Dødens instrumenter 2 - Det Blødende Hjerte

Jeg opdagede, at jeg svævede over gulvet med mit indre lys hvirvlende omkring mig. Jeg lænede mig frem mod Simon, og hviskede: "Jeg befrier dig fra den byrde, som ikke er din. Jeg befrier dig fra Kain's forbandelse."
Dernæst kyssede jeg ham forsigtigt på panden, ovenpå mærket. Jeg mærkede kulden, mørket mod mine læber, men gjorde det varmt og rart med mit lys.
"Jeg befrier dig fra en byrde, som ikke er din til at bære." Hviskede jeg, da jeg fjernede magien fra mærket, så det langsomt blegnede. "Du ved allerede hvad afgørelsen er ikke?" Spurgte han trist, og ville trække mig ind til sig. Men jeg trak mig væk med en trist mine, og nikkede. "Jeg dør i aften." Hviskede jeg trist, og følte for første gang en overvældende trang til at græde.

9Likes
3Kommentarer
4195Visninger
AA

50. Simons synsvinkel: Afhøringen bliver afsluttet

 

”Nu vel…”

Sagde afhøreren, og lød utilfreds med Janes nuværende personlighed, som mindede utroligt meget om Jaces.

”Lad os fortsætte.”

Sagde afhøreren, og lod som om at hun glædede sig til at begynde på de mere interessante spørgsmål.

”Hvad var din del i Valentines planer, og hvad fungerede du som?”

Spurgte afhøreren, mens at sekretæren hurtigt skrev spørgsmålet ned. Det var det værste spørgsmål, som afhøreren kunne stille Jane. Men Jane svarede på det, og afgav sin forklaring. Hun blev utroligt bleg, mens at hun fortalte om det. Alligevel spurgte afhøreren nærmere ind til det, ville vide ting i detaljer. Jane svarede, men blev mere og mere bleg og fjern i blikket.

”Gjorde du noget af dette… frivilligt?”

Spurgte afhøreren endeligt, da hun ikke ville høre flere detaljer. Jane så på afhøreren, som om at hun var vanvittig og rystede let på hovedet.

”Du er nødt til at svare på spørgsmålet, enten med et ja eller et nej.”

Forklarede afhøreren, og cirklede endnu engang rundt omkring Jane. Hun mindede mig om en grib, som ventede på at et dyr skulle falde dødt om, så hun kunne slå kløerne i det.

”Nej.”

Svarede Jane, men hendes stemme knækkede over og hun sank bevidstløst sammen. Spørgsmålene var for meget for hende. Straks for Magnus op, og hen til hende. Afhøreren lod ham komme til, da han trods alt var warlock og kunne helbrede hende. Han kunne dog ikke gøre det store, kun vække hende og hjælpe hende op på stolen igen. Hun takkede, og bad ham som om at sætte sig på sin plads igen. Han gik tøvende tilbage, og satte sig. Han sad dog på spring, klar til at afbryde afhøringen, hvis Jane så ud til at ville besvime igen.

Indtil videre så det godt ud. De tilstedeværende havde ondt af hende, på grund af hvad Valentine havde gjort. Men hendes pludselige besvimelse havde sået tvivl i deres sind. Havde hun gjort det med vilje, for at få deres medlidenhed? Så stillede afhøreren et spørgsmål, som vendte det hele på hovedet.

”Har du dræbt en skyggejæger?”

Spurgte hun. Jane måtte svare ja, mens at hun så ned i gulvet. Afhøreren bad hende om at se op, og afgive navnene. Jane gik igen med at remse navnene op, og jeg kunne se på de tilskuere, som var skyggejægere, at de genkendte navnene. Afhøreren stoppede Jane, da hun nåede over tyve navne og sekretæren ikke længere kunne følge med.

Så startede hun forfra med navne på varulv, og bad igen om navne. Igen måtte hun stoppe Jane, da hun nåede over tyve navne. Og igen kunne jeg se reaktioner blandt tilskuerne. Så spurgte afhøreren om vampyrer, warlocks og feer, og igen med samme resultat. Så spurgte hun om dæmoner, som trods alt var de overnaturlige og skyggejægernes største fjende.

”Ingen.”

Svarede hun, og nåede ikke at tilføje, at det var fordi at hun ikke måtte for Valentine, da afhøreren mente at der ikke var mere relevant information at hente, så vi blev sendt ud, mens at der skulle træffes en afgørelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...