Alene

Sanne er den smukkeste pige i hele klassen. Nej, fuck det, på hele skolen, i hele byen. Måske endda i hele verden. Det er ikke fordi hun har de største bryster i klassen. De fleste andre drenge løber efter Zahia, som har de største bryster i alle tre ottendeklasser til sammen. Men der er noget med Sanne. Jeg ved ikke hvad det er. Hendes smil er solskin, øjnene tindrer som stjerner og hendes fregner og smilehuller er bare så fantastiske at jeg ikke kan holde ud at se på dem i mere end et kvart sekund ad gangen. Jeg er bange for at mit hjerte vil eksplodere i en milliard stykker og at mine øjne vil brænde op af glæde.
De fleste dage sidder jeg der bare. Du ved, i skolen. Jeg sidder på min røv og roder med en blyant, tegner streger i min blok og er generelt nederen over at være i skole. Pigerne der sender onde blikke til hinanden og pludrer om ingenting. Drengene, der råber, skubber og gurgler i energidrik, der har stjålet i Fakta. Begge grupper griner. Pigerne pippende, drengene som kamp

0Likes
2Kommentarer
355Visninger
AA

1. Alene.. del 1 ud af 5

 

Sanne er den smukkeste pige i hele klassen. Nej, fuck det, på hele skolen, i hele byen. Måske endda i hele verden. Det er ikke fordi hun har de største bryster i klassen. De fleste andre drenge løber efter Zahia, som har de største bryster i alle tre ottendeklasser til sammen. Men der er noget med Sanne. Jeg ved ikke hvad det er. Hendes smil er solskin, øjnene tindrer som stjerner og hendes fregner og smilehuller er bare så fantastiske at jeg ikke kan holde ud at se på dem i mere end et kvart sekund ad gangen. Jeg er bange for at mit hjerte vil eksplodere i en milliard stykker og at mine øjne vil brænde op af glæde.
De fleste dage sidder jeg der bare. Du ved, i skolen. Jeg sidder på min røv og roder med en blyant, tegner streger i min blok og er generelt nederen over at være i skole. Pigerne der sender onde blikke til hinanden og pludrer om ingenting. Drengene, der råber, skubber og gurgler i energidrik, der har stjålet i Fakta. Begge grupper griner. Pigerne pippende, drengene som kampskrål. De griner alle som om de desperat ønsker at der rent faktisk var noget at grine af. Jeg hader dem.
Verden er bedst når jeg er alene, med huen trukket ned i panden. Inde i mit hoved er der fred. Fred for al den falske latter og underholdningsjunk. Når jeg er alene kan jeg rigtig være inde i hovedet, hvor alt kan være fedt. Derinde er Sanne endnu dejligere og hun tænker aldrig på andre end mig. I mit hoved er alting derhjemme også helt som det skal være.
Så jeg går mest alene, gør mig umage med at lægge så meget afstand mellem mig og de små klynger af sammentømrede underholdningsjunkier som overhovedet muligt. Turen hjem tager mig fordi den ene række af betonbygninger efter den anden og under en vej i en tunnel. Det er turen til og fra skole, der er den klart fedeste tid hver eneste dag.
Hjemme er ikke meget bedre end skolen. Mor er helt nede i kulkælderen. Når jeg kommer hjem, sidder hun bare ude i køkkenet og glor ud af vinduet. Hun kan sidde i hundrede år og stirre på et eller andet derude, som jeg ikke kan se. Jeg ved ikke hvad hun glor på, for der er altså ikke mange spændende ting at glo på i Ishøj. Af og til ryger hun så et par smøger, men ellers sidder hun der bare.
