Dødens instrumenter 2 - Det Blødende Hjerte

Jeg opdagede, at jeg svævede over gulvet med mit indre lys hvirvlende omkring mig. Jeg lænede mig frem mod Simon, og hviskede: "Jeg befrier dig fra den byrde, som ikke er din. Jeg befrier dig fra Kain's forbandelse."
Dernæst kyssede jeg ham forsigtigt på panden, ovenpå mærket. Jeg mærkede kulden, mørket mod mine læber, men gjorde det varmt og rart med mit lys.
"Jeg befrier dig fra en byrde, som ikke er din til at bære." Hviskede jeg, da jeg fjernede magien fra mærket, så det langsomt blegnede. "Du ved allerede hvad afgørelsen er ikke?" Spurgte han trist, og ville trække mig ind til sig. Men jeg trak mig væk med en trist mine, og nikkede. "Jeg dør i aften." Hviskede jeg trist, og følte for første gang en overvældende trang til at græde.

9Likes
3Kommentarer
4217Visninger
AA

32. Simons synsvinkel: Hun fortryder

 

Jeg skyndte mig, at løbe, da jeg ikke kunne få øje på hende udenfor huset. Jeg opfangede hendes duft, og halede hurtigt ind på hende.

"Jane, vent."

Kaldte jeg, og straks stivnede hun. Hun så sig forvirret omkring, og så så på mig. 

"Vent."

Bad jeg igen. Hun så sig skræmt omkring.

"Jeg skulle ikke have gjort det."

Hviskede hun skræmt, og gøs. Det så ud som om at hun frøs, så jeg tog hurtigt min jakke af.

"Her, tag den på. Du fryser jo."

Sagde jeg bekymret, og gav hende den. Hun tog forsigtigt imod, og trak tøvende min jakke på. Hun frygtede igen, at hun havde gjort noget forkert. Jeg sukkede let, ikke glad for at hun havde det sådan.

”Træd væk, hugtand og overlad pigen til os uden problemer.”

Sagde en dyster stemme, og en høj mand trådte frem. Han var mindst to meter, og meget muskuløs, men jeg kunne ikke afgøre hvilket væsen han var. Heller ikke personen ved siden af ham, kun en meter høj og en kvinde. De stod underligt tæt, så det nærmest lignede at de hang sammen. Jane sukkede ganske svagt, som om at hun havde ventet dem.

”Aldrig i livet.”

Hvæssede jeg utilfreds efter dem, og rakte ud efter Jane. Så snart jeg fik lukket min hånd omkring hendes håndled, så den højeste af dem ud efter mig og ramte. Jeg fløj væk, og ramte den nærmeste husmur med et brag. Jeg sank sammen, men nåede at bremse det lidt, så jeg kun gik ned på fire. De rakte ud efter hende i fællesskab, og hun gjorde intet for at stoppe dem. Så jeg tvang min smertende krop op og stå, for at hjælpe.

”Jane!”

Kunne jeg høre Jace råbe. De ledte efter hende, efter os.

”Herovre!”

Råbte jeg tilbage som svar, før jeg fik endnu et slag, som brækkede et af mine ribben. Jane så skræmt på mig.

”Lad ham være. Han har ikke gjort noget.”

Sagde hun bange, som et barn der forsøgte at få en bølle til at gå sin vej. De vendte sig mod hende, og den mindste løftede let en kniv.

”Nu skal du bløde, lille engel.”

Sagde den højeste, netop som den mindste stak ud efter Jane. Jane forsøgte at flytte sig, men det gik for hurtigt for hende, og hun blev ramt. Hun væltede tilbage, netop som Jace kom løbende. De andre var ikke langt bag ham, kunne jeg se. Jeg tvang mig op og stå igen, og sprang på skabningerne, som var på vej hen til Jane. De hylede overrasket, da jeg landede på ryggen af den højeste og slog ham oveni hovedet. Jace for efter den mindste, som ikke havde flyttet sig det mindste. Han stak ivrigt ud efter skabningen, som begyndte at skifte form.

”Dæmon!”

Råbte Jace, så vi begge hurtigt slap og for tilbage. Isabelle kastede straks en kniv efter den, som den let undgik, da den var i gang med at skifte form.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...