Dødens instrumenter 2 - Det Blødende Hjerte

Jeg opdagede, at jeg svævede over gulvet med mit indre lys hvirvlende omkring mig. Jeg lænede mig frem mod Simon, og hviskede: "Jeg befrier dig fra den byrde, som ikke er din. Jeg befrier dig fra Kain's forbandelse."
Dernæst kyssede jeg ham forsigtigt på panden, ovenpå mærket. Jeg mærkede kulden, mørket mod mine læber, men gjorde det varmt og rart med mit lys.
"Jeg befrier dig fra en byrde, som ikke er din til at bære." Hviskede jeg, da jeg fjernede magien fra mærket, så det langsomt blegnede. "Du ved allerede hvad afgørelsen er ikke?" Spurgte han trist, og ville trække mig ind til sig. Men jeg trak mig væk med en trist mine, og nikkede. "Jeg dør i aften." Hviskede jeg trist, og følte for første gang en overvældende trang til at græde.

9Likes
3Kommentarer
4221Visninger
AA

15. Lukes synsvinkel: Viljeløs

Da vi kom tilbage til værelset, efter at have været væk en halv time, sad Jane stadigt i samme stilling. I skrædderstilling, med dynen over hendes ben, hvor Jocelyn havde lagt den, og med hendes hænder krydset i hendes skød, ovenpå dynen. Hun sad med bøjet hoved, og så ned i dynen. 

"Det var meningen, at du skulle lægge dig til at sove."

Sagde Jocelyn bekymret, og satte sig på sengekanten. Jane så op på hende, og mødte tøvende hendes blik.

"Var det?"

Spurgte hun tomt. Jeg tror, at det skulle forestille et overrasket spørgsmål, men svagheden i hendes stemme overskyggede det. Jocelyn lagde forsigtigt sin hånd på Janes pande, og mærkede efter.

"Du har jo feber."

Udbrød Jocelyn bekymret. Jane trak bare let på skuldrene, da Jocelyn trak hånden til sig igen.

"Det går nok."

Svarede Jane, og så ned i dynen igen. Jocelyn sukkede opgivende. Jeg gik hen til sengen, og stillede mig ved siden af Jocelyn.

"Jane."

Sagde jeg bekymret, for at få hendes opmærksomhed. Hun så op, tøvende og ventede at blive slået igen. 

"Lig du dig bare ned, og hvil dig."

Sagde jeg beroligende. Hun lagde hovedet en smule på skrå, som om at hun ikke rigtigt troede sine egne ører.

"Mener du at jeg må sove?"

Spurgte hun, tydeligvis forvirret. Jeg nikkede let, og rakte ud efter dynen. Jane lagde sig tøvende ned, bange for at blive slået, lagde hun hovedet mod sin hovedpude. Jeg trak forsigtigt dynen på plads over hendes skuldre.

"Jeg laver noget suppe til dig."

Sagde Jocelyn venligt, og rejste sig for at gå. Så snart hun var gået, satte jeg mig på sengekanten, hvor hun tidligere havde siddet.

"Plejer du ikke at sove om aftenen?"

Spurgte jeg bekymret for hvad hun ville svare. Hun rystede let på hovedet.

"Jeg skulle holde mig vågen, for at stå klar til at opfylde Jonathans krav, hvis han vågnede. Jeg måtte kun sove i et par timer, når jeg ikke længere kunne holde mig vågen og besvimede."

Forklarede Jane, og så tomt op i loftet. Jeg gøs indvendigt, og kæmpede for at fastholde det venlige smil.

"Jane, du er ikke der mere, og her må du sove lige så meget du vil."

Forsikrede jeg hende. Hun så tøvende på mig, men da jeg let nikkede, lukkede hun endeligt sine øjne. Hun faldt i søvn på ingen tid, men jeg blev siddende for at holde øje med hende. Jeg regnede ikke med at hun ville kunne sove igennem uden problemer, hvilket jeg desværre fik ret i.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...