen, så de ville ikke ringe til mig.

”Hej Aisha!” Nialls stemme lød alt for stærk, og jeg kneb øjnene sammen og lavede en grimasse, fordi lyden skar ubehageligt i mit øre. ”Hej Niall,” sagde jeg træt og holdt mobilen lidt væk, fordi jeg kunne høre, at han var udenfor.

”Du lyder træt,” påpegede han friskt, og det var lige før, at jeg lagde på, selvom jeg allerede kunne mærke de sommerfugle, der bevægede sig rundt i maven på mig. Han lød bare alt for frisk og glad til, at jeg kunne overskue det, og det var alt for overvældende, når jeg var syg.

”Mhmm, det siger du ikke. Jeg er syg,” sukkede jeg, og han tav kort, før han igen snakkede: ”skal jeg komme over?” spurgte han så, og jeg smilede nærmest allerede voldsomt meget, indtil jeg kom i tanke om mine forældre, som sad nede i stuen. Selvom Niall havde mødt dem før, var jeg ikke så sikker på, om jeg ville bryde mig om, at han skulle møde dem igen.

”Mine forældre er-” ”jeg tager cola, chips og film med?” lokkede han, og så var jeg solgt. Når jeg havde det på den her måde, havde jeg altid lyst til ting med salt på, og det førte mig straks videre til min næste sætning. ”og pomfritter, Niall, pomfritter. Rigtig mange pomfritter fra McDonald’s, for dem har jeg virkelig meget lyst til,” sagde jeg så, og han grinede hæst af mig, så jeg igen holdt mobilen lidt væk fra øret.

”Okay, det er i orden, smukke. Jeg er der om tyve minutter,” sagde han så, og jeg lagde tilfredst på. Lige da jeg rent faktisk troede, at jeg ville få ro og fred, gik min dør op, og jeg skulle lige til at vrisse af personen, da jeg så, at det var Fanny.

”Hvad er der, søde?” jeg smilede et fremtvunget smil til hende, og hun kiggede på mig på en måde, som hun kun gjorde, når hun var nysgerrig efter at vide noget, men ikke turde spørge. Det var også grunden til, at jeg tog mig sammen og smilede opmuntrende til hende.

”Hvem var det, du snakkede med? Var det Niall?” spurgte hun genert og kiggede på mig. Jeg kunne ikke lade være med at sige en underlig grinelyd, selvom jeg havde det dårligt, og jeg nikkede hurtigt. ”Ja, det var Niall. Har du lyst til at sige til mor og far, at han kommer om tyve minutters tid?” spurgte jeg så, og hun nikkede ivrigt, før hun forsvandt ud fra mit værelse igen.

Min dyne var varm, og jeg var varm, men alligevel frøs jeg, og jeg svedte. Det var underligt, og da det gik op for mig, hvor forfærdelig jeg måtte se ud, fortrød jeg voldsomt meget, at jeg havde sagt ja til, at Niall måtte komme over, men det kunne jeg ikke ændre på.

Jeg lå halvt inde i søvnen og halvt vågen, da jeg kunne høre, at min dør gik op, og med en kraftanstrengelse vendte jeg mig om og kiggede på Niall, der var i gang med at stille en pose på mit bord. Så kiggede han hen på mig, og han lignede en, der havde medlidenhed med mig, da han så mig.

”Hej du,” sagde han lavt, og jeg var rimelig sikker på, at han havde opfattet, at han skulle snakke lidt lavere, fordi jeg var sart. Jeg smilede underligt til ham, før jeg skævede hen på posen, der duftede voldsomt meget af pomfritter.

”Hej selv,” endte det alligevel med, at jeg svarede ham, og han smilede til mig, før han tog posen og sig selv hen til min seng. Fordi jeg ikke selv orkede at bevæge mig særlig meget, fandt han en film frem, og jeg blev overlykkelig, da han havde valgt Far and Away. Jeg kunne ikke forklare, hvad der var så fantastisk ved den film, men jeg elskede den virkelig meget, og jeg anede ikke, at han også kunne lide den.

