Dødens instrumenter 2 - Det Blødende Hjerte

Jeg opdagede, at jeg svævede over gulvet med mit indre lys hvirvlende omkring mig. Jeg lænede mig frem mod Simon, og hviskede: "Jeg befrier dig fra den byrde, som ikke er din. Jeg befrier dig fra Kain's forbandelse."
Dernæst kyssede jeg ham forsigtigt på panden, ovenpå mærket. Jeg mærkede kulden, mørket mod mine læber, men gjorde det varmt og rart med mit lys.
"Jeg befrier dig fra en byrde, som ikke er din til at bære." Hviskede jeg, da jeg fjernede magien fra mærket, så det langsomt blegnede. "Du ved allerede hvad afgørelsen er ikke?" Spurgte han trist, og ville trække mig ind til sig. Men jeg trak mig væk med en trist mine, og nikkede. "Jeg dør i aften." Hviskede jeg trist, og følte for første gang en overvældende trang til at græde.

9Likes
3Kommentarer
4281Visninger
AA

18. Alecs synsvinkel: Ar

"Kan... vi... hol... holde... en... pau... pause?"

Spurgte Jace forpustet. Sveden rendte af ham, nærmest som et vandfald. Jeg havde aldrig set ham så anstrengt, og udkørt før. Jane derimod, så ud som om at hun knap nok havde taget tre skridt. Hun stod roligt, og gjorde udfald med trænings-sværdet, som om at hun kæmpede mod en usynlig fjende.

"Selvfølgelig."

Svarede Jane roligt, da Jace var nødt til at smide trænings-sværdet fra sig. Han var helt færdig, og lagde sig ned på gulvet. Han hev stadigt efter vejret, og stank af sved. Jane samlede hurtigt Jaces sværd op, og stillede det på plads, sammen med det hun havde brugt.

"Vil du tage imod en undskyldning?"

Spurgte hun mig. Jeg vendte mig let imod hende, forundret over at hun ikke svedte det mindste eller hev efter vejret i det mindste. Jeg kløede mig forvirret i nakken.

"Øhm.. for hvad?"

Spurgte jeg undrende. Hun trak ganske svagt på skuldrene, og så ned i gulvet.

"For hvad jeg sagde om dig og Magnus. Du holder tydeligvis af ham."

Forklarede hun, og strakt blev jeg rød i hovedet, som altid, når Magnus blev nævnt. Jeg nikkede svagt.

"Så vil jeg godt have lov til at undskylde for hvad jeg sagde om dig, og om Magnus."

Sagde hun blidt, men smilede ikke. Jeg nikkede let, og accepterede undskyldningen. Det gik op for mig, at jeg faktisk ikke havde set hende smile på noget tidspunkt. Jeg greb mig selv i at stirre på hende lidt for længe, og så hurtigt væk igen.

"Om hvordan kan det være at du.. øhm.. ikke er så...."

Jeg forsøgte at formulere et spørgsmål, hvad som helst, for at sige noget til hende. Jeg kan bare ikke lide den der pinlige tavshed, specielt med hende i nærheden.

"Udkørt?"

Forslog hun mig. Jeg nikkede ganske let.

"Jeg er vant til en langt hårdere træning."

Svarede hun kort, og fik en smertelig tone i sin stemme, så jeg valgte at lade emnet ligge. Dog ikke forlænge, for jeg bemærkede det ar i hendes håndflade, som også var på hendes håndryg. Det lignede, at enten et tyndt sværd eller en dolk, var blevet stukket hele vejen igennem hendes hånd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...