Lige da far tog af sted blev jeg nervøs. Jeg troede mor ville forklare hvad der var sket og vi kunne tale lidt om det. Men det gjorde hun ikke. Mor satte sig ude i køkkenet og lavede ingenting. Det gjorde mig skide bange på en anden måde end det med at gå fra stationen klokken sent når gadelygterne ikke virker. Så til at begynde med gjorde jeg en skid, jeg lod hende bare sidde og ja ... sidde færdig. Men det gjorde hun ikke. Hun sidder der stadig. I dag har hun en kaffekop stående foran sig. Den er tom. Jeg ved ikke rigtig om jeg skal spørge hende om hvad vi skal spise i aften. Eller om hun vil have at jeg laver mere kaffe. Derfor gør jeg ingenting. Det er lettere at smutte ind på værelset.
Lejligheden er for tavs, så jeg kaster skoletasken fra mig og får fat i guitaren i to bevægelser. Jeg begynder at spille et par akkorder. Får uden problemer fat i en af mine sange. Fingrene danser af sted, jeg nyder lyden. Jeg synger lavt, mumler næsten, bøjet over instrumentet. Far plejede at brokke sig når jeg spillede for meget. Nu er der ingen til at brokke, men jeg tør ikke spille for højt. Der er noget ubehageligt i stilheden, som om der vil eksplodere en bombe hvis jeg påkalder mig for meget opmærksomhed.
Tiden går langsomt. Jeg ville ønske at jeg havde fjernsyn på værelset. Henrik praler med at han har en 37 tommers og en DVD med harddisk. Men det er ikke sikkert det er rigtigt, han siger så meget pis. Jeg har en mærkelig uro i kroppen. Der burde ske noget, der burde ske mere i den her skide lejlighed. Jeg burde gøre et eller andet i stedet for bare at sidde og hænge den ene langtrukne eftermiddag efter den anden. Jeg føler mig som en skide snotunge, der ikke kan tørre sig selv i røven. En fange.
Jeg kan ikke klare de tanker jeg får på mit værelse. Derfor finder jeg skolebøgerne frem. Ikke at lyst, men af nød. Min matematikbog præsenterer mig for nogle problemer, som min lærer sikkert vil synes er spændende. Bogstaver og tal flyder sammen for mit blik. Vi laver ikke andet i skolen end ting som lærerne synes er vigtige, og de taler om hver eneste time som om vi ikke vil overleve et minut udenfor skolen uden netop deres timer og ligegyldigt pis.
Alligevel er jeg nødt til at gøre et forsøg. Klokken er kun lidt over fire, der er mange timer til jeg skal i seng. Så jeg bøjer mig mine meningsløse opgaver og gør en indsats. Lærerne har også rost mig. De taler om en positiv udvikling, om motivation fra hjemmet og alt sådan noget snot. Ingen af dem fatter en skid.
Det bedste jeg kan sige om dagene, er at det hurtigere bliver mørkt. Julen kommer nærmere. I skolen bliver der allerede snakket om de mobiltelefoner og spillekonsoller folk vil have i julegave. Jeg spekulerer mest over hvordan det skal gå resten af dagen, og hvorfor en uge er uoverskueligt lang tid. Og i morgen. Jeg prøver at læse en dødkedelig bog, men kan ikke koncentrere mig. Der er stadig stille ude fra køkkenet. Maven er begyndt at rumle. Udenfor er gadelygterne blevet tændt.
Gad vide hvad Sanne laver nu. Måske sidder hun sammen med sine forældre og spiser. Mens hun tænker på hvad hun skal snakke med veninderne om i telefonen bagefter. Jeg ville ønske hun tænkte på mig.
Klokken halv syv er jeg ved at være sulten. Det støvregner udenfor. Jeg lytter til lejligheden alt hvad jeg kan. Måske er det ønsketænkning, men det lyder virkelig som om mor har en af sine korte, gode perioder. Mor står rigtignok i køkkenet. Henne ved en kogeplade, hvor der står en gryde. Alle de andre borde er blæste.
"Hej, skat. Kan du ikke lige løbe ned efter den der pastaret du så gerne kan lide?"
