Dødens instrumenter 2 - Det Blødende Hjerte

Jeg opdagede, at jeg svævede over gulvet med mit indre lys hvirvlende omkring mig. Jeg lænede mig frem mod Simon, og hviskede: "Jeg befrier dig fra den byrde, som ikke er din. Jeg befrier dig fra Kain's forbandelse."
Dernæst kyssede jeg ham forsigtigt på panden, ovenpå mærket. Jeg mærkede kulden, mørket mod mine læber, men gjorde det varmt og rart med mit lys.
"Jeg befrier dig fra en byrde, som ikke er din til at bære." Hviskede jeg, da jeg fjernede magien fra mærket, så det langsomt blegnede. "Du ved allerede hvad afgørelsen er ikke?" Spurgte han trist, og ville trække mig ind til sig. Men jeg trak mig væk med en trist mine, og nikkede. "Jeg dør i aften." Hviskede jeg trist, og følte for første gang en overvældende trang til at græde.

9Likes
3Kommentarer
4175Visninger
AA

7. Clarys synsvinkel: Skyggejægere i natten

Jeg gik ind i stuen igen, da min mor let havde banket på døren. Jane lå igen på ryggen, og så ikke ud til at hun havde bevæget sig, overhovedet.

"Reagerede hun?"

Spurgte jeg stille. Luke rystede let på hovedet, og rettede let på forbindingen om Janes hals. Hun måtte have haft runen i nakken, blev jeg enig med mig selv om. Det var også et godt sted at skjule den. 

"Men, ligesom den rune hun tegnede, så genkendte jeg heller ikke kontrolrunen."

Sagde Luke undrende, og rettede på tæppet, som lå over Jane.

"Men runen var det eneste som hun havde på hele kroppen, end ikke nogle mærker, så det kunne ikke være andet end den."

Sagde han tænkende for sig selv, da vi hørte et brag.

"Det lyder til at hoveddøren er væltet... igen."

Sagde Luke anklagende, og så på Simon, som så undskyldende ud. Jeg hørte den genkendelige lyd af støvler, som gik hen over gulvet i gangen, da Maryse dukkede op i dørkarmen. 

"Nogle problemer med runen?"

Spurgte hun kort. Min mor rystede på hovedet. Luke rejste sig fra Janes side, og lod Maryse komme til. Hun mærkede tvivlende på Janes håndled, og sukkede opgivende, da hun mærkede at Jane altså havde en puls. Hvor Maryse lige var kommet ind, kom nu også Robert, Alec og Isabelle ind. De var iklædt fuld kampuniform. Alec og Isabelle stirrede lamslået på Jane, da Maryse rejste sig fra hende med en bekymret mine. 

"Der er ingen garanti for at hun overlever. Hun er meget svag."

Sagde Maryse koldt, og lød som om at det var det hun håbede på. At Jane ville dø. Jeg kunne gætte mig til, at hun skyldte Jaces tilstand på Jane. Robert nikkede bare let, og rakte ned i de tasker som Alec og Isabella bar på ryggen. Robert rømmede sig let, da de ikke reagerede.

"Undskyld far. Det er bare... Hvordan kunne hun overleve?"

Sagde Alec, og begyndte at samle delene fra tasken. Isabelle gøs let, og gav sig til at hjælpe Alec.

"Værre endnu..."

Sagde Isabelle, og så på den bevidstløse Jane igen.

"... hvordan er hun endt her?"

Afsluttede Isabelle sit spørgsmål, og satte de sidste dele sammen, så jeg forstod hvad det var. En båre, en båre til at bære Jane på. Jeg så forvirret på Alec, som let nikkede og sukkede.

"Mine forældre er institut-ledere, så de er forpligtet til at hjælpe enhver skadet skyggejæger."

Forklarede Alec, og fik sammen med Isabelle lagt båren ned ved siden af Jane. Robert og Maryse tog forsigtigt fat ved Jane, og lagde hende over på båren. Jeg gøs let. Det måtte ikke være let for dem, at være tvunget til at hjælpe Jane, med alt hvad hun havde gjort. De tog hver fat omkring et håndtag på båren, og løftede Jane op fra gulvet. Så gik de ud af lejligheden igen, og ud på gaden. Jeg fangede et kort glimt af dem derude, inden de forsvandt i mørket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...