Dødens instrumenter 2 - Det Blødende Hjerte

Jeg opdagede, at jeg svævede over gulvet med mit indre lys hvirvlende omkring mig. Jeg lænede mig frem mod Simon, og hviskede: "Jeg befrier dig fra den byrde, som ikke er din. Jeg befrier dig fra Kain's forbandelse."
Dernæst kyssede jeg ham forsigtigt på panden, ovenpå mærket. Jeg mærkede kulden, mørket mod mine læber, men gjorde det varmt og rart med mit lys.
"Jeg befrier dig fra en byrde, som ikke er din til at bære." Hviskede jeg, da jeg fjernede magien fra mærket, så det langsomt blegnede. "Du ved allerede hvad afgørelsen er ikke?" Spurgte han trist, og ville trække mig ind til sig. Men jeg trak mig væk med en trist mine, og nikkede. "Jeg dør i aften." Hviskede jeg trist, og følte for første gang en overvældende trang til at græde.

9Likes
3Kommentarer
4199Visninger
AA

24. Simons synsvinkel: Den Smukke Jane

"De?"

Spurgte jeg undrende Clary, som så lige så undrende tilbage. Hun så på Jace, som let undgik hendes blik.

"Du har ikke fortalt ham, at hun skal med?"

Spurgte Clary opgivende. Jace trak bare let på skulderne.

"Jeg skrev trods alt fra din mobil, da jeg jo ødelagde min egen."

Svarede Jace bare med et let smil, og gned sig selv utilpas i nakken. Jeg havde hørt lidt om Jace's pludselige humørændring, som var grunden til at Alec havde et blåt øje og at Jace ikke selv havde en mobil. Jeg mente, at kunne huske, at han havde ødelagt den i et raserianfald. Ovenikøbet, da han havde talt i telefon med Clary.

"Hvem skal med?"

Spurgte jeg, og så undrende på dem begge. Jace så for engangskyld utilpas ud ved situationen, og rømmede sig ganske svagt. Clary så bare afventende på ham. 

"Endeligt."

Sukkede Alec, da han fik øje på Isabelle bag mig og hvem det nu end var, som skulle med. Jeg vendte mig let, så jeg lige kunne skimte dem. Jeg stivnede, og mærkede en let kløen i min hånd, hvor hun havde trukket kniven over min håndryg. Såret var for længst helet, men for et kort øjeblik føltes det som om at det stadigt var der. 

"Slap af."

Hvæssede Jace hidsigt, da jeg var lige ved at knurre. Jeg tvang det tilbage, og nikkede let. Jane havde en af Isabelles sweatre på, og med hætten trukket godt ned i panden, så jeg slet ikke kunne se hendes ansigt. Men jeg genkendte hendes duft. Som en blanding af vanilje, is og solskin, hvilket ikke hjalp, når jeg kun havde dårlige minder om hende.

"Ej, hold nu op."

Bad Isabelle irriteret, og trak hætten af Jane, som ikke nåede at reagere hurtigt nok til at stoppe hende. Jeg stivnede i det øjeblik, vores øjne mødtes. Hun stoppede midt i bevægelsen, i at tage hætten på igen.

"Du er smuk."

Udbrød jeg, inden jeg kunne få bremset mig selv. Jace så på mig med et morderisk blik, da Jane skræmt trak hætten på plads over hovedet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...