Dødens instrumenter 2 - Det Blødende Hjerte

Jeg opdagede, at jeg svævede over gulvet med mit indre lys hvirvlende omkring mig. Jeg lænede mig frem mod Simon, og hviskede: "Jeg befrier dig fra den byrde, som ikke er din. Jeg befrier dig fra Kain's forbandelse."
Dernæst kyssede jeg ham forsigtigt på panden, ovenpå mærket. Jeg mærkede kulden, mørket mod mine læber, men gjorde det varmt og rart med mit lys.
"Jeg befrier dig fra en byrde, som ikke er din til at bære." Hviskede jeg, da jeg fjernede magien fra mærket, så det langsomt blegnede. "Du ved allerede hvad afgørelsen er ikke?" Spurgte han trist, og ville trække mig ind til sig. Men jeg trak mig væk med en trist mine, og nikkede. "Jeg dør i aften." Hviskede jeg trist, og følte for første gang en overvældende trang til at græde.

9Likes
3Kommentarer
4225Visninger
AA

55. Simons synsvinkel: Jane er sikker og tryg, endeligt

 

”Kun nu, fem minutter mere.”

Tiggede Jane, og forsøgte at gemme sig helt væk op af mig, mens at hun sendte bedende blikke i Lukes retning. Han sukkede let, men nikkede.

”Fem minutter.”

Understregede han, og begyndte at gå ned til bilen. Hun jublede let, og gav mig et let kram. Jeg smilede, og aede let noget hår væk fra hendes ansigt.

Der var gået en måned, siden at vi var kommet hjem fra Idris. Hvad end englen havde gjort ved Jane, så havde det hjulpet enormt på Janes psyke. Hun var blevet mere selvsikker, glad og smilede oftere. Desuden fik hun ofte samme farlig humør som Jace, hvis der var noget som bestemt ikke passede hende, præcist som Jace. Faktisk var der kommet lidt gnidninger imellem dem, fordi at de begge havde en enorm personlighed. Vi havde endeligt fået et program sat sammen, som passede lidt sammen til hvor meget belastning, som Jane kunne holde til. Hun trænede hos familien Lightwood et par gange om ugen, som regel flere timer af gangen. Hun var stadigt utrættelig. De resterende timer tilbragte hun hos Marcus, hvor hun lærte at kontrollere nogle evner, som hverken hun eller Marcus havde sagt noget om endnu. Hun boede hos Clary, Jocelyn og Luke, som havde været nødt til at flytte for at få nok plads. Hos dem spiste og sov hun, men lærte også om normal opførsel. Det havde hun stadigt ikke helt styr på.

Så der var ikke mange timer til overs om ugen, hvor hun kunne besøge mig i lejligheden. Vi spillede som regel på fjernsynet, snakkede eller også, som hun foretrak, så lå hun bare op af mig og nød at høre mig synge nogle af sangene fra bandet.

”Simon?”

Spurgte Jane, og trak lidt på det. Jeg slog armene om hende, og holdt hende tæt.

”Ja?”

Svarede jeg, og trak også på den, men med en komisk klang i stemmen. Hun bemærkede det, og smilte let.

”Nu må du ikke blive sur på mig vel?”

Spurgte hun, og lød alvorlig. Jeg sank en klump, bekymret for at hun ville afsløre en eller anden frygtelig hemmelighed.

”Men altså, jeg så den her film i går sammen med Clary…”

Begyndte hun, og så på mig med et bedende blik.

”Og de gjorde noget, som jeg godt kunne tænke mig at prøve.”

Sagde Jane. Nu var jeg ikke bekymret for at det var en hemmelighed, men i stedet for hvilken slags film som hun havde set, og hvad hun havde set.

”Simon…”

Sagde hun så let, og smilede over hele ansigtet.

”Vil du ikke tage mig med på en date?”

Spurgte hun. Jeg sukkede lettet, og skyndte mig at sige ja. Hun jublede let, og gav mig et let kys på læberne, inden at hun hurtigt for op, og skyndte sig ned til Luke, som ventede. Han havde jo trods alt sagt fem minutter, og hun var meget punktlig. Men det var nok fordi, at det stadigt sad i hende, at hun blev slået, hvis hun ikke gjorde, som hun havde fået besked på. Men ingen af os, kunne finde på at slå hende. Hun var sikker, hun var tryg hos os.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...