Dødens instrumenter 2 - Det Blødende Hjerte

Jeg opdagede, at jeg svævede over gulvet med mit indre lys hvirvlende omkring mig. Jeg lænede mig frem mod Simon, og hviskede: "Jeg befrier dig fra den byrde, som ikke er din. Jeg befrier dig fra Kain's forbandelse."
Dernæst kyssede jeg ham forsigtigt på panden, ovenpå mærket. Jeg mærkede kulden, mørket mod mine læber, men gjorde det varmt og rart med mit lys.
"Jeg befrier dig fra en byrde, som ikke er din til at bære." Hviskede jeg, da jeg fjernede magien fra mærket, så det langsomt blegnede. "Du ved allerede hvad afgørelsen er ikke?" Spurgte han trist, og ville trække mig ind til sig. Men jeg trak mig væk med en trist mine, og nikkede. "Jeg dør i aften." Hviskede jeg trist, og følte for første gang en overvældende trang til at græde.

9Likes
3Kommentarer
4221Visninger
AA

10. Jaces synsvinkel: Ikke et ord

"Jace, vent."

Kaldte Alec bekymret efter mig, da jeg stoppede den sidste dolk på plads, mens jeg for hen af gangen. Jeg mærkede et stramt greb omkring min arm, og blev tvunget til at stoppe op.

"Du skal ingen steder Jace."

Sagde Maryse bekymret, hvilket jeg totalt valgte at overhøre. Jeg rev mig fri, og gav hende et utilfreds blik.

"Hun er min søster."

Sagde jeg, stadig rasende over at de havde holdt hende hemmeligt for mig. Jeg havde svagt været klar over, at de skjulte noget for mig, men jeg havde ikke undersøgt det nærmere. Det fortrød jeg nu, og hadede mig selv for det. Maryse så ud til at ville komme med en indvending, men tøvede.

"Hun er min søster, min familie. Har du ikke selv sagt, at man beskytter familien fremfor alt andet?"

Spurgte jeg lidt mere blødt, men kogede stadigt indvendigt af raseri over så mange forskellige ting, at det var svært at holde styr på. Hun sukkede let, og nikkede. Hun gav mig lov til at finde Jane. Jeg for straks afsted, og ind i elevatoren, hvor Isabelle og Alec ventede. Alec satte elevatoren igang, da jeg havde lukket døren. Jeg skiftevis knyttede og åbnede for min knytnæve, for ikke at slå ud efter noget tilfældigt. Jeg havde aldrig følt mig så vred før.

"Jace..."

Begyndte Isabelle, men lyden af min knyttede næve fik hende til at tie stille igen.

"Ikke et ord."

Bad jeg surt, og syntes at det tog alt for lang tid med elevatoren.

"Men..."

Begyndte Alec. Jeg vendte mig imod dem med et morderisk blik.

"Ikke et ord. Jeg beder jer. Jeg er ikke i et godt humør lige nu, og jeg kommer nok til at fortryde det senere, hvis jeg banker jer begge søndersammen."

Advarende jeg dem med en rasende stemme, og vendte mig mod elevartordøren igen. Jeg var så rasende, at jeg næppe ville tænke klart, hvis jeg blev provokeret. Jeg holdt kun mig selv under kontrol med nød og næppe, så der skulle ikke meget til.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...