Min barndomsgade

Beretning om min barndom

11Likes
2Kommentarer
1056Visninger
AA

4. Kapitel 3

 

Jeg har forsøgt. Gennem de 6 år der er gået, har jeg forsøgt at finde dig. Jeg har forsøgt at finde dig på google, facebook, jeg ved ikke hvad. Det er tæt på, at du næsten er blevet til et minde. En fjern genstand. Hver gang jeg prøver på at nå dig, forsvinder dit billede mellem mine fingre. Jeg kan ikke huske dit efternavn. Jeg er ikke engang sikker på, om du nogensinde har fortalt mig det, eller og jeg nogensinde har fortalt dig mit. 

 

Vi var børn. Vi var kun børn dengang. Der var så mange ting, som vi ikke vidste. Så mange ting, jeg ikke engang kunne forestille mig fandtes. Det var bare os to. Grinende på de to blå gynger. Gyngende, men ved du hvad? Da jeg fulgte vores fodspor gennem gaden, lod jeg mærke til, at nej, det var ikke dén gynge, der stod der længere. Det var ikke på de sæder, at vi sad og snakkede. 

 

Jeg spørger nu mig selv, hvorfor at jeg er så ramt af det faktum, at de to blå sæder pludselig ikke var, hvor de egentlig skulle være? Hvorfor er det et blødt punkt for mig? Rutsjebanen er, som den altid har været. Men jeg kunne ikke få mig selv til at prøve den igen. Noget sagde mig, at jeg var blevet for stor. Noget sagde mig, at det kun var sådan noget børn gjorde.

 

Men jeg gjorde det alligevel. Bare for at gøre det. Bare for at minde mig selv om, at det var sådan noget jeg gjorde dengang. Det var her. Det var lige her jeg boede. Vi boede. Himlen var blå, da jeg lænede mig tilbage på de nye gynger. Men den var aldrig så skyfri, som den plejede, da du befandt dig ved min side. 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...