Dødens instrumenter 2 - Det Blødende Hjerte

Jeg opdagede, at jeg svævede over gulvet med mit indre lys hvirvlende omkring mig. Jeg lænede mig frem mod Simon, og hviskede: "Jeg befrier dig fra den byrde, som ikke er din. Jeg befrier dig fra Kain's forbandelse."
Dernæst kyssede jeg ham forsigtigt på panden, ovenpå mærket. Jeg mærkede kulden, mørket mod mine læber, men gjorde det varmt og rart med mit lys.
"Jeg befrier dig fra en byrde, som ikke er din til at bære." Hviskede jeg, da jeg fjernede magien fra mærket, så det langsomt blegnede. "Du ved allerede hvad afgørelsen er ikke?" Spurgte han trist, og ville trække mig ind til sig. Men jeg trak mig væk med en trist mine, og nikkede. "Jeg dør i aften." Hviskede jeg trist, og følte for første gang en overvældende trang til at græde.

9Likes
3Kommentarer
4217Visninger
AA

34. Simons synsvinkel: Hun er rask

 

”Hvorfor…”

Begyndte jeg, men straks skreg Jane og vi blev blændet af et enormt hvidt lys, som kastede os alle til jorden. Jeg tvang mit hoved rundt, så jeg kunne se Jane. Hun var et stort hvidt lys, som skar i mine øjne. Jeg burde kigge væk, men jeg kunne ikke. Lyset føltes så rart, så så smukt ud og føltes så overvældende. Jane skreg igen, da lyset omsluttede hende, og til sidst forsvandt. Jeg gned hurtigt mine øjne, inden jeg endnu hurtigere kom på benene. Mine ben føltes som gele, så jeg sank på knæ igen, og måtte kravle over til hende. Og det kunne jeg knap nok.

”Jane.”

Kaldte jeg bekymret. Hun lå på siden igen, og med sit lange hår over ansigtet. Jeg aede ganske forsigtigt håret væk fra hendes ansigt, og fik et kæmpe chok. Jeg vendte hende hurtigt, så jeg bedre kunne betragte hende. Hendes hud var helt ren igen, fri for ar og perfekt. Hendes knogler var ikke længere synlige. Hun havde fået former igen, så hun rent faktisk kunne passe tøjet. Hun var stadigt lidt tynd, men hun så mere sund. Hendes tørre, bidte løber var blevet helet. Bløde, røde og indbydende. Jeg aede forsigtigt resten af hendes hår væk, og kunne se at det var blevet endnu lysere, selvom at det sorte stadigt var det dominerende. Hun blinkede træt, og så på mig med et fjernt blik. Jeg var overrasket over at se at hendes øjne var helt gyldne. Men igen blinkede hun, og så blev de gradvist mere og mere blå igen. Hun blinkede endnu engang, og lukkede så øjnene. Hun besvimede igen, og blev slap på fortovet.

”Simon.”

Kaldte Jace, så jeg op i hans retning. Han var blevet kastet længere væk end jeg var, og var kun lige kommet på benene. Jeg kunne se at han kæmpede for at holde balancen.

”Er hun okay?”

Spurgte han bekymret. Jeg så ned på hende, og kunne ikke rigtigt afgøre det. Jeg så på ham igen, og kunne se at andre også kom vaklende på benene.

”Jeg tror det, men jeg ved det ikke rigtigt.”

Svarede jeg, og fik en utilfreds mine. Jace gik hurtigt over til os.

”Hvad er det for et svar…”

Begyndte han, men stivnede, da han fik øje på Jane. Han så forvirret på hende, og dernæst på Clary.

”Hvad har du gjort?”

Spurgte han mistroisk. Hun var ved at vælte, så han greb hende hurtigt. Hun så hurtigt på Jane, med lige så meget overraskelse i blikket.

”Jeg gjorde ikke noget. Jeg… jeg tegnede da kun…”

Begyndte hun forvirret. Jace nikkede. Vi havde alle godt set, at hun kun havde tegnet den almindelige rune, og at hun ikke havde gjort noget specielt ved den.

”Vi er nødt til at få hende hjem. Det der må der være nogen som så.”

Sagde Alec bekymret, og hentydede til det lys, som var kommet fra Jane.

”Mundane har ikke set det, men jeg kan ikke garantere for mine gæster.”

Sagde Magnus bekymret, og skævede tilbage i retningen af sit hus. Jace nikkede let, men virkede ikke så sikker på benene. Så jeg kom på benene, og da jeg følte mig mere sikker på benene, samlede jeg Jane op. Hun var stadig let, men hun føltes heller ikke længere som en fjer. Det glædede mig, så jeg svagt måtte smile. Jeg bemærkede det hårde blik, som Jace sendte mig, og skyndte mig at lade være med at smile.

”Der er kortere til min lejlighed, hvor i kan få det bedre først.”

Sagde jeg bestemt, da Clary stadigt vaklede. Hun nikkede hurtigt, men de andre tøvede lidt. Det gjorde mig utilfreds, så jeg vendte mig bare og begyndte at gå.

”Tak for denne gang, Magnus.”

Råbte jeg til Marcus, inden jeg drejede om et hjørne. Han nikkede bare for sig selv, og så undrende ud. Han kløede sig let i håret, og vendte så omkring, for at gå tilbage til sin fest.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...