Dødens instrumenter 2 - Det Blødende Hjerte

Jeg opdagede, at jeg svævede over gulvet med mit indre lys hvirvlende omkring mig. Jeg lænede mig frem mod Simon, og hviskede: "Jeg befrier dig fra den byrde, som ikke er din. Jeg befrier dig fra Kain's forbandelse."
Dernæst kyssede jeg ham forsigtigt på panden, ovenpå mærket. Jeg mærkede kulden, mørket mod mine læber, men gjorde det varmt og rart med mit lys.
"Jeg befrier dig fra en byrde, som ikke er din til at bære." Hviskede jeg, da jeg fjernede magien fra mærket, så det langsomt blegnede. "Du ved allerede hvad afgørelsen er ikke?" Spurgte han trist, og ville trække mig ind til sig. Men jeg trak mig væk med en trist mine, og nikkede. "Jeg dør i aften." Hviskede jeg trist, og følte for første gang en overvældende trang til at græde.

9Likes
3Kommentarer
4286Visninger
AA

35. Simons synsvinkel: Min lejlighed

Jeg nåede hoveddøren, men da jeg havde Jane i armene, så kunne jeg ikke låse op. Jeg overvejede at bede Clary om at tage min nøgle i lommen, men blev enig med mig selv om at det Jace ikke ville syntes om.

”Tag hende lige, så jeg kan låse op.”

Bad jeg Jace. I stedet rakte han ud efter min bukselomme, og tog mine nøgler.

”Så risikerer vi at vække hende.”

Forklarede han, og låste op. Han så ud til at være helt sikker på benene igen, mens at Clary og Alec stadigt vaklede lidt. Isabelle så også okay ud, men jeg tror at det var godt skuespil. Jeg gik først ind i lejligheden, og satte kursen mod stuen, så jeg kunne ligge hende i sofaen. Hun mumlede lavt, altså sov hun. Hun greb fat i kanten af min jakke, da jeg ville ligge hende fra mig.

”Jane, slip.”

Mumlede jeg irriteret, og forsøgte at løsne hendes greb.

”Hvad laver du?”

Spurgte Jace utilfreds, da jeg stadigt stod bøjet ind over Jane. Han selv var ved at hjælpe Clary ned at sidde i min slidte lænestol.

”Hun har fat i min jakke, og vil ikke slippe.”

Forklarede jeg, og hev lidt hårdere i hendes hånd. Men hun ville stadigt ikke slippe, og endte med at hive en knap af min jakke. Jeg sukkede, og lagde hendes hånd på hendes mave. Hun holdt stadigt knappen i hånden. Jeg rettede mig op, og gik væk, inden at Jace pandede mig en. Han for hen, og fik på hug ved siden af sofaen. Han mærkede forsigtigt på hendes pande, og kinder.

”Må jeg få noget vand?”

Mumlede Clary svimmelt. Jeg nikkede hurtigt, og skyndte mig ud i køkkenet. Jeg hældte hurtigt noget vand op i et glas, og gik tilbage til Clary med det.

”Tak Simon.”

Sagde hun venligt, og tog imod glasset. Jeg trådte lidt tilbage fra hende, da jeg opdagede hvor sulten jeg var.

”Andre der skal have noget?”

Spurgte jeg, og satte kurs mod køkkenet igen. Jeg var nødt til at få noget at drikke, og så kunne jeg få dem til at spise nogle af de madvarer, som min mor havde givet mig. Det kunne de lige så godt, der var jo ingen grund til at jeg skulle gøre det.

”Er det ikke underligt?”

Spurgte Alec, da han kom ud i køkkenet. Jeg tømte flasken, og skyllede den hurtigt af i vasken. Jeg trak ligegyldigt på skuldrene, og åbnede et af køkkenskabene, så jeg kunne stille flasken derind.

”Man vænner sig vel til det, selvom at jeg nok aldrig gør det.”

Svarede jeg, og tog den kurv med slik og en masse andre usunde ting ud, som min mor havde givet mig. Der var nogle af Clarys yndlingskager i, men jeg gad ikke rode kurven igennem, så jeg tog den i hånden. Alec tog den fra mig, da jeg satte kursen mod køleskabet efter noget mælk og saftevand, som min mor igen havde givet mig. Jeg vidste at hun ville blive fornærmet, hvis der ikke blev spist af det.

”Hvad med hele det der, med at du lever evigt?”

Spurgte Alec, og så ned i gulvet. Jeg lukkede køleskabet og så undrende på ham. Jeg trak på skuldrene, og havde egentligt ikke tænkt så meget over det.

”Jeg forsøger at være positiv over det, at jeg kan danse på Jaces grav, når han engang dør af alderdom.”

Sagde jeg, og forsøgte at være munter.

”På den anden side, så er det uundgåeligt, at jeg bliver alene. I dør jo alle fra mig, på et eller andet tidspunkt.”

Sagde jeg, og var lidt trist over det. Jeg ville jo se mine venner blive gamle og dø, og jeg selv ville ikke blive en dag ældre.

”Undtagen Magnus.”

Sagde Alec, og sukkede. Så var det altså det som det handlede om, kunne jeg gætte mig til. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...