Naturens kræfter.. Elementernes rasen.

Daniella er en 18-årig pige med en frygtelig masse problemer. Hun stoler slet ikke på mænd mere, da hun er blevet voldtaget. Hun har cuttet rigtig meget, og på de mest mærkværdige måder, prøvet at tage sit eget liv. Nu har hun bestemt sig for at tage sit liv en gang for alle. Hvad vil der nu ske med Daniella?

0Likes
0Kommentarer
796Visninger
AA

4. Onsdag den 26. september - stadig år 2051

 

Jeg har ikke fået skrevet de 2 sidste dage – undskyld. Jeg faldt i søvn i bilen, og har åbenbart haft brug for søvn. Har sovet næsten uafbrudt indtil nu. Er lige vågnet. Klokken er 03:51. No more sleep for me. Skal videre. Og er jeg da fuldstændig crazy? Jeg siger undskyld til en bog. Nå ja, men det er jo også mig vi snakker om. Daniella på 18 år, der har lange, dybe sår på lår, arme, håndled osv. Daniella, som ifølge nogle klamme mennesker, burde indlægges på den lukkede, og aldrig komme ud igen. Det nægter jeg simpelthen. Så hellere det her. Oh, det havde jeg fuldstændig glemt. Jeg har slet ikke ”fortalt dig”/skrevet, hvad det er jeg egentlig har tænkt mig. Jo, ser du. Jeg har nakket mine forældres bil, og taget mit kreditkort(så jeg har penge til benzin), også bare kørt. Hvad har jeg tænkt mig? Jo, det er simpelt. Jeg har fået et fif om, at der mellem den 1. og 2. oktober vil komme en kæmpe, ustyrlig tornado. Tror det er Katrina, de kalder den. Men ja. Den vil så altså komme. Godt nok ret langt væk fra den stat jeg bor i – men det vil være det værd. Jeg vil køre op til den. Først vil jeg stå lidt væk fra den, og opleve den. Hvor smukt det er når den tager huse, træer folk, og bare sluger dem. Kaster rundt med dem så de fucking dør. Det er dét jeg har brug for at se, før jeg selv har tænkt mig at ofre mig. Først tager jeg den kniv jeg har lagt i handskerummet. Så skære jeg en lang, dyb, smuk rille lige ved pulsåren. Og derefter skynder jeg mig at løbe ind i selve tornadoen. Jeg vil lade Katrina sluge mig, hvor klamt det end lyder. Det min plan. Det vil være smertefrit – i hvert fald når jeg skære mig pulsåre op, for jeg kan ikke mærke smerte ved cutting længere – og ingen vil vide noget. Ingen vil huske noget. Ingen vil savne mig. Det jo sådan det skal være, ikke?
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...