Dødens instrumenter 2 - Det Blødende Hjerte

Jeg opdagede, at jeg svævede over gulvet med mit indre lys hvirvlende omkring mig. Jeg lænede mig frem mod Simon, og hviskede: "Jeg befrier dig fra den byrde, som ikke er din. Jeg befrier dig fra Kain's forbandelse."
Dernæst kyssede jeg ham forsigtigt på panden, ovenpå mærket. Jeg mærkede kulden, mørket mod mine læber, men gjorde det varmt og rart med mit lys.
"Jeg befrier dig fra en byrde, som ikke er din til at bære." Hviskede jeg, da jeg fjernede magien fra mærket, så det langsomt blegnede. "Du ved allerede hvad afgørelsen er ikke?" Spurgte han trist, og ville trække mig ind til sig. Men jeg trak mig væk med en trist mine, og nikkede. "Jeg dør i aften." Hviskede jeg trist, og følte for første gang en overvældende trang til at græde.

9Likes
3Kommentarer
4192Visninger
AA

28. Jaces synsvinkel: Fjerne blikke

"Jeg..."

Begyndte hun, mens hun stadigt så væk. Magnus blev roligt siddende, og afventede hendes spørgsmål.

"Jeg har undskyld overfor Alec allerede, angående hvad jeg sagde, eller jeg tror jeg sagde, ved...."

Begyndte hun, men blev afbrudt.

"Det du ved eller tror du sagde?"

Spurgte Magnus skeptisk. Hun trak en smule på skuldrene, og så i retningen af Simon.

"Jeg husker det ikke så tydeligt. Mine minder virker..."

Begyndte hun igen, men så væk, da Simon så i hendes retning.

"... mudrede."

Afsluttede hun sin sætning, og så ganske let på Magnus igen, som skeptisk rynkede sit ene øjenbryn.

"Jeg ved bare, at jeg har fornærmet de fleste af jer. Jeg ved ikke præcist hvordan, men jeg ved at jeg har gjort det. Så mit spørgsmål lyder om du vil acceptere en undskyldning?"

Det overraskede mig at se, at hun holdt øjenkontakten med Magnus under hele sætningen, og mens hun stillede sit spørgsmål. Magnus rettede sig let på stolen, og svarede så:

"Nej, jeg vil ikke acceptere en undskyldning."

Jeg var ved at rejse mig fra stolen. Det kunne han ikke gøre imod hende, når hun lige havde anstrengt sig så meget for at se ham i øjnene. Men Magnus rakte let sin hånd, og bad mig om at blive siddende, så jeg satte mig utilfreds ned på stolen igen. Det her havde bare at være godt, ellers.. Ellers vidste jeg ikke, hvad jeg ville gøre ved ham.

"Jeg vil ikke acceptere en undskyldning for noget, som du ikke har gjort af fri vilje."

Forklarede Magnus sig, med en sidebemærkning til mig. Jane lagde ganske let hovedet på skrå, noget jeg havde lært at tolke som at hun var i tvivl. 

"Den mening er jo ikke din egen, vel?"

Spurgte Magnus let, og så på hende. Hun lænede sig let tilbage op af stolen, og blev fjern i blikket igen. Jeg sukkede ganske let for mig selv. Jeg kunne bestemt ikke lide det, når hun blev fjern.

"Det ved jeg ikke."

Svarede hun, med det tomme blik i øjnene. Jeg rejste mig, og gik over til hende. Magnus lavede igen en håndbevægelse, og bad mig om at vente lidt. Han tog ganske let hendes hånd, og blev selv fjern i blikket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...