Dødens instrumenter 2 - Det Blødende Hjerte

Jeg opdagede, at jeg svævede over gulvet med mit indre lys hvirvlende omkring mig. Jeg lænede mig frem mod Simon, og hviskede: "Jeg befrier dig fra den byrde, som ikke er din. Jeg befrier dig fra Kain's forbandelse."
Dernæst kyssede jeg ham forsigtigt på panden, ovenpå mærket. Jeg mærkede kulden, mørket mod mine læber, men gjorde det varmt og rart med mit lys.
"Jeg befrier dig fra en byrde, som ikke er din til at bære." Hviskede jeg, da jeg fjernede magien fra mærket, så det langsomt blegnede. "Du ved allerede hvad afgørelsen er ikke?" Spurgte han trist, og ville trække mig ind til sig. Men jeg trak mig væk med en trist mine, og nikkede. "Jeg dør i aften." Hviskede jeg trist, og følte for første gang en overvældende trang til at græde.

9Likes
3Kommentarer
4318Visninger
AA

9. Isabelles synsvinkel: Jace vender tilbage

Jeg fulgte efter Alec ind i køkkenet, hvor mor var igang med at lave mad. Jeg sukkede ganske let for mig selv. Jeg var glad for at hun var hjemme, og at hun lavede mad. Jeg kunne ikke finde ud af det, og kunne knap nok koge et æg uden at det sprang i luften. Jace sad allerede ved køkkenbordet, med uglet hår og samme bluse som han havde haft på i snart tre dage. I det mindste havde han skiftet sine bukser idag, forsøgte jeg at tænke positivt og satte mig ved siden af ham.

"Sovet godt?"

Spurgte jeg muntert, mens jeg tog imod to tallerkener fra Alec, som jeg gav til mig selv og Jace.

"Det ved du jeg ikke har."

Svarede Jace ligegyldigt, og delte skeer ud. Altså skulle vi have mors lækre suppe. Jeg sukkede stille for mig selv, og rakte Alec sin ske. 

"Hvordan gik det?"

Spurgte mor, og hældte suppe op til os. Jeg rystede let på hovedet, da jeg godt vidste at hun hentydede til Jane. Mor sukkede, og prikkede bestemt til Jace, som svagt så på hende.

"Spis."

Kommanderede mor. Jace nikkede bare let, og samlede skeen op for at spise. Mor lavede en utilfreds mine, og satte sig på den anden side af Jace, så hun kunne holde øje med ham. Vi spiste i fuldstændig stilhed, hvilket var usædvanligt. Stilheden varede dog ikke længe, før at Church kom farende ind i køkkenet og hyllede som en sindssyg. Vi så alle undrende på katten, men undtagelse af Jace, som havde fået besked på at spise, så det gjorde han. Jeg for op fra stolen, da jeg så en utydelig skikkelse ude på gangen. Jeg for op efter den, da jeg så hjørnet af et tæppe, da skikkelsen gik om et hjørne. 

"Hey! Vent!"

Råbte Alec, og for afsted sammen med mig. Jeg bemærkede at mor fulgte os. Jeg satte farten yderligere op, da jeg hørte elevatoren køre. Vi nåede det lige præcist ikke, men jeg gik på hug, og kunne lige præcist se hvem der kørte ned med elevatoren. Jane. Jeg bandede, og for tilbage mod køkkenet.

"Jace, tøj på nu!"

Sagde jeg utilfreds, og gav ham et hidsigt blik, som betød at han skulle skynde sig. Han så svagt undrende på mig. Jeg rev ham op i blusen. 

"Vi havde Jane i et af værelserne, og nu er hun stukket af."

Forklarede jeg kort, og lagde mærke til at den overvældende glød i Jace's øjne vendte tilbage. Hans blik gik fra fjernt til stiktosset. 

"Hvad?"

Råbte han så rasende, at jeg chokeret slap ham. Jeg nikkede let, skræmt over den pludselige ændring i hans humør. Men jeg kunne fornemme, at det var Jace, at han var tilbage. At han var sig selv igen. Han sparkede ud, og smadrede den ene stol til pindebrænde. Han så på mig igen. 

"Hun... hun tog elevatoren ned. Vi... vi kunne ikke nå at bremse hende."

Sagde jeg bange for Jace's vrede. Han for forbi mig, i retning af sit værelse for at få sin uniform på. Alec stod bag mig, og mumlede bekymret:

"Hvad har du gjort?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...