Dødens instrumenter 2 - Det Blødende Hjerte

Jeg opdagede, at jeg svævede over gulvet med mit indre lys hvirvlende omkring mig. Jeg lænede mig frem mod Simon, og hviskede: "Jeg befrier dig fra den byrde, som ikke er din. Jeg befrier dig fra Kain's forbandelse."
Dernæst kyssede jeg ham forsigtigt på panden, ovenpå mærket. Jeg mærkede kulden, mørket mod mine læber, men gjorde det varmt og rart med mit lys.
"Jeg befrier dig fra en byrde, som ikke er din til at bære." Hviskede jeg, da jeg fjernede magien fra mærket, så det langsomt blegnede. "Du ved allerede hvad afgørelsen er ikke?" Spurgte han trist, og ville trække mig ind til sig. Men jeg trak mig væk med en trist mine, og nikkede. "Jeg dør i aften." Hviskede jeg trist, og følte for første gang en overvældende trang til at græde.

9Likes
3Kommentarer
4169Visninger
AA

48. Simons synsvinkel: Jane vil leve evigt, ligesom jeg

 

Jeg for efter hende, og fik endeligt bremset hende. Jeg slog armene om hende, og holdt hende tilbage. Hun vred sig halvthjertet for at komme fri. Hun ville gerne løbe, gemme sig i et skjul, men hun ville heller ikke være alene eller komme til at gøre mig noget.

”Jane.”

Hviskede jeg, og tog hende ind til mig i et beskyttende kram. Hun slog straks omklamrende armene omkring mig.

”Undskyld, Undskyld.”

Hviskede hun imod min skulder. Jeg aede hende trøstende over skulderen.

”Det er ikke din skyld.”

Sagde jeg beroligende, og aede hende over håret.

”Det er ikke din skyld.”

Hviskede jeg beroligende, og vuggede hende ganske let. Hun blev langsomt rolig igen, men havde stadig ikke grædt. Hun holdt sig bare klamret tæt ind til mig.

”Der er da en god ting ved det.”

Forsøgte jeg at opmuntre hende. Hun så på mig, og gav mig et typisk Jace-blik. Det var et er-du-dum-i-hovedet-blik, og det havde jeg efterhånden fået mange gange fra Jace, men det var første gang fra Jane og det var faktisk ret nuttet, når hun gjorde det.

”Hvordan kan der være en god ting ved det?”

Spurgte hun, og lød straks trist igen.

”Jeg bliver aldrig nogensinde gammel, og jeg vil leve for evigt.”

Sagde hun trist, og søgte ind i min beskyttende favn igen.

”Jeg bliver heller aldrig nogensinde gammel, og jeg vil leve for evigt.”

Sagde jeg, og var en smule trist over den kendsgerning. Jane udstødte en hæs lyd, som straks gjorde mig bekymret, indtil at hun stille sagde:

”Ikke medmindre at Jace myrder dig først.”

Så forstod jeg hvad den lyd havde været. Det havde været en latter, en latter som hun havde kvalt.

”Ja, selvfølgelig, medmindre at Jace myrder mig først.”

Sagde jeg, og holdt Jane ind til mig i et beskyttende greb. Jeg vovede mig til at give hende et let kys på håret. Hun drejede straks hovedet, og kyssede mig på kinden. Så rettede hun sit hoved op, og vores læber mødtes i et herligt kys. Jeg følte det som om at jeg aldrig nogensinde ville stoppe igen, at vi stod i vores egen lille perfekte boble af lykke, som aldrig ville briste. Men sandheden var en anden, for snart blev Jane kaldt ind til sin høring.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...