Dødens instrumenter 2 - Det Blødende Hjerte

Jeg opdagede, at jeg svævede over gulvet med mit indre lys hvirvlende omkring mig. Jeg lænede mig frem mod Simon, og hviskede: "Jeg befrier dig fra den byrde, som ikke er din. Jeg befrier dig fra Kain's forbandelse."
Dernæst kyssede jeg ham forsigtigt på panden, ovenpå mærket. Jeg mærkede kulden, mørket mod mine læber, men gjorde det varmt og rart med mit lys.
"Jeg befrier dig fra en byrde, som ikke er din til at bære." Hviskede jeg, da jeg fjernede magien fra mærket, så det langsomt blegnede. "Du ved allerede hvad afgørelsen er ikke?" Spurgte han trist, og ville trække mig ind til sig. Men jeg trak mig væk med en trist mine, og nikkede. "Jeg dør i aften." Hviskede jeg trist, og følte for første gang en overvældende trang til at græde.

9Likes
3Kommentarer
4187Visninger
AA

27. Jaces synsvinkel: Det venlige smil

Jane var endeligt faldet lidt til ro, og så ikke ud til at ville løbe nogle steder forløbigt. Det hjalp nok lidt, at Isabelle havde fået hende til at drikke noget. Selvfølgelig ikke alkohol. Jeg selv ville ikke tillade det, samt at jeg var overbevidst om at Joycelyn, Luke, Maryse og ja, selv Magnus, ville blive stiktosset, hvis hun kom noget til.

"Drik lidt mere."

Sagde Isabelle blødt, og så til, mens at Jane tømte glasset helt for vand. Isabelle smilede let til hende, og tog så glasset fra hende igen. Hun gik igen, for at få glasset fyldt op igen. Clary og Alec var ude på dansegulvet, og Simon sad ubehageligt til mode henne i et hjørne for sig selv..

"Det er ikke lige dit miljø."

Konstaterede Magnus, og satte sig ved siden af Jane, som straks så væk, ned i bordet. Jeg sad overfor hende, klar til at hjælpe hende, hvis det var nødvendigt. Hun rystede ganske svagt på hovedet.

"Jeg forstår det ikke."

Sagde hun stille, med en tynd stemme. Magnus lænede sig venligt lidt tættere på hende, så han lettere kunne høre hende. 

"Hvad fejrer de?"

Spurgte hun, og så ikke engang ud til at forstå betydningen af ordet fejring. Magnus smilede let, og trak på skuldrene.

"Ingenting, alting, det hele. Jeg holder bare festen, hvorfor de kommer... Tja, de grunde har de selv styr på."

Sagde Magnus venligt. Jane nikkede let, og virkede mere forstående overfor den forklaring, end den som Isabelle havde givet hende med at det bare var sjovt. Jeg forventede at Jane ville blive tavs igen, tom i blikket, men hun overraskede mig ved at stille endnu et spørgsmål:

"Hvorfor holder du fest?"

Spurgte hun, stadigt med den tynde stemme. Magnus blinkede let, i noget som virkede overraskelse. Jeg tror ikke at han var blevet stillet det spørgsmål før. Det tog derfor lidt tid, før at han kunne svare.

"Det ved jeg faktisk ikke."

Indrømmede han, og kløede sig let ovenpå hovedet.

"Jeg bryder mig faktisk ikke om fremmede, men på den anden side, så kan jeg godt lide det. Farverne, lydene, lyset, tja... Man kunne vel sige, at jeg sådan set holder festen for festens skyld."

Svarede han endeligt, og smilede igen til hende. Men hun så stadigt ned i bordet, og kunne derfor ikke se det venlige smil. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...