Jeg nikker bare. Måske burde jeg sige noget. Jeg burde fortælle hende at det er tredje dag i træk vi får den samme færdigret. Men i stedet tager jeg sko og jakke på, finder nogle mønter i den skuffe de altid ligger, og løber ned til Aldi. Det er begyndt at blæse mere, vinden går så let som ingenting igennem min jakke.
De fleste af de mennesker, der plejer at være i Aldi, er taget hjem for at lave mad. Kassedamen sender mig et blik jeg ikke rigtig kan lide. Så jeg løber endnu hurtigere hjem. Mor har tændt en cigaret og står og kigger ud af vinduet. Jeg tager gryden og sætter vand til at koge. Mit blik dykker ned i vandet. Det ligner lidt en swimmingpool.
"Jeg skal nok lave det, skat," siger hun.
Jeg træder hurtigt væk.
"Er der noget?"
"Nej," siger jeg og rødmer. Tilbage til værelset. Prøver at få nogle akkorder til at passe sammen. Umuligt. Jeg slår hårdt på strengene. Hvis bare jeg kunne spille ordentligt. Hvis bare der var et eller andet jeg var skide god til, så jeg ikke skulle anstrenge mig med alt, indtil jeg opgiver af raseri.
Tilbage i køkkenet er maden næsten færdig. Mor ser ud som om hun har grædt ned i sovsen.
"Dækker du bord?"
"Ja, mor."
Jeg lyder dum, omtrent lige så nyttig som en hest uden ben. Jeg finder tallerkner og glas, stiller dem på det lille bord i køkkenet. Det bord vi aldrig brugte mens far boede her. Vi spiste inde i stuen. Jeg har lyst til at spørge mor om en masse ting. Om far og om hvad der skal ske i næste uge og næste måned. Men det er en dårlig idé. Tanker om fremtiden er kun noget man deler med fornuftige og nyttige personer. Mit raseri af opgivelse vokser og truer med at overmande mig. Jeg har lyst til at kaste vores glas ned i gulvet, men ved at det ikke ville være nok. Hvis først jeg lukker op, vil jeg ikke kunne falde ned før jeg har smadret alting i lejligheden.
"Pas på med at spille så hårdt på guitaren."
"Ok."
"Jeg tror ikke vi har råd til nye strenge, hvis de springer."
"Jeg skal nok passe på."
Det lille bord er færdigdækket, mor smager på noget pasta, men er ikke tilfreds med dets konsistens. Jeg kan hverken holde bordet eller mor ud mere, så jeg går ud på toilettet og sætter mig. Jeg presser hænderne mod ørerne og prøver at tænde for en indre MP3-afspiller, der kan overdøve tanker og stilheden i lejligheden.
Da jeg vender tilbage til køkkenet står maden på bordet og jeg er faldet en smule ned. Jeg smiler endda til mor.
"Maden bliver kold."
"Undskyld, mor."
"Sæt dig nu, ikke?"
Jeg gør mig umage med ikke at larme med stolen, da jeg sætter mig. Jeg sidder tæt inde ved bordet og rankt sådan som jeg ved mor gerne vil have det. Maden smager forfærdeligt. Vinden piber i køkkenvinduet. Far sagde at han havde tænkt sig at gøre noget ved det næste sommer. Ja, næste sommer. Den sommer, der aldrig kommer. Udenfor vinduet er verden sort.
"Du gik lige hjem fra skole?"
"Ja."
"Godt."
Mors ansigt får et svagt skær af tilfredshed og jeg har lyst til at råbe af hende at hun ikke skal tale til mig som om jeg er en skide unge på 6 år, der lige er startet i skolen. Men jeg kan ikke. Jeg dur ikke til en skid, og det mindste jeg kan gøre er ikke at trampe på mor når hun har det af lort til.
"Har du lektier for?"
"Jeg lavede dem, da jeg kom hjem."
"Du er en god dreng. Det ved du, ikke?"
"Hmmmm."
