Everything is gonna be alright ❤ {1D} ❤

Usikker, utryg, bange – mobbeoffer. Det er lige præcis, hvad 17-årige Aisha Rahlens er. Igennem hele sit liv er hun blevet mobbet, og det gør ikke det hele meget bedre, at hendes forældre har travlt og ikke har tid til hende og hendes to mindre søskende. I stedet prøver de at ordne det med penge, og det er også dette, der fører til mødet med fem drenge, bedre kendt som One Direction. Med svigtet fra hendes forældre og mobningen fra skolen, er det så muligt for Aisha at klare sig igennem det med ekstra støtte fra en anden front? Eller vil det ende op i at gøre det hele værre?

457Likes
645Kommentarer
43225Visninger
AA

15. And then

Rascal Flatts - Here comes goodbye  

Jeg kiggede på pillerne i min hånd, selvom jeg godt vidste, at det var forkert. Jeg burde virkelig ikke stå og gøre det her nu, men jeg kunne ikke lade være. Det virkede så tiltrækkende og så rigtigt. Det hele var begyndt at gå så meget ned af bakke her på det sidste, og det var ligefør, at jeg bare ikke kunne mere, når det blev ved på den måde.

Mit blik fandt spejlet, hvor jeg kunne studere mig selv. Mine øjne, der normal var lysende og glade, når jeg var sammen med Niall, var helt mørke og ligegyldige. De var udtryksløse, og det irriterede mig gevaldigt meget, uden jeg vidste hvorfor. Måske var det dels fordi, at Niall let ville kunne se det på mig, hvis han så mig. Men han havde ikke tid fortiden, fordi der var så meget at gøre med hans arbejde.

Et suk undslap mig, da det gik op for mig, hvad jeg havde gang i, og jeg proppede hurtigt pillerne tilbage i det glas, som jeg havde taget dem fra. Mine tanker blev ledt hen på Niall, og han var det eneste, der gjorde, at jeg ikke gjorde det. Førhen var det Beatrice og Fanny, men nu var Niall også en del af dem, der afholdt mig fra at tage mit eget liv. 

"Aisha? Er du derude?" lød min mors stemme pludselig, og jeg blev helt urolig. Jeg var bange for, at hun havde set noget, og hvis det var tilfældet, så anede jeg ikke, hvad jeg skulle gøre eller sige for at få hende til at blive overbevist om, at jeg ikke havde stået med mit liv som overvejelse. 

"J-ja?" fik jeg fremstammet og forbandede min svage stemme langt væk. Der var stilhed, før der lød en kort banken på døren. "Kan du ikke lige komme ud? Jeg skal lige snakke med dig!" sagde hun så, og kort efter kunne jeg høre hendes stillethæle klikke mod vores gulv - ergo havde hun travlt, og jeg skulle ikke være bekymret. 

"Hvad er der mor?" spurgte jeg, da jeg havde fået låst mig ud fra toilettet og var kommet nedenunder. Jeg støttede mig op af spisebordet, og min mor kiggede kort på mig, før hun åbnede køleskabet op. Jeg skulle lige til at gentage mit spørgsmål, da hun valgte at svare på det. 

"Du bliver virkelig, virkelig, virkelig nødt til at hente Beatrice for mig i eftermiddag. Jeg havde troet, at jeg selv kunne nå det, men så kom der et møde, som jeg først fik noget at vide om her til morgen," sagde hun og hev samtlige pakker pålæg ud. Jeg rynkede lidt på panden og kiggede irriteret på hende.

"Jeg har altså en opgave, som jeg skal lave til i morgen, så hvordan vil du have, at jeg skal få tid?" spurgte jeg undrende, og hun kiggede bebrejdende på mig for at fortælle, at jeg altså ikke kunne byde hende at stille hende sådan et spørgsmål. 

"Du bliver nødt til det, hun er din søster, okay? Så må du lave den opgave der, når du kommer hjem," sagde hun strengt, og jeg sukkede irriteret. Allerede nu havde jeg lyst til at græde - hvilket sjovt nok også var gået op for mig selv, da jeg stod ude på badeværelset før.

"Ja, ja," sukkede jeg irriteret og skulle til at vende om, da hun stoppede mig. Mest af alt havde jeg lyst til at vende mig om og råbe, at hun skulle lade mig være, men det gik hurtigt op for mig, at det var en dårlig idé.

