Dødens instrumenter 2 - Det Blødende Hjerte

Jeg opdagede, at jeg svævede over gulvet med mit indre lys hvirvlende omkring mig. Jeg lænede mig frem mod Simon, og hviskede: "Jeg befrier dig fra den byrde, som ikke er din. Jeg befrier dig fra Kain's forbandelse."
Dernæst kyssede jeg ham forsigtigt på panden, ovenpå mærket. Jeg mærkede kulden, mørket mod mine læber, men gjorde det varmt og rart med mit lys.
"Jeg befrier dig fra en byrde, som ikke er din til at bære." Hviskede jeg, da jeg fjernede magien fra mærket, så det langsomt blegnede. "Du ved allerede hvad afgørelsen er ikke?" Spurgte han trist, og ville trække mig ind til sig. Men jeg trak mig væk med en trist mine, og nikkede. "Jeg dør i aften." Hviskede jeg trist, og følte for første gang en overvældende trang til at græde.

9Likes
3Kommentarer
4323Visninger
AA

47. Jaces synsvinkel: Jane bliver ikke ældre

 

Det føltes lidt som om at luften blev slået ud af mig, da Jane svarede. Hvad talte hun da om, det var en god ide. Hun ville være sikker, og hun ville få ro til at komme sig psykisk. Hvorfor var det så en dårlig ide?

”Hvorfor det?”

Spurgte Maryse lidt skuffet. Jane tøvede let, men nikkede så. Hun rejste sig, og stillede sig let bag stolen.

”Hvis der er noget tidspunkt i samtalen, at i ønsker at jeg skal gå, så sig til.”

Forklarede hun hvorfor at hun havde stillet sig bag stolen.

”For det første er jeg mentalt ustabil.”

Sagde Jane roligt, som om at hun slet ikke var det. Men hun var skrøbelig i sind. Det måtte jeg indrømme.

”For det andet, så skylder i mig intet.”

Sagde hun let, og lød som om at hun følte at hun pressede sig på. Luke var ved at protestere, men hun kom ham i forkøbet.

”For det tredje, så bliver jeg ikke ældre.”

Sagde hun let, og straks bemærkede jeg en svag trækning, som jeg genkendte fra mig selv. Hun var klar til at løbe.

”Hvad mener du med det?”

Spurgte Maryse bekymret. Jeg skævede let til Jane, hun ville da ikke tage livet af sig selv. Jane rystede let på hovedet, og fangede mit blik. Hun mimede let:

”Det kan jeg ikke.”

Jeg så undrende på hende, men hun undgik igen mit blik. Hvad mente hun med, at hun ikke kunne tage livet af sig selv?

”Jeg mener, hvad jeg siger. Jeg bliver ikke ældre.”

Sagde Jane kryptisk. Hun var meget utilpas.

”Og med det mener du?”

Spurgte Jocelyn bekymret, og lagde sin gaffel fra sig.

”Børn, som Jonathan eller Sebastian som i kalder ham, som har dæmonblod i årerne, vokser hurtigere op. De vokser op på den halve tid, men deres udvikling går i stå i de sene teenageår, og så bliver de ikke ældre i deres fysiske udseende.”

Forklarede Jane med en let skælven, da hun nævnte Sebastians navn, hans rigtige navn.

”Men du har engleblod, præcist som Clary og Jace.”

Sagde Luke undrende, og kunne godt se på hende, at hun ikke havde sagt det hele. Hun nikkede let, og sukkede.

”Der er altid, i tilfældet med tvillinger, en som tager mest næring til sig og som vokser sig stærkere i livmoderen.”

Forklarede Jane, og så let på mig.

”Jeg var den, som voksede sig stærkest og det var derfor at Valentine ikke ville have mig. Jeg havde stjålet det blod, som du skulle have haft.”

Sagde hun til mig, og så så hurtigt væk igen.

”Jeg har ikke ældes, siden jeg fyldte ni år. Jeg har set sådan her ud, lige siden.”

Sagde Jane let, og sukkede så dybt, inden hun vendte sig om og gik sin vej. Jeg blev lamslået siddende tilbage, sammen med de andre. Den eneste som for efter hende, var Simon. Og denne gang var jeg for chokeret til at følge efter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...