”Du er min gud,” mumlede jeg, da han yderligere trak tre store bakker pomfritter fra McDonald’s frem og en 2liters cola. Og nede i posen kunne jeg skimte en pose med chips, men jeg ville hellere kaste mig over pomfritterne. ”Det ved jeg,” sagde han kort, før han rejste sig, så han kunne sætte filmen i dvd-afspilleren.

Min mave teede sig underligt, fordi jeg var så glad, og det blev ikke meget bedre, da Niall smed sin hættetrøje og så lagde sig hen ved siden af mig. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, men jeg havde måske ikke ventet, at han ville ligge armen om mig på den måde, som han gjorde, imens jeg forsigtigt nippede til pomfritterne.

”Har du det meget dårligt?” spurgte han forsigtigt og drejede hovedet hen mod mig, da vi havde ligget i stilhed lidt tid. Jeg havde allerede skubbet pomfritterne væk, men jeg vidste, at jeg garanteret ville få dem spist, når jeg vågnede senere ud på natten og havde det dårligt. Jeg vågnede altid om natten.

”Meget..” mumlede jeg og gabte en enkelt gang. Niall smilede lidt og fokuserede igen på tv’et, imens han lod hans hånd nusse min arm på en behagelig måde. Jeg kunne ikke beskrive følelsen, der gik igennem mig, da vi lå der. Den overgik den dårlige følelse så meget, og jeg følte mig bare hel. Det gjorde jeg altid, når jeg var sammen med ham. Det var underligt, og jeg var ikke helt sikker på, om jeg skulle frygte følelsen, eller om jeg skulle lade være – men som sagt sagde jeg aldrig nej til de få gode ting, der var i mit liv. Det havde jeg ikke råd til at kunne, for jeg ville miste så meget dyrbart, hvis jeg lod ting, som dette, gå.

Jeg lagde mit hoved på Nialls bryst, og han rykkede sig straks lidt, så jeg kunne ligge lidt bedre. Selvom det mindede mig om den sidste fyr, der jo havde udnyttet mig totalt, så var det her en bedre version af det. Han var en bedre version af alt, der havde været før, det kunne jeg med sikkerhed sige.

Selvom jeg strengt prøvede at fortælle mig selv, at jeg ikke skulle falde i søvn, kunne jeg ikke forhindre mine øjne i at lukke i og min vejrtrækning i at blive tungere, indtil jeg til sidst faldt helt hen.

 

***

 

Jeg havde det mærkbart bedre, da jeg vågnede, men jeg var helt rundt på gulvet. Min tidsfornemmelse var nærmest ikkeeksisterende, men der kom stadig lys fra fjernsynet, så medmindre Niall var faldet i søvn, var filmen lige slut. Forsigtigt vendte jeg mig rundt, hvilket resulterede i et overrasket prust fra Niall, der lå til venstre for mig.

”Jeg troede, at du sov,” sagde han og lød kun en anelse mere træt. Han havde åbenbart ikke sovet, imens jeg havde, og jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle synes om det. Jeg hadede, når folk kunne kigge på mig, når jeg sov. ”Det gjorde jeg også, men jeg er lige vågnet,” mumlede jeg træt, og jeg kunne svagt fornemme, hvordan han smilede, selvom der var rimelig mørkt; han havde lige slukket på tv’et.

”Hm. Har du det bedre?” spurgte han sødt og rykkede lidt på sig, før han lagde en arm om mig igen. Mit hjerte slog mod mit bryst, men det var ikke på en negativ måde, som det plejede at være. Det var på en positiv måde, som jeg ikke kunne beskrive med nogen form for ord.

