Dødens instrumenter 2 - Det Blødende Hjerte

Jane modtog endeligt sine mærker. De bredte sig ud over hendes skuldre, overkrop og noget af det forsvandt ind under hendes tøj. Men hendes mærker var som englens, ikke sorte, men gyldne som hendes øjne var nu. Den sorte farve forsvandt fra hendes hår, og efterlod det lyst, smukt og det lignede utroligt meget Jaces. Hendes blege hud blev mere mørk, ikke meget, men nok til at hun ikke var så bleg. Hendes øjne strålede endnu tydeligere, og hendes læber formede et svagt smil. Englen aede hende kort over kinden, og så mod dommerne.

”Jane har engleblod i årene, nok til at være mere end et menneske, mere end en skyggejæger.”

Sagde han, og lagde beskyttende en arm om hende.

”Jeg burde tage hende med, for at blive en af os.”

Sagde englen, og lød tøvende. Men så smilede han svagt, og aede beroligende Jane over håret. Hun så bekymret på ham, ikke glad for at forlade os.

”Men hendes tid på jorden er ikke omme. Hun har meget at lære, og meget at give jer endnu.”

Sagde englen beroligende, og så så strengt på tilskuerne og dommerne.

”Lider hun nogen last fra nogen af jer, da vil i føle himlens vrede.”

Sagde englen truende, så hele salen skælvede. Han så så blidt på Jocelyn og Luke.

”Hun har brug for forældre, forældre som kan tilbyde hende en normal hverdag, lidt gemt væk fra skyggejægernes verden.”

Sagde han, og gjorde det klart, at de skulle fungere som forældre. Et ansvar som de glædeligt tog imod, og accepterede med et let nik. Englen så dernæst på Maryse og Robert.

”Men hun har også brug for at træne, og da har hun brug for nogen, som ikke presser hende for hårdt og som tager hensyn til hende.”

Sagde han blidt. De accepterede med et let nik. Han så dernæst på Magnus, som krøb lidt sammen under englens blik, selvom at det var blidt.

”Hun er speciel, og har brug for at lære at holde sine evner under kontrol. Jeg tror godt, at du ved hvilke som jeg mener.”

Sagde englen, og formede let noget som lignede hentydningen af et smil. Magnus nikkede hurtigt, og accepterede opgaven med at lære hende at kontrollere nogle evner, som vi andre ikke kendte til. Han så dernæst på Jace og Clary, hvis øjne svagt glødede i englens nærvær. Og derefter så han på Isabelle og Alec, som forbavset mødte hans blide blik.

”Hun har brug for søskende, hver og en af jer.”

Klargjorde han, og ventede ikke på at de accepterede, før at han så på mig. Jeg sank bange en klump, og så ham ind i øjnene.

”Og du…”

Begyndte englen, og lød en smule truende.

”Du kender allerede din rolle.”

Sagde han blidt, og så hurtigt på Jace igen.

”Og du sørger for at han passer den.”

Sagde englen til Jace, og hentydede til min rolle overfor Jane. Jace nikkede let, og så så på mig med et utilfreds ansigtsudtryk.

”Men nu ikke for voldsom, Jace.”

Sagde englen blidt, og slap endeligt Jane. I selv samme øjeblik forsvandt han, og hun sank udmattet sammen på gulvet. Clary og Jaces øjne blev normale igen, og det blide lys fra Janes mærker dæmpet.