Dødens instrumenter 2 - Det Blødende Hjerte

Jeg opdagede, at jeg svævede over gulvet med mit indre lys hvirvlende omkring mig. Jeg lænede mig frem mod Simon, og hviskede: "Jeg befrier dig fra den byrde, som ikke er din. Jeg befrier dig fra Kain's forbandelse."
Dernæst kyssede jeg ham forsigtigt på panden, ovenpå mærket. Jeg mærkede kulden, mørket mod mine læber, men gjorde det varmt og rart med mit lys.
"Jeg befrier dig fra en byrde, som ikke er din til at bære." Hviskede jeg, da jeg fjernede magien fra mærket, så det langsomt blegnede. "Du ved allerede hvad afgørelsen er ikke?" Spurgte han trist, og ville trække mig ind til sig. Men jeg trak mig væk med en trist mine, og nikkede. "Jeg dør i aften." Hviskede jeg trist, og følte for første gang en overvældende trang til at græde.

9Likes
3Kommentarer
4311Visninger
AA

42. Simons synsvinkel: Jace er rasende

 

Idet næste øjeblik blev jeg revet væk, og modtog et hårdt spark i maven, så jeg væltede væk. Jeg for hurtigt på benene igen, kun for at stirre den rasende Jace i øjnene.

”Shit.”

Mumlede jeg for mig selv, og kunne se Jane se forvirret på os i baggrunden.

”Ja, shit, det må du nok sige.”

Sagde Jace køligt, og spændte skiftevis på sine hænder, som for at forhindre ham i at slå mig igen.

”Sagde jeg ikke, at du skulle holde dig fra hende?”

Sagde han surt, og kæmpede for at holde sin vrede under kontrol. Han ville ikke risikere, at skræmme Jane.

”Jeg kan ikke holde mig fra hende.”

Udbrød jeg, inden at jeg kunne bremse mig selv. Jeg opdagede den overvældende vrede i Jaces øjne, som blussede op som ild, så jeg skyndte mig at forklare.

”Jeg kan ikke gøre for det, jeg prøver virkeligt. Men jeg kan ikke få hende ud af hovedet, jeg kan for guds skyld ikke engang være vred på hende!”

Sagde jeg surt. Jace blev kortvarigt bleg, inden at han blev rasende og ikke længere kunne styre sig. Han sprang på mig, og slog ud efter mit ansigt. Jeg undgik, så hans næve hamrede ned i jorden. Det slag ville med garanti have brækket min næse, hvis jeg ikke havde flyttet hovedet.

”Din… din… din…”

Sagde Jace, men var så rasende på mig, at han ikke kunne finde ordene til at udtrykke sig. Jeg rullede nogle omgange med ham i græsset, og undgik hans slag. Så fik jeg ham endeligt sparket af mig, og kom lynhurtigt på benene. Luke greb fat i Jace, og holdt ham tilbage. Jace vred sig til først for at komme fri, indtil at han opdagede det blik som Luke sendte ham. Luke var nødt til at lade lidt af sin ulveskikkelse skinne igennem, for at kunne holde Jace tilbage. Jace blev hurtigt roligt igen, for at forhindre at Luke skiftede til ulveskikkelse.

”Er du okay?”

Spurgte Clary bekymret. Jeg nikkede let. Det eneste som var blevet ødelagt, var min skjorte. Så stak hun mig en syngende lussing.

”Hvad fanden tænkte du på?!”

Spurgte hun utilfreds. Jeg tog mig til kinden, men lod hurtigt hånden falde igen. Jeg forsøgte at fokusere, men mit syn var utroligt sløret, næsten som da jeg brugte briller. Nej, det var værre. Jeg tog mig til hovedet igen. Mit syn var så sløret, at jeg næsten ikke engang kunne se Clarys ansigtstræk. Det hele begyndte at svimle for mig, så jeg sank på knæ.

”Simon!”

Udbrød Clary overrasket, inden jeg faldt sammen og landede på siden. Jeg blinkede let enkelt gang, og kunne se nogle mærkeligt formede klatter læne sig ind over mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...