"Du tager i skole, ikke?" spurgte hun mistrosik, og jeg rynkede kort på panden, før jeg nikkede. Det blev jeg vel nødt til, for jeg kunne ikke droppe skolen kun på grund af Ashley. Jeg ville også gerne vise hende, at jeg var stærk, selvom hun op til flere gange havde sagt, at det blev værre og værre - specielt så længe, at jeg var sammen med Niall. 

Jeg forstod stadig ikke, hvad det var, jeg havde gjort Ashley. I sidste uge havde hun snakket om, at jeg havde taget ham fra hende, og hvem han var, havde jeg ikke den fjerneste idé om. Jeg havde ingen anelse om, hvem fanden det var, hun mente, at jeg havde taget fra hende, når det var hende, der tog alt fra mig.

Det gik op for mig, at jeg stod og kiggede ud i ingenting, og hurtigt løsrev jeg mit blik fra.. ja, ingenting, så jeg kunne vende om og gå op på mit værelse. Mit blik kiggede ud på badeværelset og fandt pillerne, men da jeg fik en dårlig smag i munden, kiggede jeg hurtigt væk. 

 

***

 

Jeg holdt nærmest krampagtigt om de to bøger, som jeg havde i hånden, og jeg turde dårligt nok kigge mig tilbage. Jeg var bange for hvem, der ville møde mit blik, selvom jeg allerede godt vidste det - hendes hæle klikkede bag mig, men alligevel havde jeg et desperat håb om, at det var en anden. 

Da jeg hørte en hånlig latter, imens jeg gik hen mod mit skab, reagerede jeg pludselig, før jeg nåede at tænke mig særligt meget om.

"Ashley, nu fortæller du mig fandeme, hvad det lige præcis er, jeg har gjort dig!" udbrød jeg hårdt, og Ashley så i et kort øjeblik helt forskrækket ud, fordi jeg skubbede hende. Jeg var nærmest helt bange for, hvordan jeg selv var, men det gjorde mig ikke rigtig noget. Det var selvfølgelig en smule dobbeltmoralsk, men jeg kunne ikke lade være - hun fortjente det ekstremt meget. 

"Aisha, er du sikker på det der?" sagde Ashley så, da hendes facade var faldet på plads endnu engang. Jeg bed mig i læben, før jeg kiggede op på hende. "Ashley.." begyndte jeg vredt, "nu fortæller du mig satme, hvad det er, jeg har gjort dig. Jeg er træt af at blive behandlet dårligt af dig, for noget, som jeg ikke aner, jeg har gjort," sagde jeg så, og hun hævede et øjenbryn, før hun lagde armene over kors.

"Du tog ham, Aisha. Du tog Lucas. Kan du huske ham? Den mørkeblonde, populære, flotte fyr, der gik her? Jeg ved godt, at du kan huske ham," sagde hun og hendes blik brændte sig nærmest ind i mit, så jeg blev nødt til at kigge ned. Jeg vidste godt, hvem Lucas var. Han havde været en af de mest eftertragtede fyre, da han gik her, men han havde været sammen med Ashley. Dengang havde hun også været strid overfor mig, men slet, slet ikke i samme grad. Der var det bare at sige noget lidt for højt om mig, når jeg gik forbi, men intet direkte. Pludselig kom rygterne om, at de ikke var et par længere, og kort efter flyttede han skole.

"H-hvad? Hvordan kan det være min skyld?" spurgte jeg forvirret og mærkede, hvordan jeg skælvede. Jeg tog mig sammen til endelig at kigge op igen, og jeg blev overrasket, da Ashley lignede en, der var ved at græde.

"Han havde ondt af dig," hun kiggede på mig med væmmelse i blikket, "han have fucking ondt af dig, fordihan mente, at jeg var for strid overfor dig. Han ville være sammen med dig - dog fik jeg ham på bedre tanker. Men han valgte dig frem for mig, og hvem gør det? Derfor tog du ham fra mig - du ødelagde mig, og du ved det!" nærmest skreg hun, og jeg rykkede mig panisk væk.

"Slap nu af, Ash-" "hold din kæft, luder!" skreg hun og fortsatte: "du tog ham fra mig, og du skal ikke få lov til at slippe fra det. Jeg blev valgt fra af ham, og nu blev jeg kraftedme også valgt fr af Niall pga. dig. Jeg vil ikke vælges fra mere! Du skal have det, som jeg har haft det! Det, der foregår nu, er pga. Niall. Hvis du lod ham være, så ville det stoppe. Forstår du det?!" hun havde formået at få hidset sig selv fuldstændig op, og der var samtlige personer på gangen, der var stoppet op for at glo på os. 

