nobody can save you now.

jeg er alene i mørket og lytter. Stilhed. Jeg ved min mor ikke er hjemme, det er hun aldrig om aftnen, hun tror på at det hun ikke kan høre eller se, ikke eksistere. Jeg læner mig tungt op ad døren og puster ud. Jeg er alene. Han er her ikke, måske har mor smidt ham ud? Nej hun er bange. Bange for ham, så alt hvad han gør lader hun passere eller lader som om hun ikke kan se hans fejl, lader som om hun ikke kan se hans intime berøringer mellem mine ben, og lader som om hun ikke kan høre min høje skrig og hjerteskærende bønder.

3Likes
4Kommentarer
754Visninger
AA

2. Adrig mere.

jeg havde lukket døren til mit værelse, og slået slåen til, jeg kunne høre hans dybe verjtrækning lige uden for døren, og jeg kunne høre han hurtige skridt frem og tilbage.

"Ally! du kan ikke gemme dig derinde for evigt"

"jo jeg kan" svarede jeg igen med en kurrende stemme, jeg ville havde lydt modig, hvis det ikke var fordi jeg stammede mig vej gennem orderne.

"ved gud kan du ej! jeg skal nok få dig ud!" hans stemme var kold og hæs, efter han havde stået og råbt uden for min dør i næsten en halv time, jeg var løbet op på mit lige efter min mors bil kørte væk i inkørslen

"på den ene eller den anden måde" tilføjede han mumlende, jeg fik kuldegysninger, hadede hvor usikker han gjorde mig,

"medmindre du vil have der sker din kære mor noget" han stemme var ikke til at tage fejl af, lumsk. Han havde en plan. Og jeg vidste at han havde vundet, men så let skulle det ikke gå ham. Ikke denne gang.

"det ville du ikke" siger jeg men min stemme knækker, jeg ved han vil gøre det. Han vil gøre hvad som helst for at blive stillet tilfreds.

"åh min kære det ved vi begge jeg ville" sagde han hensynsløst og genspejlede mine tanker. Billeder fløj gennem hovet på mig.

Jeg så min mors ubevægelige skikelse hænge ned fra loftet, med blodet rilende ned, ad hagen.

Jeg så min mor der hæger fast i en tynd tråd af liv, mens han kvæler de sidste rester glæde ud af hende.

Men hun har aldrig forsvaret mig, altid stukket halen mellem benene, så hvorfor skulle jeg gå derud, for at rede hende?

man ligger som man har redt. Det sagde min far altid. Min rigtige far. Og nu skulle min mor så ligge død, fordi hun giftede sig til penge, fordi hun aldrig har skænket mig en tanke men jeg gennemgik marridt på jord.

 hvorfor skulle jeg hjælpe hende?

"fordi du er et bedre meneske og ved at uden din mor, har du intet andet tilbage"

tårene trillede nu for han kendte mit svage punkt. Jeg elskede min mor, ligemeget hvad.

jeg gik over til døren og slog såen fra og forseglede min egen skæbne, inden jeg kunne nå at ombestemme mig.

 

"hold dig væk!" jeg kunne næsten ikke genkende den stemme der kom ud af min mund, den var helt gennemsyret af gråd, og jeg kunne mærke hans kolde hånd glide op under min bluse.

"du vil jo gerne indrøm det" jeg sagde intet og tårene trillede ned ad de ømme kinder efter alle de slag jeg havde tilegnet mig,

jeg kiggede ned, nægtede at møde hans blik, han rejste sig fra sengen, og tog en stor tot af mit hår, og rev mig op, så hårøderne skreg, og et lille klynk slap ud fra mine læber.

Han pressede mig ind mod væggen, med alt sin vægt, og massede sin albue ind i mine ribben,

"du elsker det! sig det! du skal ikke trodse mig" han stemme var fattet men det var nemt at spore raseriet om lå lige på overfladen. han havde tre regler

-aldrig sige ham imod.

-kun skrige og grade når jeg fik besked på det.

-og aldrig at fortælle det til nogen. Han kaldte det for vores lille beskidte hemmelighed,

nu havde jeg brudt to af de tre regler.

der lød en banken fra døren, jeg skævede til uret klokken var kun halv ni, der var mindst to timer til min mor kom hjem

"Ally? er du derinde?" det var en spinkel kvinde stemme og jeg vidste allerede hvem den tilhørte før at hun havde fuldført sætningen. Jeg kunne mærke presset fra hans knæ, blive hårdere "sig at hun ikke skal komme ind" hans hovet var helt tæt ved mit øre så jeg kunne mærke den varme ånde, og lugte alkoholden, blandet med hans billige parfume.

"nej! Lucyanne, jeg øhm skifter tøj!" sagde jeg med skælvende stemme, og hun fnøs

"skattepige, jeg har set dig skifte tøj før, hvad er problemmet?"

jeg tænkte, tænkte som en gal, hun skulle ikke rodes ind i det her marridt

"hvad ville du?" spurgte jeg og prøvede at virke kold, men det er lidt svært når man står og tuder

"ville bare høre om jeg skulle vaske det tøj der lå på stolen, men er du sikker på at du er okay skattepige? der er ikke noget i vejen vel?" jeg snøftede, hun var mere bekymret for mig end min egen mor var

"nej, jeg savner bare min mor, hun er taget på nattevagt" stilhed. Jeg havde helt glemt at jeg stadig var presset ind mod væggen, hun sukkede

"du plejer da altid at blive så glad, du kunne altid sove hos en veninde, eller lave de ting du ellers ikke måtte, når men det er jo også snart to år siden, jeg har set dig lyse skattepige"

Hun tog i håndtaget, og virkkede det ned og døren gav sig med en knagende lyd. Vægten fra min papfars knæ, blev minre og jeg kunne høre et skingert skrig. Og jeg behøvede ikke to gær til at vide hvem det tilhørte.

 

________________________________________________________________________________

hvad synes i? er den værd at like?skriv jeres mening, og hvad i synes der skal ske! <3

skriv om den er go forfærdelig fantastisk eller dårlig, inspirende eller hvad i nu synes ;) elsker jer! :*

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...