Dødens instrumenter 2 - Det Blødende Hjerte

Jeg opdagede, at jeg svævede over gulvet med mit indre lys hvirvlende omkring mig. Jeg lænede mig frem mod Simon, og hviskede: "Jeg befrier dig fra den byrde, som ikke er din. Jeg befrier dig fra Kain's forbandelse."
Dernæst kyssede jeg ham forsigtigt på panden, ovenpå mærket. Jeg mærkede kulden, mørket mod mine læber, men gjorde det varmt og rart med mit lys.
"Jeg befrier dig fra en byrde, som ikke er din til at bære." Hviskede jeg, da jeg fjernede magien fra mærket, så det langsomt blegnede. "Du ved allerede hvad afgørelsen er ikke?" Spurgte han trist, og ville trække mig ind til sig. Men jeg trak mig væk med en trist mine, og nikkede. "Jeg dør i aften." Hviskede jeg trist, og følte for første gang en overvældende trang til at græde.

9Likes
3Kommentarer
4195Visninger
AA

25. Simons synsvinkel: Mine egne ord, og så alligevel ikke

Den makeup som Isabelle havde lagt, fremhævede Janes urolige blå øjne. Desuden fremhævede den smule røde rouge, som hun havde fået på kinder, hvilket hendes bløde side. Hun virkede nærmest dukkeagtig, med et helt perfekt ansigt. Ingen ar, mærker eller sår i ansigtet, en helt perfekt hud.

"Hvad sagde du?"

Spurgte Jace dræbende. Hvis jeg ikke allerede var død i forvejen, og hvis øjne kunne slå ihjel, så var jeg stendød på stedet. Han havde sendt mig det blik før, men aldrig så overbevisende. 

"Øhm..."

Sagde jeg bare dumt, hvilket bare fik ham til at se mere vredt på mig. Jane trak sig lidt tilbage, og skjulte sig nærmest bag Isabelle, som nysgerrigt betragtede Jace. Alec fnes bare for sig selv, og lænede sig op af muren. Jeg blev klar over, at hvis jeg sagde det forkert, så ville han banke mig til plukfisk. Clary så bare nysgerrigt på mig. Hun undrede sig til gengæld over mine ord. Jeg plejede som regel ikke at sige tingene så lige ud. Men det var som om, i det øjeblik, at jeg ingen kontrol havde over mine egne ord.

"Hvad. Sagde. Du. Om. Min. Søster?"

Spurgte Jace vredt. Normalvist ville jeg have krøbet mig tilbage, mens jeg ville have forstillet mig den hurtigste flugtvej væk herfra, til når han ville rende efter mig. Men noget fik mig til at blive stående.

"Jeg sagde at hun er smuk."

Gentog jeg mine ord, og kunne se Jace blive forbavset. Han havde ikke regnet med at jeg rent faktisk ville svare ham. Det varede dog ikke længe før, at han så vredt på mig igen.

"Hvilket er hvad hun er. Smuk. Isabelles makeup fremhæver det virkeligt."

Halvt forklarede og forsvarede jeg mig, uden at ane hvor de ord kom fra. Jace rettede sig tænkende op, og så undrende på mig. Så lo han pludseligt.

"Hold da op, nørden er gået hen og er blevet voksen."

Sagde han, og lo let igen, før at han gav mig et dræbende blik, som tydeligt sagde: "Hold dig fra min søster." Istedet for at nikke, som jeg egentligt ville, så trak jeg ligegyldigt på skuldrene, som for at sige måske. Hvilket bare gjorde ham vred igen.

"Skal vi ikke se at komme over til Magnus?"

Spurgte Clary med et falskt grin, og trådte imellem os. Jace's blik mildnede straks, og han nikkede let. Han lagde let en arm om Clary, som så tilbage på mig og spurgte med et undrende blik: "Er du sindsyg?" Men jeg var lidt for travlt optaget af at kigge efter Jane, som stadigt forsøgte at gemme sig bag Isabelle. Jace opdagede mit søgende blik, og det indkasserede jeg hårdt spark over anklen for.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...