Dødens instrumenter 2 - Det Blødende Hjerte

Jeg opdagede, at jeg svævede over gulvet med mit indre lys hvirvlende omkring mig. Jeg lænede mig frem mod Simon, og hviskede: "Jeg befrier dig fra den byrde, som ikke er din. Jeg befrier dig fra Kain's forbandelse."
Dernæst kyssede jeg ham forsigtigt på panden, ovenpå mærket. Jeg mærkede kulden, mørket mod mine læber, men gjorde det varmt og rart med mit lys.
"Jeg befrier dig fra en byrde, som ikke er din til at bære." Hviskede jeg, da jeg fjernede magien fra mærket, så det langsomt blegnede. "Du ved allerede hvad afgørelsen er ikke?" Spurgte han trist, og ville trække mig ind til sig. Men jeg trak mig væk med en trist mine, og nikkede. "Jeg dør i aften." Hviskede jeg trist, og følte for første gang en overvældende trang til at græde.

9Likes
3Kommentarer
4429Visninger
AA

46. Jaces synsvinkel: De vil gerne tage sig af Jane

 

”Hvornår må du så?”

Spurgte Jocelyn bekymret, og holdt øje med Jane, som var blevet endnu mere fjern i blikket.

”Når i andre er færdige med at spise, ellers…”

Jane gik i stå i sin forklaring, og trak hurtigt sin hånd ned under bordet. Hun lagde den i skødet, og gned der hvor hun før havde haft et stort ar. Simon aede ganske svagt hendes kind, så hun let så på ham. Han ventede med at sige noget, indtil at hun var blevet helt nærværende i blikket igen.

”Spis.”

Bad han, og trak hendes hånd op igen. Han lukkede forsigtigt hendes fingre om bollen.

”Det er alligevel spild, at jeg spiser noget.”

Sagde han let, og trak på skuldrene. Jane tøvede let, men tog så bollen op til munden. Hun bed forsigtigt i den, og tyggede på den.

”Den smager godt.”

Sagde hun let, som om at hun ikke havde smagt på nogle af sine boller før. Simon nikkede let, og pegede på Alec, som havde hele munden fuld af boller.

”Det er han vist et bevis på.”

Sagde Simon med en blid klang i stemme, og netop der skete det mest utrolige. Jane smilede. Det var et ganske svagt smil, som jeg knap nok nåede at se, men det var der. Hun nikkede let, og tog en bid mere af bollen. Først da hun havde taget den tredje bid, begyndte de andre at spise igen. Simon og jeg sørgede for, at fadene med mad blev ned ved Jane, indtil at hun tog et stykke. Hun spiste som en fugleunge, og da jeg stadigt huskede hvordan hun havde set ud, da hun var tynd, ønskede jeg ikke at hun skulle se sådan ud igen.

”Vi har tilbudt at tage Jane ind.”

Sagde Luke pludseligt, og så på hende. Men hun var koncentreret om en muffin, som hun pillede i en masse småstykker, inden at hun spiste den.

”Det har vi også.”

Sagde Maryse let, og så på hende. Hun så det stadigt ikke, og skubbede undersøgende til et blåbær fra muffinen.

”Det har jeg også.”

Sagde Magnus let, som om at det var ingenting. Jane så endeligt op på dem, en efter en. Hun åbnede munden, og sagde let:

”Det er ikke nogen god ide.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...