Min barndomsgade

Beretning om min barndom

11Likes
2Kommentarer
1061Visninger
AA

3. Kapitel 2

 

En af de første ting, jeg lagde mærke til, var hvordan de havde beklædt alle skurene med en ensformig gul farve. Ikke noget jeg er specielt begejstret for. Og du ville nok have troet, at jeg havde svært ved at finde rundt, at jeg måske efter så lang tid ikke var i stand til at finde min gamle lejlighed med det grønne skur foran. Men der tager du fejl. 

 

For at være helt ærlig, vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle tage stilling til alt det, der havde forandret sig uden varsel som et resultat af de 6 år. På en måde var jeg bekymret over, hvordan alle de underlige mavefornemmelser jeg havde indeni ville reagere på, at alting virkede så fjernt, så nyt og fremmed. Men da jeg kørte fingrene gennem den nye maling på skuret, dukkede et lille halvt grønt mærke på frem, hvor malingen var begyndt at falde af. Og der kom den så.

Følelsen. Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal forklare det. Men jeg ved, at det var her. Vi var her. Vi var her helt sikkert.

 

Temperaturen udenfor i det danske vintervejr var sunket ned i de isende minusgrader, og mine gamle størrelse 36 vinterstøvler knirkede på de glatte fliser. Trappen op til min lejlighed, hvor trinene ikke var så besværlige at træde op ad længere. Det var overraskende nemt, og tanken om at du plejede at følge mig op til sidste trappetrin før du bevægede dig ned at trappen og hjem, hvor din mor utålmodigt ventede på, at sin eneste søn skulle hjem til aftensmaden. Selv lige nu, kan jeg ikke lade være med at smile bare ved tanken.

 

Nu når jeg indrømmer, at jeg stod længe, utrolig længe foran den røde dør, hvis navneskilt engang bestod af mine ynkelige initialer, ved jeg ikke om det faktisk er chikane eller noget af samme kategori. Det var som om tiden stod stille, og jeg kunne bare mærke min lille barnehånd som holdt om det nu iskolde håndtag. Hvordan varmen ramte mit ansigt, duften af mad, min mormor, råbende ude fra køkkenet, om at jeg skulle huske at banke mine sko ind i muren for ikke at trække sne med ind i huset. Varm kakao. VHS-film. Ren hygge. 

 

Det er så lang tid siden, og jeg nævner det hele tiden. Før jeg ankom og var omringet af de nostalgiske bygninger, så jeg det hele som slørede fragmentiske bider, men da jeg stod der, foran døren til et hjem som engang var mit, kunne jeg ikke lade være med at ønske at jeg kunne trække i håndtaget, banke sneen af mine støvler ind i muren, og træde ind til varmen. Mit hjem. Trygheden. Hvis bare...

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...