Dødens instrumenter 2 - Det Blødende Hjerte

Jeg opdagede, at jeg svævede over gulvet med mit indre lys hvirvlende omkring mig. Jeg lænede mig frem mod Simon, og hviskede: "Jeg befrier dig fra den byrde, som ikke er din. Jeg befrier dig fra Kain's forbandelse."
Dernæst kyssede jeg ham forsigtigt på panden, ovenpå mærket. Jeg mærkede kulden, mørket mod mine læber, men gjorde det varmt og rart med mit lys.
"Jeg befrier dig fra en byrde, som ikke er din til at bære." Hviskede jeg, da jeg fjernede magien fra mærket, så det langsomt blegnede. "Du ved allerede hvad afgørelsen er ikke?" Spurgte han trist, og ville trække mig ind til sig. Men jeg trak mig væk med en trist mine, og nikkede. "Jeg dør i aften." Hviskede jeg trist, og følte for første gang en overvældende trang til at græde.

9Likes
3Kommentarer
4215Visninger
AA

52. Simons synsvinkel: Du må ikke blive ked af det igen, Jace

 

”Du har stadigt arrene, mens det virker ikke længere. Så man vil stadigt tro, at du har det og at det virker.”

Forklarede Jane, og lød fuldkommen udmattet. Jeg ville række ud, for at mærke efter på min pande. Men jeg kunne ikke risikere, at slippe hende. Hun var blevet fuldkommen udmattet, og hang i mine arme.

”Du ved allerede hvad afgørelsen er, gør du ikke?”

Spurgte jeg, og så det triste glimt i hendes øjne.

”Jeg dør i aften.”

Svarede hun, og kneb en tåre. Jeg fangede den let, da hun var blevet mere sikker på benene. Jeg smagte på den, og smagen eksploderede på min tunge. Det smagte af vanilje, is og solskin. Jeg slap hende, da Jace nærmede sig. Han lagde forsigtigt en hånd på hendes skulder. I hans øjne kunne man se spørgsmålet, som han ønskede at han ikke havde hørt svaret på. Men Jane nikkede let, som for at sige at han havde hørt rigtigt. Også begyndte hun at græde. Jace tog hende beskyttende ind til sig, mens at hun græd. Hun havde ikke grædt før, og hendes gråd lød derfor underlig. Hun var ikke vant til at græde.

”Jeg ville ikke væk.”

Sagde Jane grædende. Jace tyssede på hende, men kunne ikke berolige hende ved at fortælle hende at alt nok skulle gå i orden igen. For så ville han lyve. Jeg tog mig forsigtigt til panden, og mærkede svagt efter arrene. De var der endnu, men jeg vidste at de ikke længere virkede.

”Må jeg?”

Spurgte Luke, og hentydede til min pande. Jeg nikkede, og redte let mit hår væk, så han kunne se det. Han mærkede kort på det, og trak så på skuldrene.

”Det føltes ikke anderledes, og farven er heller ikke falmet.”

Orienterede han mig om. Jeg nikkede for mig selv, og var mere optaget af Jane, som stadigt græd. Jace vuggede hende trøstende, og aede hende over håret. Endnu engang var hendes hår blevet lysere, men det meste var stadigt sort. Det var mest hendes hårrødder, hårspidser og pandehår som var blevet lyst. Resten var stadigt kulsort.

”Du må ikke blive ked af det igen, ikke lige som før. Vil du ikke godt love mig det?”

Spurgte Jane forsigtigt Jace, og snøftede let. Han så på hende, og aede let hendes kind.

”Du må ikke blive så ked af det igen. Vil du ikke godt love det?”

Gentog Jane, og snøftede let igen. Hun var lige ved at spørge igen, da Jace svagt nikkede.

”Jeg skal nok prøve.”

Sagde han, og gjorde det klart at han ikke kunne holde noget. Hun nikkede let, tilfreds med det svar. Afhøreren kom ind i rummet, og holdt skarpt øje med Jane, som stod lidt gemt væk i Jaces favn.

”Afgørelsen er blevet truffet.”

Informerede hun om, og gennede os ud igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...