Dødens instrumenter 2 - Det Blødende Hjerte

Jeg opdagede, at jeg svævede over gulvet med mit indre lys hvirvlende omkring mig. Jeg lænede mig frem mod Simon, og hviskede: "Jeg befrier dig fra den byrde, som ikke er din. Jeg befrier dig fra Kain's forbandelse."
Dernæst kyssede jeg ham forsigtigt på panden, ovenpå mærket. Jeg mærkede kulden, mørket mod mine læber, men gjorde det varmt og rart med mit lys.
"Jeg befrier dig fra en byrde, som ikke er din til at bære." Hviskede jeg, da jeg fjernede magien fra mærket, så det langsomt blegnede. "Du ved allerede hvad afgørelsen er ikke?" Spurgte han trist, og ville trække mig ind til sig. Men jeg trak mig væk med en trist mine, og nikkede. "Jeg dør i aften." Hviskede jeg trist, og følte for første gang en overvældende trang til at græde.

9Likes
3Kommentarer
4192Visninger
AA

38. Simons synsvinkel: Hun er kommet sig helt

 

Hun vred sig let, og vendte sig så væk fra Jace i sengen. Han sad på en stol, og havde ikke forladt hendes side, siden at vi var ankommet. I stedet vendte hun sig om mod mig, som stod i døren. Jace så på mig, med et blik, som bad mig om at gå. Jeg blev trodsigt stående, så han gav mig et blik som om at han ville kaste noget efter mig.

”Hvordan har hun det?”

Spurgte Jocelyn bekymret, og gik forbi mig. Jace trak på skuldrene. Hun havde vendt sig få gange, men var ikke vågen endnu.

”Hun drømmer.”

Sagde Jace let, og aede forsigtigt Jane over kinden. Hun sukkede let, men vendte sig så længere væk fra Jace i sengen igen. Han sukkede let for sig selv, og trak hånden til sig. Jocelyn satte sig på stolen ved siden af sengen, og betragtede Janes skikkelse. Jeg blev stående i døren, og overvejede kort at gå, da Jane pludseligt slog øjnene op og blinkede træt et par gange.

”Jane?”

Kaldte Jace forsigtigt. Hun strakte sig let under dynen, og så så på ham.

”Morgen.”

Hilste hun træt, og satte sig op. Hun strakte sig let endnu engang, hun skar let ansigt og tog sig til siden. Hun masserede det let, og så så endeligt Jace direkte i øjnene. Han stirrede på hende.

”Er… er du okay?”

Spurgte jeg, da Jace ikke så ud til at ville sige noget. Hun nikkede let, og ville rejse sig.

”Jeg har haft det værre.”

Svarede hun, og blev bremset af Jocelyns bestemt blik. Jane satte sig hurtigt ned igen, og så sig undrende omkring.

”Hvor er jeg?”

Spurgte hun undrende. Det gik op for mig, at hun var som fuldstændig forandret. Udover at hendes krop havde ændret sig, så hendes psyke også ændret sig. Hun var mere selvsikker.

”Idris.”

Svarede Jace kort. Jane så hurtigt på ham med et overrasket blik.

”Shit.”

Mumlede hun for sig selv. Altså var hun blevet lidt mere som Jace i sin opførsel, hvilket bestemt ikke huede mig. Tvillinger havde jo en tendens til at være meget ens, og jeg havde nok i Jace i forvejen. Så jeg vendte mig omkring, og gik ud af værelset.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...