Dødens instrumenter 2 - Det Blødende Hjerte

Jeg opdagede, at jeg svævede over gulvet med mit indre lys hvirvlende omkring mig. Jeg lænede mig frem mod Simon, og hviskede: "Jeg befrier dig fra den byrde, som ikke er din. Jeg befrier dig fra Kain's forbandelse."
Dernæst kyssede jeg ham forsigtigt på panden, ovenpå mærket. Jeg mærkede kulden, mørket mod mine læber, men gjorde det varmt og rart med mit lys.
"Jeg befrier dig fra en byrde, som ikke er din til at bære." Hviskede jeg, da jeg fjernede magien fra mærket, så det langsomt blegnede. "Du ved allerede hvad afgørelsen er ikke?" Spurgte han trist, og ville trække mig ind til sig. Men jeg trak mig væk med en trist mine, og nikkede. "Jeg dør i aften." Hviskede jeg trist, og følte for første gang en overvældende trang til at græde.

9Likes
3Kommentarer
4187Visninger
AA

33. Simons synsvinkel: Magnus kan ikke, hvorfor?

 

Jeg trak mig tilbage, og overlod det til Clary, Alec, Isabelle og Jace, som rakte ud efter deres skjulte våben. Gik skyggejægere nogensinde nogen steder hen uden våben? Tænkte jeg, og skyndte mig over i retningen af Jane. Hun lå livløst på fortovet, med ansigtet vendte ind mod en mur.

”Jane.”

Kaldte jeg bekymret, da jeg kunne se blod på fortovet. Jeg kunne høre Magnus bag mig, og sukkede lettet op. Han kunne sikkert hjælpe hende. Jeg rakte forsigtigt ud, og greb ved hendes arm. Hun reagerede ikke. Jeg trak helt forsigtigt i hende, og fik hende vendt om på ryggen. Hun blinkede svagt. Jeg var ikke sikker på, at hun indså at det var mig. Hun vred sig i hvert fald let.

”Rolig, det er mig.”

Sagde jeg bekymret, og fik øje på kniven. Den var blevet stukket ind, lige under hendes bryst. Hun vred sig igen.

”Rolig, Jane. Det er mig, Simon.”

Sagde jeg lidt højere. Hun så ud til at registrere det, men lukkede øjnene igen.

”Jane, hold dig vågen.”

Kommanderede Magnus, og gik på hug ved siden af os.

”Flyt jer!”

Råbte Alec, så jeg tog lynhurtigt Jane i armene og sprang tilbage. Magnus flyttede sig lige så hurtigt, netop som skabningen kom rullede hen over fortovet. Den hvæssede og spruttede, mens den skrumpede ind og forsvandt.

”Kom her.”

Sagde Isabelle bekymret, og tog Alecs hånd, så hun kunne skære en helende rune på hans håndryg.

”Jane?”

Kaldte Jace bekymret, men blev holdt tilbage af Clary. Hun havde et stramt greb i hans arm. Jeg gik hurtigt på hug, og lagde hende fra mig. Magnus skyndte sig hen til hende, og trak forsigtigt kniven fri. Hun udstødte en meget svag smertelig lyd, men rørte sig knap nok.

”Hun er ved at forbløde, heldigvis er der ikke dæmongift i hendes blod.”

Konstaterede Magnus, og holdt hånden over hendes sår. Han så fokuseret ud, men der skete ikke noget. Han så op på Jace.

”Jeg… jeg kan ikke hele hende.”

Sagde Magnus forvirret, og holdt sine hænder over blødningen for at stoppe den. Men han kunne ikke bruge sin magi på hende. Straks rev Jace sig fri, og for hen til Jane.

”Det er bedre… hvis jeg… bare… dør…”

Hviskede Jane lavt, og havde indset at hvis blødningen ikke blev stoppet, så ville hun dø. Men hendes hvisken var for lav til at Jace kunne høre den, heldigvis. Ellers var han blevet såret og sur på hende. Clary trak sin stele, og gik på knæ, så hun bedre kunne skære runen ind i Janes hud. Clary trak hurtigt sweateren til siden, så hun kunne skære den lige over Janes bryst. Alec og Isabelle betragtede os bekymret, da Clary sluttede den af. Vi ventede spændt, men der skete ikke noget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...