Dødens instrumenter 2 - Det Blødende Hjerte

Jeg opdagede, at jeg svævede over gulvet med mit indre lys hvirvlende omkring mig. Jeg lænede mig frem mod Simon, og hviskede: "Jeg befrier dig fra den byrde, som ikke er din. Jeg befrier dig fra Kain's forbandelse."
Dernæst kyssede jeg ham forsigtigt på panden, ovenpå mærket. Jeg mærkede kulden, mørket mod mine læber, men gjorde det varmt og rart med mit lys.
"Jeg befrier dig fra en byrde, som ikke er din til at bære." Hviskede jeg, da jeg fjernede magien fra mærket, så det langsomt blegnede. "Du ved allerede hvad afgørelsen er ikke?" Spurgte han trist, og ville trække mig ind til sig. Men jeg trak mig væk med en trist mine, og nikkede. "Jeg dør i aften." Hviskede jeg trist, og følte for første gang en overvældende trang til at græde.

9Likes
3Kommentarer
4425Visninger
AA

1. Clarys synsvinkel: Jace får det langsomt bedre

"Jace, vil du ikke godt sige noget?"

Spurgte jeg, og aede ham over panden.

"Som hvad?"

Sagde han ligegyldigt, og så op på mig. Jeg sad med ham, liggende med sit hoved i mit skød. Jeg sukkede let, og rystede på hovedet. Jace var ligeglad, og vendte sit hoved igen, så han kunne se Alec og Isabelle træne. Han selv havde mistet interessen i at træne. Han følte ikke rigtigt, at han havde nogen grund lige nu. Hans forældre, Robert og Maryse, lod ham sørge. Men det var tydeligt, at det tog hårdt på Jace. 

"Helt ærligt, Jace, hjælp mig lige lidt. Isabelle banker mig."

Brokkede Alec sig, og forsøgte at opmuntre Jace. Men Jace rystede let på hovedet, og blev liggende. 

"Så må du jo bare tage dig sammen."

Mumlede han for sig selv, mens jeg fortsat strøg ham over panden. Jace var totalt ligeglad med alt, men i det mindste var det blevet bedre. Førhen ville han ikke spise, drikke eller sove. Han spiste og drak, hvis man mindede ham på det. Det var ikke som om at han huskede det selv. I det mindste sov han af sig selv, men ud fra hvad jeg havde hørt fra Isabelle, så sov han ikke roligt. Han havde mareridt, som fik ham til at skrige i søvne og slå ud, hvis man forsøgte at vække ham. Isabelle og Alec havde opgivet at vække ham efter de første tre uger. Han reagerede kun hvis Maryse vækkede ham ganske blidt med en sang, men når han så endeligt vågnede, så græd han.

"Jace."

Sagde jeg klagende. Han lod som ingenting, så Alec smed trænings-våbnene fra sig med et brag.

"Jeg giver op!"

Bekendtgjorde Alec. Jace reagerede stadigt ikke, så Alec sukkede let.

"Jeg tager over til Magnus."

Sagde han, og gik hurtigt sin vej. Jeg havde ondt af Alec, som efterhånden havde forsøgt hvad som helst for at få Jace til at reagere. Jeg fandt på en løgn, som nok ville få Jace til at reagerer.

"Jace, jeg gider ikke mere. Jeg slår op med dig."

Løj jeg. Jace nikkede bare let, og satte sig op, fuldkommen ligeglad.

"Okay, du må have det hyggeligt."

Svarede han ligegyldigt, og var ved at gå sin vej. Isabelle så på mig med et skeptisk blik, som for at spørge om jeg virkeligt mente det. Jeg rystede på hovedet, og skyndte mig efter Jace, for at fortælle ham at det var en løgn. At det bare var et forsøg på at få ham til at reagere, at jeg bare ville have ham til at reagerer på noget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...