"Ashley, Aisha. Kontoret. Nu!" lød det pludselig for enden af gangen, og vi kiggede begge to hen mod stemmen, der kom fra vores lærer. Desværre var det også ham, der havde opdaget mig, da jeg sad og græd, efter jeg havde slået ryggen. 

"Du er så meget på spanden!" hvæsede Ashley advarende, før hun begyndte at gå hen mod ham. Et øjeblik stod jeg og kiggede overvejende på vores lærer, før jeg tog en spontan beslutning; jeg fløj hen til mig skab og rev min taske ud, før jeg satte i løb hen mod udgangen af skolen.   

 

*** 

 

Jeg snøftede voldsomt, imens jeg lod min fnger glide over mobilen, så jeg kunne kigge på flere tweets. Det var underligt; jeg var begyndt at kigge alle de negative tweets igennem, hver gang jeg var ked af det, eller hver gang, der var sket noget. Niall havde advaret mig om det, men jeg kunne bare ikke rigtig lade være. 

"If you break Niall's heart I'll kill you :-)x" 

"I hate you. You're a fucking bitch. I like Perrie, Danielle and Eleanor, but you're just.. ew," 

"I've heard that you once tried to commit suicide. Why didn't you just do it? Everything would be so muh better," 

"She's so ugly and fat omg," 

"Why did Niall choose her? She's so sad all the time. She has a bad influence on him," 

"Don't touch my boy, you fucking slut!" 

Jeg begravede mit hoved i puden, imens et hulk undslap mig. Det hele var så forfærdeligt og overvældende, at jeg ikke kunne holde det ud. Der var ingen, der mente, at Niall og jeg skulle være sammen - det blev blot værre og værre. Ashley gjorde alt, der stod i sin magt for at få os splittet, og jeg modtog dagligt disse beskeder og flere dødstrusler. 

Langsomt gik det op for mig, og jeg rejste mig bestemt fra sengen uden at kigge mig i spejlet. Egentlig ville jeg ikke se, hvordan jeg så ud - mine tanker om mig selv ville gå amok, og det turde jeg ikke risikere. Det ramte mig hårdest, når jeg var helt nede, som jeg var lige nu. 

"Hvad skal du?" lød det forvirret fra Fanny, der var kommet ud fra mit værelse, men jeg tog mig ikke engang tid til at svare, fordi jeg vidste, at det ville få mig til at ombestemme mig, og det turde jeg ikke risikere. Det var en rigtig beslutning, jeg havde taget, det var jeg sikker på. 

"Fanny, du skal bare blive her!" råbte jeg grådkvalt, imens jeg hev et par tilfældige sko på og en ligeså tilfældig jakke. Det kunne være ligemeget, jeg skulle bare have noget på, og det skulle være nu. Jeg havde noget, som jeg skulle få ordnet, og jeg ville ikke ombestemme mig. Jeg skulle ikke. Jeg måtte ikke, for så ville alt bare blive værre. 

Jeg nåede kun lige akkurat at hive mine vanter og min hue ned fra hylden, før jeg var forsvundet ud af døren. Imens jeg gik ned af trapperne, fik jeg taget begge tingene på, imens jeg desperat håbede på, at mine tårer ville stoppe - de trillede ned over mine kinder i en strid strøm. 

Det var isnende koldt udenfor, men jeg lagde dårligt nok mærke til det, fordi jeg stort set løb igennem byen. Der var op til flere mennesker, der irriteret vrissede efter mig, fordi jeg kom til at skubbe til dem. Da en dame stoppede mig, for at spørge om jeg var okay, gik jeg hurtigt væk fra hende, og det fik mig til at tørre mine kinder, fordi det gik op for mig, at jeg nok var sort i hele ansigtet - til min fortrydelse.

Et sug, der i den grad ikke var behageligt, gik igennem mig, da jeg stod ude foran hans dør. Jeg havde brug for at gøre det her, selvom det ville gøre ondt, og selvom jeg vidste, at det ville blive hårdt. Det ville blive svært, men jeg var ikke i tvivl. 

