Dødens instrumenter 2 - Det Blødende Hjerte

Jeg opdagede, at jeg svævede over gulvet med mit indre lys hvirvlende omkring mig. Jeg lænede mig frem mod Simon, og hviskede: "Jeg befrier dig fra den byrde, som ikke er din. Jeg befrier dig fra Kain's forbandelse."
Dernæst kyssede jeg ham forsigtigt på panden, ovenpå mærket. Jeg mærkede kulden, mørket mod mine læber, men gjorde det varmt og rart med mit lys.
"Jeg befrier dig fra en byrde, som ikke er din til at bære." Hviskede jeg, da jeg fjernede magien fra mærket, så det langsomt blegnede. "Du ved allerede hvad afgørelsen er ikke?" Spurgte han trist, og ville trække mig ind til sig. Men jeg trak mig væk med en trist mine, og nikkede. "Jeg dør i aften." Hviskede jeg trist, og følte for første gang en overvældende trang til at græde.

9Likes
3Kommentarer
4461Visninger
AA

51. Simons synsvinkel: Janes gave

 

Vi blev jaget ud i et venteværelse, mens at Magnus måtte hjælpe Jane ud til os. Hun var rystet, bleg og rystede ukontrollerbart. Hun kunne knap nok stå på benene, så han måtte hjælpe hende over til mig, hvor jeg straks slog armene beskyttende om hende og trak hende ind i min favn. Hun lukkede øjnene, og hvilte imod mit bryst, mens at hun langsomt faldt til ro igen.

”Det gik ikke godt, gjorde det vel?”

Spurgte Jace bekymret.  Luke rystede let på hovedet.

”Mange af dem, som hun har slået ihjel, var betydningsfulde personer.”

Forklarede Maryse, og forsøgte at berolige Jace ved at ligge en arm om ham. Men han rev sig straks løs, og gav sig til at gå i cirkler. Jeg forstå endeligt hvorfor han gjorde sådan. Han var nervøs.

”Men hun gjorde det ikke med vilje.”

Sagde Jace surt, men lød alligevel trist. Maryse nikkede, hun vidste jo godt, at Jane ikke havde gjort det med vilje.

”Det betyder ikke noget, afhøreren har…”

Begyndte Maryse, men Jace afbrød hende hurtigt.

”Det betyder noget! Det var ikke hendes skyld!”

Råbte han surt, og udstødte så en grædende lyd. Endeligt stod han stille, og tillod at Maryse lagde armene om ham.

”Jeg vil ikke miste min søster igen.”

Hviskede han lavt, så kun jeg og Maryse kunne høre det. Maryse nikkede let, det vidste hun godt. Hun aede ham beroligende over ryggen, og nynnede en lille sang for ham, som straks fik ham til at falde til ro igen. Robert klemte let Jace på skulder, og så bekymret i Janes retning. Hun frigjorde sig pludseligt fra mit greb, og så på mig med det gyldne øjne som mindede om Jaces. Bortset fra at de strålede som en lille sol.

”Jeg vil gerne give dig noget.”

Sagde hun blidt, og aede mig ganske let over kinden. Først der opdagede jeg, at hun svævede flere centimeter over gulvet. Lyset fra hendes øjne bredte sig til hele hendes krop og fik hendes hud til at stråle som tusinde diamanter.

"Jeg befrier dig fra den byrde, som ikke er din. Jeg befrier dig fra Kains forbandelse."

Sagde hun, og kyssede mig let på panden, efter at have skubbet mit pandehår væk. Men hvordan havde hun vist hvad det hed? Jeg havde ikke fortalt hende om det. Jeg mærkede en pludselig stikken i min pande, som dengang da Clary havde tegnet den for at redde mit liv.

"Jeg befrier dig fra en byrde, som ikke er din til at bære."

Sagde hun afsluttende, og fik kontakt med gulvet igen. Hun vaklede faretruende, og væltede. Jeg greb hende straks, og støttede op om hende. Endeligt kunne jeg mærke forskellen, og forstod hvad der var sket. Hun havde ophævet effekten på Kains mærket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...