Dødens instrumenter 2 - Det Blødende Hjerte

Jeg opdagede, at jeg svævede over gulvet med mit indre lys hvirvlende omkring mig. Jeg lænede mig frem mod Simon, og hviskede: "Jeg befrier dig fra den byrde, som ikke er din. Jeg befrier dig fra Kain's forbandelse."
Dernæst kyssede jeg ham forsigtigt på panden, ovenpå mærket. Jeg mærkede kulden, mørket mod mine læber, men gjorde det varmt og rart med mit lys.
"Jeg befrier dig fra en byrde, som ikke er din til at bære." Hviskede jeg, da jeg fjernede magien fra mærket, så det langsomt blegnede. "Du ved allerede hvad afgørelsen er ikke?" Spurgte han trist, og ville trække mig ind til sig. Men jeg trak mig væk med en trist mine, og nikkede. "Jeg dør i aften." Hviskede jeg trist, og følte for første gang en overvældende trang til at græde.

9Likes
3Kommentarer
4217Visninger
AA

11. Jaces synsvinkel: Forenet

Jeg rev endeligt mobilen op fra lommen, og var lige ved at smide den fra mig. Det var femtende gang, at den havde ringet og nu gad jeg ikke at ignorere den mere. Jeg tog den til øret, og hvæssede utilfreds:

"Hvad?"

Der var kort stilhed i mobilen, så jeg overvejede at smide den fra mig.

"Jace?"

Spurgte Clary forsigtigt. Jeg fortrød kort, at jeg ikke havde sagt hej i stedet for, men glemte alt om det, da hun ikke sagde mere. Hun spildte min tid.

"Hvor er Alec? Han plejer da at tage mobilen for dig..."

Spurgte hun undrende, og blev så stille igen. Jeg sukkede dybt, og følte at jeg virkeligt ikke havde tid til at tale med hende.

"Han sidder på hjørnet mellem centrum og togstationen, og hyler over det blå øje, som jeg gav ham."

Svarede jeg ærligt. Alec havde forslået, at vi skulle gå hjem igen, da det var begyndt at regne. Jeg havde givet ham et blåt øje som svar, og var så gået fra ham og Isabelle for at lede videre.

"Hvad har du gjort?"

Spurgte Clary forfærdet. Jeg sukkede irritereret. 

"De kunne bare have fortalt mig, at Jane var i live, så var hun måske ikke stukket af."

Svarede jeg, og hørte svagt det gisp, som Clary gav fra sig. Altså havde hun vidst det, så jeg smed mobilen fra mig, ned i jorden, hvor den gik i tusinde stykker. Jeg lod stumperne ligge, og gik videre. Opsat på at finde Jane, inden det blev alt for mørkt.

Jeg var lige ved at gå forbi, da jeg hørte en svag hulken fra en af gyderne. Jeg vendte om, og listede tilbage igen. I skjul af mørket, kom jeg ind i gyden, uden at blive opdaget. Jeg opdagede hende siddende ved siden af en fyldt container. Hun sad helt stille og tavs.

"Jane?"

Kaldte jeg forsigtigt, og gik på hug foran hende, så hun kunne se mig. Regnen havde vasket noget af hendes hårfarve ud, så hun havde fået lyse striber i håret, specielt i pandehåret. Jeg genkendte farven som min egen, og kunne pludseligt forestille mig, hvordan det så ud helt lyst. Det gik op for mig, hvor meget vi egentligt lignede hinanden. At det nærmest var som at se ind i et spejl.

"Jace?"

Spurgte hun forvirret, og så på mig med undrende øjne. De gled hurtigt op i frygt, da hun opdagede at jeg var i kampuniform. Jeg slog hurtigt armene om hende, og forhindrede hende i at flygte. 

"Jane, slap af!"

Sagde jeg bekymret, og holdt hende tilbage, selvom at hun ivrigt sparkede for at komme fri.

"Jeg vil ikke gøre dig noget, Jane. Jeg vil bare have dig med hjem."

Hviskede jeg beroligende. Hun blev pludseligt slap i mine arme, og sank sammen. Jeg greb hende hurtigt, og holdt hende oppe. Hun var besvimet. Jeg sukkede lidt lettet, og løftede hende op i min favn, så jeg kunne bære hende tilbage til instituttet. Mit raseri aftog hurtigt, mens jeg holdt hende der i mine arme. Det var som luft, der blev lukket ud af en ballon. Jane var i live, min rigtige søster var i live og alt skulle nok blive godt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...