Jeg ringede på døren med en rystende finger, og da Nialls stemme lød, var jeg ikke engang sikker på, om jeg blev lettet eller fik det endnu værre. Min mave snørrede sig nærmest sammen, og det var lige før, at jeg måtte hive efter vejret.

"Det er Aisha," mumlede jeg, da Nialls forvirrede stemme lød, og han lukkede mig hurtigt ind uden flere spørgssmål. Faktisk var det lige før, at jeg var overrasket over, at han var hjemme. Han plejede at have så travlt, at han næsten aldrig var hjemme.

Jeg gik i snegletempo op af trapperne, fordi jeg ikke var sikker på, om jeg turde. Noget indeni mig skreg, at jeg skulle vende om og gå min vej, så jeg ikke fik gjort noget, som jeg fortrød, men det var lige meget. Den anden del, som mente, at jeg skulle blive ved med at gå, overvandt mig, og kort efter stod jeg foran hans dør.

"Hej smukke!" lød det fornøjet fra ham, men hans smil forsvandt, da han så mig. Jeg gik ud fra, at det var mit ansigt, der afslørede, at jeg var ked af det. Han trådte forvirret og bekymret et skridt til siden, så jeg kunne gå ind, men jeg rykkede mig ikke ud af stedet. Jeg havde ikke brug for at komme ind i hans lejlighed. 

"Niall, jeg vil ikke ind. Jeg vil bare gerne.. sige noget til dig," min stemme knækkede allerede, da jeg sagde det, og jeg var ligeved at droppe det. Men så kom jeg til at tænke på alting, som det havde medført, og jeg rettede mig lidt op. 

"Aisha, du skræmmer mig," mumlede Niall usikkert, og hans blik flakkede en smule mellem mig og gulvet i opgangen. Jeg sank en klump og lukkede kort øjnene i, så en enkelt tåre trillede ned over min kind. 

"Jeg.. jeg kan ikke mere, Niall. Og nej, det er ikke din skyld.. Det hele er bare.. for meget," fremstammede jeg og trådte et skridt tilbage, da han rakte ud efter mig. Hans blik var uforstående, og det lignede ikke helt, at han fattede, hvad det var, jeg havde sagt.

"Ais.. hvad?" sagde han så efter lidt tid og kiggede på mig med et smertefuldt blik. Jeg løsrev hurtigt mit blik fra hans, fordi det skar i mig at se på ham. Jeg kunne ikke holde det ud, og jeg ville ikke se det. Jeg ville ikke ændre min mening, for jeg kunne ikke holde til det.

"Hvorfor?" spurgte han forvirret, og han lød helt forrådt. En dårlig smag af samvittighed steg op i mig, imens han snakkede, og jeg måtte hive efter vejret en enkelt gang. Jeg tørrede en løssluppen tåre væk fra min kind, før jeg snakkede. 

"Jeg kan ikke klare det. Det hele bliver bare for meget. Jeg er.. jeg er ked af det. Undskyld," jeg rystede på hovedet for at få mine tåre væk - for at få alt væk, og for ikke at kigge ind i Nialls sårede blå øjne. Jeg trådte endnu engang tilbage og begyndte at gå ned af trapperne, inden jeg vendte mig om.

"Jeg elsker dig, Niall," hviskede jeg, "det gør jeg," så vendte jeg om igen og gik videre. Det var rigtigt - jeg elskede ham. Det var ikke fordi, jeg var træt af ham, men jeg havde fået nok af alt det andet. Jeg kunne ikke klare det, og jeg var bange - bange for, hvor det ville føre hen, og jeg turde ikke satse på, at jeg var heldig, og tro, at det ville komme til at gå godt.   

Zayns synsvinkel: 

Niall rejste sig med et undrende blik og gik ud til døren, da det havde ringet på. Hverken drengene eller jeg havde anet, hvem det var, men jeg gik ud fra, at det var en vi kendte, fordi Niall i hvert fald lod personen komme ind. Og jeg gik ikke lige ud fra, at han ville lukke fans ind. 

Der gik lidt tid, før jeg kunne høre Nialls stemme sige noget i stil med 'hej smukke', og vi blev hurtigt enige om, at det måtte være Aisha, der var kommet.

"Øv, så skal vi se på kedelige kærestepar," mumlede Louis, hvilket fik både Harry og jeg til at grine, men Liam rynkede på panden, og det forvirrede mig. Han lignede en, der lyttede opmærksomt, så jeg gjorde hurtigt det samme.

