Giftet bort {1} ~ Difference ¤Færdig¤

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jan. 2013
  • Opdateret: 12 apr. 2013
  • Status: Færdig
Det er en tradition at piger gifter sig i alderen af 15-16
Raza er blevet 15 år og i den giftemodene alder, hun er lovet væk til en ung prins og kæmper for at komme udenom.
Hun får et chock da hendes søster der er gift kommer på besøg, gravid og forandret.

På vej til prinsen stikker hun af.

Hun møder senere en mystisk pige der har samme problemer som hende. Sammen tager de ud for at finde den unge mand Lorenzo som Raza så en gang på torvet og straks forelskede sig i.

Men med Prinser, generaler og soldater efter dem,
Vil deres søgen lykkedes?

Det er i hvert fald et stort problem at der er noget anderledes ved Raza og Kawa og de bliver anklaget som hekse, og jagte og eftersøgninger bliver sat igang og det betyder endnu flere forhindringer for Raza og Kawa.



Raza's synsvinkel: Adax0022
Anonym synsvinkel/Kawa: LostHope


71Likes
71Kommentarer
6997Visninger
AA

10. Razas synvinkel - Løb

Det hvirvlede med små blykugler rundt om os og vi løb alt hvad vi kunne. 
Jeg kiggede bange rundt efter Athena og Kawa.
Jeg kunne ikke se nogle af dem. Athena havde jeg ikke set siden de opdagede os. 
Jeg mærkede bekymringen for dem begge snige sig ind på mig men jeg løb videre, ellers ville jeg jo dø. 

*Løb, bliv ved med at løbe*

En stemme i mit hoved gjorde så jeg farrede sammen. Det lød som Kawas stemme. 
Var det noget jeg bildte mig ind?
Jeg nåede ikke at tænke mere over det før en smerte gik igennem min arm og jeg opdagede at jeg stod stille. 

jeg så blodet flyde fra et sted på min arm og det fik mig til at spurgte afsted igennem skoven.
Mine bare tæer dunkede mod jorden og mit hoved dunkede langsommere og langsommere for hver gang. Jeg mærkede svimmelheden snige sig ind på mig og det fik mine fødder til at sætte farten yderliger op. 

Hvor er du?

"Jeg kan se hende! Hun løber der!" Råbte en dyb mandestemme og jeg vidste jeg ikke ville kunne løbe fra dem. 
De red jo og undtagen hvis der skete et mirakkel ville jeg klarer det her.

Jeg satte i hurtig løb og spurtede hen af stien.
Jeg hørte larm på begge sidder af mig og jeg mærkede panikken der kom krybende.
Jeg kneb øjnene sammen og stoppede brat op da en rytter kom til syne foran mig.

"Hahaha, nu har vi dig pigebarn!"

"Hvorfor gør i det her?!" Spurgte jeg og til min gode overraskelse lød min stemme høj og stærk.

"Kom nu bare her hen, så sker der dig ikke noget!" Sagde han og kiggede ondt på mig.

Jeg stod lammet og stift omringet af ryttere da jeg pludselig mærkede et torv der fangede mig rundt om min hals.
"Og kom så med!!"
Sagde en utålmodig vagt ude fra siden af og trak i torvet.
Jeg spærrede øjnene op før jeg hev og sled i torvet men der skete ikke noget.

*Er du okay? Hvor er du?*

Igen gik en stemme der lød ligesom Kawa igennem mit hoved og jeg kiggede forvirret op på vagterne for at se deres reaktion. 
De sad som om intet var hænt og hev i rebet.
De havde tydeligvis ikke hørt det. Var jeg begyndt at hører syner?
Jeg rynkede brynende og ledte forvirret rundt i mit hoved for at få svar på mit spørgsmål. 
Havde vi en forbindelse til hinanden? Var det virkelig Kawa der sagde det?

Hvem er du?