”Meget,” indrømmede jeg hurtigt, og jeg kunne ikke lade være med at spekulere over, hvad klokken var. Den kunne højst være elleve, hvis der skulle være nogen form for logik indover, men jeg orkede ikke at tjekke min mobil. Dog kunne jeg fornemme på det hele, at folk i mit hus sov, for der kom ikke nogen lyde nedenunder.

”Du må gerne tage hjem, hvis det er. Klokken er mange, er den ikke?” spurgte jeg så og gabte, selvom jeg lige havde sovet. Niall bevægede sig lidt, så dynen sagde en knitrende lyd, da den blev gnedet mod væggen. Kort efter lyste hans mobil op i mørket, men der blev hurtigt mørkt igen.

”Den er halv elleve – er det okay, at jeg bliver her? Jeg har ikke lyst til at gå,” sagde han så, og han lød helt genert, da han sagde det. Et smil gled over mine læber, og før jeg nåede at kontrollere mig selv, udbrød jeg nærmest ja, så han grinede svagt. Jeg gabte for anden gang, og han lod en hånd stryge igennem min hånd. ”Sov igen. Du har brug for det, for du er stadig ikke helt på toppen,” sagde han sødt, og jeg nikkede langsomt mod hans bryst.

”Godnat,” mumlede jeg stille og lukkede øjnene i, og han svarede hurtigt det samme igen, før han trak dynen en anelse mere op over os og vendte sig, så vi lå med hovederne rimelig tæt på hinanden – det var jeg i hvert fald rimeligt sikker på. Jeg kunne ikke se noget, siden mine øjne var lukkede, men jeg var næsten sikker på, at jeg kunne mærke hans ånde mod min kind.

Jeg lå lidt og prøvede at falde i søvn, men jeg havde svært ved det. Jeg var ikke sikker på, om det var fordi, at kvalmen, som jeg havde haft før, nærmest var blevet overført til mit hoved, der nu dunkede voldsomt, eller om det var på grund af noget andet, men jeg kunne i hvert fald ikke sove. I stedet vendte jeg mig om på maven og støttede mig på mine albuer, så jeg kunne kigge på Niall.

”Niall?” mumlede jeg hæst, og han slog øjnene op. Han så kort forvirret ud, da han så, at jeg pludselig lå og kiggede på ham. ”Hvad sker der?” svarede han så, og jeg bed mig lidt i læben og slog blikket ned.

”Jeg så interviewet,” sagde jeg så og kiggede igen op. Jeg kunne let se, at han spændte i hele kroppen. Der var ingen tvivl om, at han vidste, hvilket interview, jeg snakkede om, og det gjorde ham nervøs. Forsigtigt lagde jeg mig lidt tættere på ham.

”Det gjorde mig glad,” tilføjede jeg så, og et lettet smil prydede hans læber, før han drejede sig lidt, så han lå på siden. Så lagde han sin hånd på min kind, og jeg puttede mig nærmest ind i den. Han lænede sig lidt frem mod mig, og jeg fik for alvor sommerfugle i maven – ja nærmest hele kroppen, da han gjorde det.

”Det er jeg glad for,” hviskede han tæt på mit ansigt, før han pressede hans læber mod mine. Tanken om, at han risikerede at blive syg, strejfede mig, men jeg trak mig ikke væk af den grund. Det var som om, at det ikke var muligt for mig at trække mig væk, og jeg deltog hurtigt i det blide og intense kys, vi nu delte. Alt i mens vi kyssede, mærkede jeg hvordan en dejlig følelse eksploderede dybt nede i min mave. Jeg havde det som om, at der var fyrværkeri indeni mig, og det var rart. Der var ingen tvivl – jeg var dybt forelsket i Niall. 

---------------------------------------------------------------------------------------------

Awwwwwwwww, hvad siger I så? Kan I lide deres søde kys, og Aishas konstatering om hendes forelskelse? 

Jeg undskylder, hvis der er et par fejl, men jeg er simpelthen så træt, ville bare gerne have publiceret det her kapitel!

Mirah xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...