Dødens instrumenter 2 - Det Blødende Hjerte

Jeg opdagede, at jeg svævede over gulvet med mit indre lys hvirvlende omkring mig. Jeg lænede mig frem mod Simon, og hviskede: "Jeg befrier dig fra den byrde, som ikke er din. Jeg befrier dig fra Kain's forbandelse."
Dernæst kyssede jeg ham forsigtigt på panden, ovenpå mærket. Jeg mærkede kulden, mørket mod mine læber, men gjorde det varmt og rart med mit lys.
"Jeg befrier dig fra en byrde, som ikke er din til at bære." Hviskede jeg, da jeg fjernede magien fra mærket, så det langsomt blegnede. "Du ved allerede hvad afgørelsen er ikke?" Spurgte han trist, og ville trække mig ind til sig. Men jeg trak mig væk med en trist mine, og nikkede. "Jeg dør i aften." Hviskede jeg trist, og følte for første gang en overvældende trang til at græde.

9Likes
3Kommentarer
4179Visninger
AA

16. Jocelyns synsvinkel: Svag

Jeg øste forsigtigt noget suppe op i skålen, og hang skeen på plads.

"Hvad kommer der til at ske med hende?"

Spurgte Alec mig forsigtigt. Jeg sukkede let, og stillede skålen på bordet, for ikke at brænde fingrene, da jeg svarede ham.

"Det hele kommer an på hvilke ordrer som Robert, din far, får. Jeg ved det ikke, men jeg kunne forestille mig at hun nok ville blive indkaldt til en høring, som hun på nuværende tidspunkt ikke kan holde til."

Svarede jeg, og så på Alec, som bekymret så ned i gulvet og nikkede.

"Hun er meget svag, er hun ikke?"

Spurgte han bekymret. Jeg nikkede let.

"Hun er forfærdeligt tynd, har ikke måtte spise som hun ville, sove som hun ville og i det hele taget tror jeg aldrig at hun har fået taget ordentligt vare af sin krop. Hun er skrøbelig, og hendes psyke har lidt et alvorligt knæk."

Svarede jeg, og tog skålen fra bordet igen. Han sukkede let, og nikkede for sig selv, mens han øste lidt suppe op til sig selv. Så jeg forlod køkkenet, og satte kursen tilbage mod værelset, hvor Jane lå og forhåbentligt sov. Jeg nåede halvvejs derned, da jeg hørte hende skrige smertefuldt. Jeg gik, nærmest løb mod værelset med skålen i mine hænder. Hun havde brug for at spise.

"Jace."

Sagde jeg overrasket, da jeg opdagede ham udenfor døren til værelset. Han var gået i stå midt i en bevægelse, men havde i det mindste ikke åbnet døren endnu. Jeg skubbede ham let væk fra døren.

"Gå ned til Clary. Du har ikke brug for at se det her lige nu."

Sagde jeg beroligende til ham. Han hverken nikkede eller rystede på hovedet. Han vendte bare om, og gik sin vej igen. Jeg skyndte mig ind på værelset, da mine fingre var ved at gøre ondt af varmen. Jeg mødte et syn, som vakte den dybeste form for bekymring i mig. 

Jane lå i armene på Luke, som holdt hende ud over sengekanten. Hun vred sig i kramper, og kastede op. Hendes blik var fjernt, og øjnene rullede ukontrollerbart i hovedet på hende. Hun kastede op igen, så jeg opdagede blodet, som hun kastede op. Jeg gik hurtigt ind, og lukkede døren bag mig med en fod. Jeg stillede endnu hurtigere skålen med suppe fra mig, netop som hun sank slapt sammen i armene på Luke. Hun gav sig til at ryste voldsomt, da Luke forsigtigt lagde hende tilbage på sengen. Han lagde hurtigt dynen over hende. Hendes blik var stadigt fjernt.

"Hvad skete der?"

Spurgte jeg bekymret, og gik udenom opkastet. Luke trak forvirret på skuldrene.

"Hun vred sig kort, inden hun begyndte at skrige og så vred hun sig som om at hun ikke kunne få luft. Jeg tog hende i armene, og pludseligt kastede hun bare op."

Svarede Luke forvirret, og så bekymret på Jane, som lå livløst på sengen. Jeg nikkede let, og forlod så værelset igen for at finde noget at gøre gulvet rent med.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...