Dødens instrumenter 2 - Det Blødende Hjerte

Jeg opdagede, at jeg svævede over gulvet med mit indre lys hvirvlende omkring mig. Jeg lænede mig frem mod Simon, og hviskede: "Jeg befrier dig fra den byrde, som ikke er din. Jeg befrier dig fra Kain's forbandelse."
Dernæst kyssede jeg ham forsigtigt på panden, ovenpå mærket. Jeg mærkede kulden, mørket mod mine læber, men gjorde det varmt og rart med mit lys.
"Jeg befrier dig fra en byrde, som ikke er din til at bære." Hviskede jeg, da jeg fjernede magien fra mærket, så det langsomt blegnede. "Du ved allerede hvad afgørelsen er ikke?" Spurgte han trist, og ville trække mig ind til sig. Men jeg trak mig væk med en trist mine, og nikkede. "Jeg dør i aften." Hviskede jeg trist, og følte for første gang en overvældende trang til at græde.

9Likes
3Kommentarer
4213Visninger
AA

39. Clarys synsvinkel: Hun er ikke kommet sig helt alligevel

 

”Hvordan har du det?”

Spurgte Jace nervøst, og kunne ikke sidde stille. Han var hele tiden bange for, at der skulle ske noget med Jane, at hun skulle besvime eller komme til skade. Han troede ikke sine egne øjne, det gjorde ingen af os. Men hun sad roligt og spiste morgenmad, helt rask igen, uden at se det mindste syg ud.

”For syttende gang, dumrian…”

Sagde hun lidt utilfreds, og sukkede så let.

”Undskyld, det blev sagt lidt hårdere end jeg mente det.”

Undskyldte hun sig, og lagde skeen fra sig. Hun foldede sine hænder på skødet, og fik øjenkontakt med Jace.

”Jeg har det tilsyneladende fint. Jeg føler mig rask, og ikke så…”

Hun gik i stå, og blev fjern i blikket. Jace lænede sig straks bekymret frem, og var lige ved at tage hendes hånd, da hun blev nærværende igen. Hun rystede kort i kroppen, og blev så rolig. Luke nærmede sig forsigtigt, og satte sig på stolen overfor hende, ved siden af min.

”Hvad var jeg ved at sige?”

Spurgte hun forvirret, og tog sig let til hovedet. Jace sukkede let, og var ikke glad for hvad der var sket.

”Du var ved at forsøge, at forsikre os om at du har det fint.”

Svarede Luke, med en bekymret klang i sin stemme.

”Åh…”

Udbrød Jane, som om at hun pludseligt huskede det. Så rystede hun svagt på hovedet.

”Det gik vist ikke så godt.”

Kommenterede hun sin egen opførsel. Det fik det bare til at lyde endnu mere bekymrende. Jane smilte stadigt ikke, og jeg kunne ikke lide det. Det virkede underligt. Hun burde være mere glad, og smile, men hun var stadigt lige så tomt for følelser som før. Hun rejste sig pludseligt.

”Jeg trænger til noget frisk luft.”

Mumlede hun for sig selv, og lød forvirret, men hendes skridt virkede rolige og sikre, så vi lod hende gå udenfor. Jace satte sig dog straks på bordet, så han kunne holde øje med hende. Maryse kommenterede det ikke, men rystede opgivende på hovedet. Jace var nærmest som en stalker overfor Jane, men jeg kunne godt forstå ham. Hun var jo trodsalt hans biologiske søster, hans tvillingesøster. 

Jace fik pludseligt et meget utilfreds ansigtsudtryk, og så ud som om at han ville kvæle nogen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...