nobody can save you now.

jeg er alene i mørket og lytter. Stilhed. Jeg ved min mor ikke er hjemme, det er hun aldrig om aftnen, hun tror på at det hun ikke kan høre eller se, ikke eksistere. Jeg læner mig tungt op ad døren og puster ud. Jeg er alene. Han er her ikke, måske har mor smidt ham ud? Nej hun er bange. Bange for ham, så alt hvad han gør lader hun passere eller lader som om hun ikke kan se hans fejl, lader som om hun ikke kan se hans intime berøringer mellem mine ben, og lader som om hun ikke kan høre min høje skrig og hjerteskærende bønder.

3Likes
4Kommentarer
754Visninger
AA

9. Ham.

jeg sad ved et bor. Ventede. Jeg var kommet for tidligt, normalt kom jeg forsent, og ville ikke forspilde min eneste chance for at møde ham.

Jeg havde bestilt en kop sort kaffe og en bagel,

"du heder Allysia ikke?" sagde en dyb stemmer, og jeg vendte mig smilende rundt på stolen.

og regnede med at se de lange krøller jeg havde set på billedet, men istedet blev jeg mødt af et par grønne øjne.

"øh, jo hej" sagde jeg, ville se skuffet ud men kunne ikke "hvor ved du det fra?" spurgte jeg nysgerigt,

nu stemte hans smil med,

"jeg kan da ikke afsløre alle mine hemmeligheder, jeg heder Damon"

"hey Damon, bare kald mig All eller Ally" sagde jeg storsmilende,

"øhm undskyld, All?" denne gang var jeg sikker. Harry.

"hey Harry,"

"hej All, ventet længe?" spurgte han sukkersødt, men syntes jeg kunne høre en vrede gemt bag orderne.

"Damon, hvad laver du her?" Jeg kiggede forviret mellem de to drenge, men ingen af dem kiggede på mig.

"Kom bare forbi, hvad med dig?" Stemmen tilhørte Damon, jeg elskede lyden af hans stemme, selvom jeg kun havde hørt den to gange.

"Mødes med All" svarede Harry kold, og lod sit blik møde mit, før han trak en stol ud og satte sig. Jeg kunne høre Damon skynde sig ud, og den lille klokke der ringede hver gang nogen åbnede døren.

Vi sad i stilhed, ikke en disideret ubehalig stilhed, bare den der Vi - har - lige - mødt - hinanden - og havde - planlagt - at - sige - så -meget - men -nu - ved - jeg - ikke - hvordan - jeg - skal - fortælle - det stilhed.

"Du er gravid?" det virkede ikke som et spørgsmål, men alligel nikkede jeg hurtigt som svar, det var svært at indrømme det, det hele føltes som en drøm, eller en film der køre for øjnene af en, og jeg var bange for at det hele ville blive virkelig hvis jeg sagde det højt.

hvis jeg sagde højt ' jeg er gravid' men det er latterligt, der er intet der kan ændre det, og det er forsent at tage en fortrydelses pille.

"Hvornår?" hans stemme var lav, og undskyldne som var han bange for at spørge.

"Jeg fandt ud af det for fire dage siden" mumler jeg, og holder blikket på mine hænder, jeg havde planlagt at fortælle ham alt. Men det var som om at ordene var stjålet fra min hals, som havde jeg formet dem, og været klar til at spytte dem ud, og så vupti, var der en der fjerende dem.

"Hvem er faren?" jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, skulle jeg lyve og sige at det var Johan? Min mund føltes tør, og jeg mærkede tårerne presse sig på igen.

"Han heder Henrik" jeg valgte lidt af hvert, valgte ikke at lyve, men jeg havde aldrig fortallt hvem Henrik var, eller hvad han havde gjort.

"vil du have en abort eller beholder du det?" jeg var lettet over at han ikke spurgte mere til Henrik, for ellers var jeg sikker på at jeg ville bryde sammen.

"Jeg ved det ikke, har haft for travlt med at havde ondt af mig selv, til at tænke på det" svarede jeg inrømmende. Jeg havde slet ikke taget stilling til barnet, jeg ville ikke opforstre et barn med Ham i huset.

Ingen af os sagde noget, han lagde sin hånd på min, og lige nu behøvedes der heller ingen ord. Bare hans varme hånd, der ligger over min.

Tårerne truede igen, men jeg holdt dem inde, klokken ringede igen og medelte at der var trådt nogen ind.

Jeg gættede på at det var en gruppe unge siden de larmede ret meget, nogen pift lød, og jeg vendte mig om, og kiggede på fire drenge der stod og overgloede os.

Klokken ringede et par gange mere men jeg opfangede intet af det, kiggede kun på de fire drenge der kiggede på os.

"Harry!" jeg vendte mig forviret om, kendte han dem?

"Drenge hvad fanden laver i her?" han kiggede skiftevis på dem alle, og prøvede at være alvorlig hvilket endte i latter, og så var det mig der var sardinerne og bare sad på min flade poopo og gloede.

"Vi ville bare tjekke til dig, Hvem er damen? Er I p.." Mere nåede han ikke at sige før et råb afbrød ham.

"Hvor har du været din forbistrede lille luder?! Din mor er syg af bekymring, og så render du rundt med en flok drenge?" Jeg kiggede forskrækket op, stemmen var ikke til at tage fejl af.

Jeg sank den klump jeg havde i halsen, og rejste mig, så stolen væltede bag ud, men jeg var ligeglad. Jeg skyndte mig hurtigt, at gå en ring rundt om drengene, og skynde mig mod indgange før han fik fat i mig.

Forsent. Jeg mærkede hånden der strammede om min arm, jeg prøvede at vride mig ud, men det hjalp ikke.

"Hvor tror du, du skal hen?" hvæssede han, så spyttet stod ud af munden på ham, og hvis øjne kunne dræbe, ville jeg sikkert ligge død, på en overfyldt cafe, jeg kunne lige forstille mig den overskrift.

 

'Pige dræbt af papfars blik, og trampet ned på cafe midt i byen'

 

Jeg mærkede smerten i min kind, før jeg registrerede hans hånd.

"Svar mig!" Jeg tog en dyb indånding, velvidende at det kunne være min sidste.

"Væk fra dig, jeg er gravid, og mit barn skal ikke opvokse med dig"

Og der var beslutning taget, jeg ville ikke tage en abort. Jeg ville beholde barnet.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...