Jeg skovler maden ind så hurtigt min gaffel vil være med til det og skynder mig ind på værelset. Jeg hiver et kladdehæfte frem og prøver at finde ud af hvad jeg skal stille op med det billede som vi skal skrive en stil om. Jeg fatter ingenting. Billedet ligner en eller andens mareridt. Forvredne mennesker og maskiner i noget, der ligner et hus i flere etager. Jeg skal skrive mindst fem sider om det bras. Om hvad det betyder og hvad jeg tror maleren vil sige om samfundet. Det hele ligner noget rod set herfra.
I en halv time sidder jeg og glor på billedet i danskbogen. Jeg skriver et par sætninger, der overhovedet ikke giver nogen mening, river siden ud. Værelset bliver for lille og stilheden i lejligheden for stor til at jeg kan tænke noget som helst. Jeg må ud.
Fra det øjeblik jeg står på den rigtige side af gadedøren, lukker kulden sig omkring mig. Luften er fugtig, det lugter svagt af fisk. Øresund. Spredte skygger fra wanna-be hårde drenge bølger på bygningerne. Jeg trækker mig væk, forlader børnene på cykler og de drenge, der råber af hinanden længere oppe mod stationen.
Rækkehusene i beton virker mere affolkede. Bygningerne er flade, stien mellem dem er smal og de eneste vinduer, der vender ud mod mig, hænger oppe i første sals højde. Det er som at gå i en verden ude mennesker. Kroppen begynder at falde til ro. Mor og den uroligt fornemmelse i kroppen, træder i baggrunden.
Det er dejligt varmt at have huen trukket godt ned over hovedet. Huen med det falmede billede af en rasende tyr er på en eller anden måde blevet den bedste ven jeg har. Den har fulgt mig lige siden jeg fandt den på fortovet sidste vinter. Det føles som om den krammer mit hoved, den sidder bare på toppen og har overblikket. Dens røde øjne gør mig misundelig. Den ligner overhovedet ikke én, der har tomme, ubrugelige hænder.
Da jeg endelig stopper med at gå, står jeg foran en lille dam, der ligger mellem husene. Svanerne og ænderne er væk, lyset fra de svage gadelygter spejler sig i vandet. Jeg vender mig om og ser to fyre gå forbi. Måske fra 2. eller 3. g. De sjosker ned ad stien side om side mens de snakker lavmælt om et eller andet. Jeg vender mig igen mod vandet, bliver stående til at mine tænder klaprer inden jeg begynder at gå.
Jeg har lyst til at blive længe ude. Ja, for helvede, hvis jeg kunne, ville jeg gerne starte med at gå i en tilfældig retning og aldrig stoppe, men jakken er for kold. Og mor er alene. Jeg står og sukker ved den yderste række af Vejleåparken. Et eller andet sted, fra en fjern, fjern galakse, finder jeg noget der ligner den styrke, der skal til, for at gå hjem.
Modstræbende vender fødderne om og går tilbage mod boligblokkene. Jeg kan se dem foran mig, jeg går en omvej og finder en anden tunnel hjem. Uanset hvad jeg har lyst til, så må jeg tilbage. Der er kun mig og mor tilbage. Vi kan ikke regne med andre.
Lix 23 / 2240 ord       Skriv kommentar Kommentarer (2) Tekst som PDF/EPUB (e-bo Chok. Er vel efterhånden forberedt på bare at suse ind i dine verdener - og være der. Med drengen i Ishøj, han og moderen forladt. Alt det der ikke tales om. Den trøstesløse getto og den færdigret, der spises for 3. gang i træk. 
Dine billeder er som altid gode og klare. Man er bare med, der i ensomhedens by. 

Har det tit lidt svært med hardcore socialrealisme, men fordi dette er blottet totalt for sentimentalitet, så glider det uskyldsrent ned. For sådan er drengens verden, og ingen kan tilsyneladende lave det skete om. Kun drømmen om Sanne giver en smule håb.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...