"Hvorfor?" lød Nialls stamme, og jeg kunne nærmest føle, hvordan min mave trak sig sammen. Han sagde det ikke på nogen specielt glad måde, og alle de bange anelser steg straks op i mig. De havde været sammen i godt og vel tre måneder, og jeg var bange for, at hun var træt af, at de ikke havde set hinanden så meget.

"Jeg kan ikke klare det. Det hele bliver bare for meget. Jeg er ked af det. Undskyld," jeg kunne næsten fornemme, hvordan Niall rystede på hovedet, fordi jeg kendte ham så godt. Det gjorde han ofte i lignende situationer, og da jeg hørte døren smække i, gav det et sæt i mig - hun måtte være gået. 

"Fuck.." mumlede Liam kort efter, og jeg blev helt anspændt, da Niall kom ind igen. Han kiggede ikke direkte på os, men i stedet var hans blik ikke til at tyde. Det var som om, at han bevidst undgik vores blikke, og det bekymrede os.

"For helvede da også!" råbte han pludselig og sparkede til døren, der var det, der var nærmest på ham. Harry gav et lille sæt fra sig, imens jeg blev ved med at kigge forvirret på ham. Det var lige før, man skulle tro, at det var mig, hun havde slået op med, fordi jeg reagerede sådan - jeg vidste, hvad Niall gik igennem. Bare ved at forestille mig, at det var Perrie, der slog op med mig, kom tårerne til mig med en prikkende fornemmelse. 

"Niall," mumlede jeg, og han kiggede hen på mig. Det var tydeligt at se, at hans øjne var helt spejlblanke, og det gav et stik indeni mig at se ham så ked af det. Han rystede på hovedet og bed sig hårdt i læben for ikke at græde.  

"Vil I ikke være søde at gå?" sagde han så med en kraftanstrengelse, og jeg nikkede bedrøvet samtidig med de andre. "Er du sikker på det?" spurgte jeg og lagde en hånd på hans skulder, da jeg gik forbi. Han tog en dyb indånding og nikkede.

"Ja.. Jeg tror lige, at jeg har brug for lidt.. tid," sagde han så, og jeg nikkede forstående. "Du ringer bare," forsikrede jeg ham, og så var det hans tur til at nikke. Han blinkede en enkelt gang, og da en tåre trillede ned over min kind, var det lige før, at jeg blev irriteret på Aisha. Selvfølgelig var det da hendes valg, og ja, jeg accepterede det, men det var bare i situationen. Noget af det værste, jeg vidste, var at se Niall græde. Det gjorde ondt, fordi han var så uskyldig.   

Nialls synsvinkel:

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, da døren smækkede og fortalte mig, at drengene var gået. På den ene side havde jeg lyst til at ringe til hende, og på den anden side havde jeg mest lyst til at ligge med ned og græde.

Det var lang tid siden, at jeg havde haft den her følelse, og det skræmte mig næsten. Det var langt fra noget af det, som jeg havde forventet. Jeg vidste ikke, at det tog så hårdt på hende, og det havde jeg kun mig selv at bebrejde for. Det havde været så travlt med at arbejde, at jeg ikke havde haft særlig meget tid til hende, men hun havde hele tiden sagt, at det var okay, og at det gik fint. Selvfølgelig skulle jeg have vidste, at hun løj. 

Da hun sagde det, havde jeg ikke fattet, hvad det var, hun sagde til mig. Jeg forstod ikke, at det var det, hun sagde. Hun slog op med mig. Stoppede vores forhold efter de her tre måneder. Det var det, som jeg havde frygtet, da det hele startede, men jeg troede, at hun havde klaret det så godt. Det var sådan, det virkede, og det var også først nu, det gik rigtig op for mig, hvor god hun var til at sætte en facade op. Hun var for god. 

Endnu en tåre, der hurtigt blev efterfulgt af en anden forlod mine øjne, og jeg satte mig ned i sofaen og begravede hovedet i hænderne. Ingenting var, som det skulle være, og jeg vidste allerede, at det ville blive hårdt. Jeg skulle vænne mig til, at hun ikke var min.

-------------------------------------------------------------------------------------------------

OW :-( Det var ikke sjovt. Hvad synes I om hendes valg? Er det dumt?

Hvad tror I, der vil ske nu og fremover?

Hvordan vil fansene reagere - og ikke mindst Ashley? 

Mirah xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...