Dødens instrumenter 2 - Det Blødende Hjerte

Jeg opdagede, at jeg svævede over gulvet med mit indre lys hvirvlende omkring mig. Jeg lænede mig frem mod Simon, og hviskede: "Jeg befrier dig fra den byrde, som ikke er din. Jeg befrier dig fra Kain's forbandelse."
Dernæst kyssede jeg ham forsigtigt på panden, ovenpå mærket. Jeg mærkede kulden, mørket mod mine læber, men gjorde det varmt og rart med mit lys.
"Jeg befrier dig fra en byrde, som ikke er din til at bære." Hviskede jeg, da jeg fjernede magien fra mærket, så det langsomt blegnede. "Du ved allerede hvad afgørelsen er ikke?" Spurgte han trist, og ville trække mig ind til sig. Men jeg trak mig væk med en trist mine, og nikkede. "Jeg dør i aften." Hviskede jeg trist, og følte for første gang en overvældende trang til at græde.

9Likes
3Kommentarer
4223Visninger
AA

8. Isabelles synsvinkel: Kold som døden

Jeg gik ind på værelset, og satte mig på stolen, som var blevet placeret ved siden af sengen. Jeg var nysgerrig. Var hun død? Var hun levende? Det var ikke til at sige. Hun var ligbleg, kold og tavs. Hun havde ikke rørt sig i de tre dage, som hun allerede havde været her. Vi havde stadigt ikke sagt noget til Jace. Jeg regnede med at han havde opdaget, at vi skjulte noget, men han var ligeglad med det. Han sagde ihvertfald ikke noget.

"Er du vågen?"

Spurgte jeg, og forventede egentligt ikke noget svar. Hvis det ikke var fordi, at jeg vidste at hendes hjerte slog. Svagt, men det slog, så ville jeg have regnet hende for at være død. Jeg hørte Alec komme ind af døren, og kort holde øje med gangen, før at han lukkede døren. Vi var blevet enige om, at Jace ikke skulle vide noget endnu. Vi var ikke sikker på hvad det kunne gøre ved ham. 

"Nogen reaktion?"

Spurgte Alec hviskende. Jeg rystede let på hovedet. Mor og far havde overladt Jane i vores varetægt. Mor var bekymret over Jace's tilstand, og skyldte skylden på Jane og far kunne bare ikke lide at være i nærheden af hende. Desuden var han blevet kaldt til Idris, hvor han skulle aflægge en rapport og hvor han så kunne nævne at Jane var tilbage.

"Hun er iskold."

Sagde jeg lavt, og rettede let på dynen, selvom at den allerede dækkede hende fuldstændig. Kun hendes ansigt stak kun lige og lige frem fra den brede pude. Jeg havde flettet hendes hår i en lang fletning i går aftes, for at holde styr på det. Men den havde ikke flyttet sig det mindste, altså havde hun ikke rørt sig det mindste.

"Tror du hun overlever?"

Spurgte Alec undrende, og rørte kort ved hendes pande. Han trak hurtigt hånden til sig igen, og gned den, som om at han frøs.

"Det ved jeg ikke. Måske, måske ikke. Altså hun har jo overlevet at gå i søen allerede, så mon ikke hun også kan overleve det her?"

Spurgte jeg nærmeste mig selv, da Alec allerede var på vej ud af rummet igen. Jeg sukkede, og så kort på hende, før at jeg fulgte efter ham. Jeg havde ikke lyst til at være alene med hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...