Dødens instrumenter 2 - Det Blødende Hjerte

Jeg opdagede, at jeg svævede over gulvet med mit indre lys hvirvlende omkring mig. Jeg lænede mig frem mod Simon, og hviskede: "Jeg befrier dig fra den byrde, som ikke er din. Jeg befrier dig fra Kain's forbandelse."
Dernæst kyssede jeg ham forsigtigt på panden, ovenpå mærket. Jeg mærkede kulden, mørket mod mine læber, men gjorde det varmt og rart med mit lys.
"Jeg befrier dig fra en byrde, som ikke er din til at bære." Hviskede jeg, da jeg fjernede magien fra mærket, så det langsomt blegnede. "Du ved allerede hvad afgørelsen er ikke?" Spurgte han trist, og ville trække mig ind til sig. Men jeg trak mig væk med en trist mine, og nikkede. "Jeg dør i aften." Hviskede jeg trist, og følte for første gang en overvældende trang til at græde.

9Likes
3Kommentarer
4174Visninger
AA

41. Simons synsvinkel: Janes svage smil

 

Jeg havde sat mig på bænken for at trække noget frisk luft, og for at falde lidt til ro. Jeg bekymrede mig for Jane, utroligt meget, men mere end hvad jeg kunne forstå. Hun var trods alt Jaces tvillingesøster, og havde været Valentines dukke. Alt i mig burde ikke bryde sig om hende. Hun havde jo nært slået os alle ihjel, og hun havde skadet Marcus og Luke… Og ja, mig selv, men det var som om at jeg ikke kunne hade hende for det. Jeg var faktisk slet ikke sur over det, og det var bare så underligt. Det kunne jo ikke være normalt, og jeg kunne dog ikke for fanden havde udviklet Stockholm-syndromet, vel?

”Simon?”

Jeg for op, da hun talte. Jeg havde slet ikke hørt hende komme, jeg havde været så fordybet i mine tanker.

”Undskyld.”

Sagde hun forsigtigt, og så ned i jorden. Jeg måtte skubbe indskydelsen til at vippe hendes hoved op igen, så hun kunne se på mig, væk, før at jeg kunne svare.

”Det er okay. Jeg tænkte, så jeg var ikke helt så… øhm.. så opmærksom.”

Svarede jeg, og tog imod hendes undskyldning. Igen var jeg slet ikke sur, jeg var bare glad for at hun var her. Selvom at jeg så gerne ville se hendes øjne. Vi stod lidt i tavshed, inden jeg huskede mine manerer.

”Vil du ikke sidde ned?”

Spurgte jeg, og kom i tanke om hvad Magnus havde sagt. Der var intet galt med Jane fysisk, hun var bare træt og svag, som om at hun havde løbet en del eller sådan noget. Jeg hørte ikke rigtigt efter på det tidspunkt, jeg var for travlt optaget af at kigge på hende.

”Jo tak, gerne.”

Svarede hun, og satte sig forsigtigt ned. Jeg satte mig ned, da det var gået op for mig, at jeg havde tænkt på manerer. Jeg havde ingen manerer, kun at man skulle sidde pænt ved bordet, når man var på besøg hos andre og det gjorde jeg knap nok. Hvor kom alle de underlige følelser og tanker fra?

”Simon, er der noget galt?”

Spurgte hun, og så endeligt på mig. Jeg skyndte mig at ryste på hovedet. Jeg havde tænkt for længe igen, gik det op for mig.

”Jeg øhm… jeg vil godt have lov til at sige undskyld…”

Begyndte hun, men jeg afbrød hende hurtigt.

”Som Magnus også sagde, så skal du ikke undskylde overfor noget, som du ikke havde kontrol over.”

Forklarede jeg. Hun nikkede taknemmeligt, og for en kort stund lignede det, at hun ville smile. Men så gled det forbi, og hun smilte ikke.

”Jeg vil gerne prøve noget, hvis jeg må.”

Sagde hun forsigtigt, og lød tøvende. Jeg nikkede hurtigt, som for at sige, alt hvad du vil have, det er dit. Igen undrede jeg mig kort over hvor at det kom fra, men så satte hun blidt sine læber mod mine. Den mest dejlige følelse bredte sig igennem min krop, så slap hun mine læber igen. Hun smilede. Hun smilede ganske, ganske svagt, men smilet var der. Jeg lagde armene om hende, og trak hende tæt, så jeg kunne kysse hendes læber igen. Hun sukkede let, og lød glad.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...