Dødens instrumenter 2 - Det Blødende Hjerte

Jeg opdagede, at jeg svævede over gulvet med mit indre lys hvirvlende omkring mig. Jeg lænede mig frem mod Simon, og hviskede: "Jeg befrier dig fra den byrde, som ikke er din. Jeg befrier dig fra Kain's forbandelse."
Dernæst kyssede jeg ham forsigtigt på panden, ovenpå mærket. Jeg mærkede kulden, mørket mod mine læber, men gjorde det varmt og rart med mit lys.
"Jeg befrier dig fra en byrde, som ikke er din til at bære." Hviskede jeg, da jeg fjernede magien fra mærket, så det langsomt blegnede. "Du ved allerede hvad afgørelsen er ikke?" Spurgte han trist, og ville trække mig ind til sig. Men jeg trak mig væk med en trist mine, og nikkede. "Jeg dør i aften." Hviskede jeg trist, og følte for første gang en overvældende trang til at græde.

9Likes
3Kommentarer
4228Visninger
AA

12. Clarys synsvinkel: Afhøring

"Jane?"

Spurgte Luke bekymret. Jane havde ikke sagt et ord, siden at Jace var kommet tilbage med hende. Hun havde bare siddet tavst på stolen, og gloet tomt ned i gulvet. Jace stod nær døren, klar til at gå. Han var ikke just glad for at Jane skulle afhøres. For en sikkerheds skyld, så var min mor og Luke blev tilkaldt, hvis hun forsøgte på noget. Jeg var gået med, bekymret for Jace. Så nu stod vi her alle sammen i biblioteket på instituttet.

"Jane, har du noget imod at svare på nogle spørgsmål?"

Spurgte Luke forsigtigt, og stillede sig foran hende. Hun reagerede svagt, og så op.

"Det er ikke mit navn."

Sagde hun stille. Luke gik på hug, og forsigtigt at få øjenkontakt med hende, men hun så væk. Han sukkede bekymret for sig selv, og spurgte venligt:

"Hvad hedder du så?"

Hun reagerede ikke til at starte med, men mødte endeligt Lukes blik.

"Jocelyn."

Svarede hun kort. Min mor så på hende, undrende, hvorfor havde hun sagt min mors navn?

"Han navngav mig Jocelyn, men Jonathan kaldte mig Jane. Han brød sig ikke om, at jeg hed det samme som hans mor."

Svarede hun med en tynd stemme, og så væk fra Luke igen. Jeg listede over til Jace, og lagde hånden over hans knyttede næve, så han blev lidt afslappet igen. Han brød sig bestemt ikke om, at Jane var opvokset sammen med Jonathan. Luke nikkede let, eftertænksomt.

"Er Jonathan også din bror?"

Spurgte han forsigtigt. Jane rystede let på hovedet. Marys sukkede i baggrunden, hun syntes tydeligvis at det her tog for lang tid. Luke fangede Janes blik igen, og ignorerede Maryse fuldstændig. 

"Hvad er Jonathan til dig?"

Spurgte Luke forsigtigt. Det var tydeligt, at han snakkede om noget andet, for at holde hende rolig. Jane vred sig let på stolen, ubehageligt til mode. Hun så væk fra Luke igen.

"Min mand."

Svarede hun med en meget tynd stemme. Lukes øjne gled op i et skeptisk ansigtsudtryk.

"Eller... han var nok nærmere min forlovede. Det var meningen, at vi skulle giftes, når det hele var overstået."

Svarede Jane, og lød skræmt. Luke tog forsigtigt hendes hånd, så hun bange vred sig på stolen igen.

"Holdt du..."

Begyndte Luke, men stoppede med at tale, da Jane let rystede på hovedet.

"Jonathan ville bare have mig, så sådan var det."

Svarede hun viljeløst. Det blev for meget for Jace, som for ud af rummet. Jeg skyndte mig efter ham, for at trøste ham, men også fordi at jeg ikke ville høre mere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...