Tanken for igennem hele mit hoved, blandet med alle de andre men denne tanke synes fremtones. 
Jeg rynkede brynende men vågnede op fra mine dybe tanker da et ryk i min hals smertede og en af rytterne utålmodigt sagde et eller andet til mig. 

Jeg gik med rynkede bryn med mens jeg mærkede tårende presse sig på, jeg vidste ikke hvad de ville med mig men jeg var bange og de ville mig bestemt ikke noget godt. 
Jeg prøvede at jage tårende væk, men jeg mærkede panikken komme krybende. Hvad skulle jeg dog gøre?
Ville min ægtemand som jeg var flygtet fra noget ondt? 
Naturligvis ville han det. Jeg havde jo set det i drømmen, han var en forfærdelig mand der lod angsten og haddet styrer sig.

Han ville muligvis dræbe mig. 
Jeg var bare endnu et af hans legetøj som han ville have udnyttet og slået hvis jeg ikke havde flygtet og nu havde jeg ydmyget ham.

Jeg lukkede kort øjnene mens jeg prøvede at holde trit med hestens korte trav. 
Det var ikke svært men mens jeg også skulle jage panikken bort snublede jeg og tumlede jeg engang i mellem. 
"Sæt farten op!" Råbte en af vagterne og jeg spærrede øjnene op da jeg så de forreste satte i galop. 
Det kunne de da ikke? 

Jeg mærkede at det hev og sled i min hals da jeg ikke løb hurtigt nok for at følge hestens galop. 
Jeg kunne se i dens øjne at den led, den ville ikke være ond mod mig. 
Sådan var dyr, de ville aldrig være onde mod nogle. De var så godhjertede. 
Jeg huskede alle mig og Athenas stunder. 
Vores skjulte galop turer over markerne uden mor eller Toula opdagede det. 
For en 'fin dame' som mig måtte jo ikke være så mandlig. 

Jeg sukkede og mærkede en enkelt tårer glide ned af min kind før jeg febrilsk tørrede den væk og løb alt hvad jeg kunne med hesten, så jeg ikke ville falde og blive slæbt hen af jorden med torvet om min hals. 

Hestens øjne kiggede på mig, den prøvede vidst at sige noget og jeg tænkte godt på hvad dens blik kunne betyde, der var medfølelse i det og så var der beslutsomhed men jeg havde ingen ide. 
Pludselig stejlede den og manden der sad på den faldt fortumlet af. Jeg kiggede med store øjne på den og så den ryste på hovedet og pruste utålmodigt. 

Der lød en masse manderåb og jeg så mændene hoppe af deres heste og løbe over mod os. 
Jeg kiggede ned og så at torvet lå på jorden. 
Jeg kiggede igen op på hesten før jeg strakte min hånd over mod den og aede den på mulen. 

Den prustede igen utålmodigt og jeg nikkede til den, smilede og kiggede op, mændende var tæt på nu men de kunne ikke løbe så hurtigt, jeg smilede overlegent til dem alle før jeg med et vink fra hesten løb afsted ind i den tætte skov men lige før træerne omsluttede mig kiggede jeg tilbage på hesten og blinkede smilende til den. 
Det lignede at den himlede med øjnene og tænkte 'børn!' eller sådan noget. Jeg grinte og vendte hovedet, jeg var så taknemlig over for den hest, dyr var ædle, i modsætning til mennesker. 

Og jeg ville aldrig glemme den hest! 

 

_____________

SÅåå... kom det ventede kapitel endelig ;) Tak fordi at i følger! :D
Lostie, sorry er lidt langsom til at skrive men har også andre historier jeg skal skrive på og så er der andre ting jeg også skal og blablabla så snakker hun igen om kedelige ting! jeg ved bare at du tænker det xD, men nu er det her jo! Igor Lostie ;D Så før du lægger dit ud så kig lige godt på det her og se om det passer til dit :))

Husk at like, kommenter, favoritiser! Og til dem der har. TAAAK! Vi kan ikke takke jer nok! :))
Nåårr... det blev bare en lille smule for langt? What  ever. 

-Daxi

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...