Dødens instrumenter 2 - Det Blødende Hjerte

Jeg opdagede, at jeg svævede over gulvet med mit indre lys hvirvlende omkring mig. Jeg lænede mig frem mod Simon, og hviskede: "Jeg befrier dig fra den byrde, som ikke er din. Jeg befrier dig fra Kain's forbandelse."
Dernæst kyssede jeg ham forsigtigt på panden, ovenpå mærket. Jeg mærkede kulden, mørket mod mine læber, men gjorde det varmt og rart med mit lys.
"Jeg befrier dig fra en byrde, som ikke er din til at bære." Hviskede jeg, da jeg fjernede magien fra mærket, så det langsomt blegnede. "Du ved allerede hvad afgørelsen er ikke?" Spurgte han trist, og ville trække mig ind til sig. Men jeg trak mig væk med en trist mine, og nikkede. "Jeg dør i aften." Hviskede jeg trist, og følte for første gang en overvældende trang til at græde.

9Likes
3Kommentarer
4173Visninger
AA

31. Simons synsvinkel: Jeg føler mig levende

Jeg holdt vejret, mens hun sang. Det var som om, at hvis jeg sang, så ville magien forsvinde. Jeg regnede ikke med at hun nogensinde havde sunget før, og ihvertfald ikke at hun kendte til den sang. Men alligevel sang hun den uden besvær, og helt rent. Hun ramte tonerne perfekte, og ordene var blide, rolige, nærmest helende. Det var som om at hun endeligt kunne udtrykke sig, at hun endeligt kunne vise sine sande følelser. Først da sangen var slut, og hun var holdt op med at synge, var det som om at jeg blev levende igen. Så meget jeg nu kunne, når jeg teknisk set ikke var levende. 

Jeg så rundt, og bemærkede at hvert eneste væsen var stoppet op i sin bevægelse. En varulv, som havde været igang med at hælde noget op i et glas, havde forlængst fyldt glasset, og stod bare og hældte det ud på bordet. En vampyr var væltet, men var blevet liggende, mens at hun betragtede Jane. Ja, selv Magnus var mundlam. Han stod bare, og så på hende, og gjorde ikke mine til at ville røre sig. Jeg vendte mig kort, og opdagede at også Jace, Isabelle, Alec og Clary bare sad og betragtede hende.

Det gik op for mig, at jeg var den eneste, som rørte sig. Alle andre stod bare, og betragtede hende. Jeg så på hende, og syntes ganske kort at kunne se at noget af hendes hårfarve let forsvandt. Hendes hår blev en lillebitte smule lysere. Hun blinkede let, så jeg blev klar over hendes øjne. Hendes normalvise blå farve var blev helt gylden, som Jaces. Hun blinkede endnu engang, og så var den væk igen. Hun rejste sig, og forlod scenen og langsomt kom der liv tilbage i tilskuerne. De blinkede let, som om at de havde sovet, men så stadigt efter Jane, som rakte mikrofonen til Magnus. Han tog mundlam imod, og kunne ikke gøre andet end at stirre på hende. Noget sagde mig, at hendes sang ikke lige var hvad han havde forestillet sig. Det havde været meget bedre.

Jane så sig skræmt omkring, og trak hætten over hovedet. Endeligt mistede hendes sang den fulde effekt, og tilskuerne blev klar over hvad de lavede. Magnus blinkede fraværende, men ingen syntes at bemærke, at Jane listede sig ud af rummet. Jeg rejste mig hurtigt og fulgte efter hende, da Jace stadigt var helt fjern i blikket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...