Giftet bort {1} ~ Difference ¤Færdig¤

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jan. 2013
  • Opdateret: 12 apr. 2013
  • Status: Færdig
Det er en tradition at piger gifter sig i alderen af 15-16
Raza er blevet 15 år og i den giftemodene alder, hun er lovet væk til en ung prins og kæmper for at komme udenom.
Hun får et chock da hendes søster der er gift kommer på besøg, gravid og forandret.

På vej til prinsen stikker hun af.

Hun møder senere en mystisk pige der har samme problemer som hende. Sammen tager de ud for at finde den unge mand Lorenzo som Raza så en gang på torvet og straks forelskede sig i.

Men med Prinser, generaler og soldater efter dem,
Vil deres søgen lykkedes?

Det er i hvert fald et stort problem at der er noget anderledes ved Raza og Kawa og de bliver anklaget som hekse, og jagte og eftersøgninger bliver sat igang og det betyder endnu flere forhindringer for Raza og Kawa.



Raza's synsvinkel: Adax0022
Anonym synsvinkel/Kawa: LostHope


71Likes
71Kommentarer
7000Visninger
AA

23. Razas synsvinkel - Nogle må dø, så andre kan leve

"BEDSTE!"  Skreg jeg af mine lungers fulde kraft, da jeg så hende stå sammenmast op af væggen for ikke at blive ædt af flammer. 
"BEDSTE! VI SKAL NOK FÅ DIG UD DERFRA!" Skreg jeg igen med tårefulde øjne. 
Kawa stod stivnet ved siden af mig og havde ligesom mig, tårer rendende ned af kinderne. 

"Nej.. I skal løbe.. før at også det er for sent for jer..." Hun hostede voldsomt da hun hæst havde hvisket det. 
"Nej Bedste!" Kom det fra Kawa, hvis forstenede krop pludselig var gået igang igen. Min satte også snart igang og jeg ville løbe ud efter vand til at slukke branden, men Bedste stoppede mig ved sine ord. 
"Vand hjælper ikke. Det er magisk ild. Den kan ikke standses af vand.." Hostede hun og hendes øjne var røde. 
"Hvad skal vi så gøre!?" Kom der fra en panikslagen Kawa der stod med vidt opspærrede øjne og kiggede på Bedste. 

"Intet... I skal gøre intet, andet end at løbe. Og det skal være NU!" halv hostede, halv råbte hun. 
"Nej.." Sagde mig og Kawa på sammen tid. 
"I er nødt til det... Ellers er der ingen til at stoppe Ren og massere af mennesker vil dø!" hviskede hun, og frygt og vrede gik igennem min krop. Ren! Det var Ren der havde startet ilden! Jeg mærkede tårene trille ned af mine kinder da jeg sagde: 
"Jamen... dig.. Du skulle ikke dø!" Min stemme var hæs og sorgen kunne tydeligt høres, man kunne også tydeligt høre hadet til Ren i den. 

"Nogle må dø for at andre kan leve." Sagde hun beslutsomt og stak hånden ned i lommen. "Tag den her." Hviskede hun og kastede en fin lysende, hvid sten hen til os. "Jamen bedste..." 
"Nej!" Afbrød hun Kawa og kiggede med beslutsomme øjne på ilden. Før hun gik et skridt fremad så ilden flammede omkring hende. 
Der lød et dunk og så var hun væk. Hun lå et eller andet sted på gulvet, med ilden brændende i sit tøj. 
Mig og Kawa skreg på samme tid, men Kawa fik pludselig et glimt i øjet og tog så stenen som bedste havde kastet til os, tog fat i min arm og spurtede ud med mig på slæb.

Hvad laver du!?

Sendte jeg til hende igennem mine tanker. 

*Nogle må dø for at andre kan leve. Vi kan ikke dø, ikke nu, vi har en pligt. Og når tiden er inde kan det ske. Men først må vi gøre vores pligt!*

Jeg vidste at hun havde ret og jeg kom pludselig i tanke om Athena. Jeg spurtede sammen med Kawa over til stalden og så at også den stod i flammer. Vi hørte en høj vrinsken inde fra og vi løb afsted over til den brændende ild. 

*Hvad skal vi gøre? Det er magisk ild. Vi kan ikke slukke den!*

Skreg Kawa til mig i vores tanker. Hun kunne tydeligvis ikke snakke efter Bedstes død. Vi var begge i stor sorg og jeg vidste at heller ikke jeg kunne snakke. 

Kan du huske hvad Bedste sagde til os i går? Magi kan bekæmpe magi!

Sagde jeg, så snart jeg havde tænkt mig om. Hun rynkede brynene og det samme gjorde jeg. Hvordan skulle vi bekæmpe det? Vi vidste jo ikke hvad vi skulle gøre. Endnu et vrinsk lød derinde fra og det satte både mig og Kawa igang. 
Kan du høre hvad hun siger?

Tænkte jeg lavt og hun nikkede med store øjne. 
*Hun siger 'hjælp'*

Sagde hun med vidt opspærrede øjne. Et stik i mit hjerte fik mig uden at tænke til at lukke øjnene og kalde på Maren og de andre. 
"Lille barn dog. Brug dit magi! Dit magi!"

Jeg nikkede forvirret og lukkede øjnene. 'Hvad skal jeg gøre for at bruge min magi?' Tænkte jeg til dem, men de var væk og de kom ikke tilbage for at svarer. 
Jeg lukkede øjnene og pludselig skete det bare. Jeg mærkede noget vådt på mine hænder og åbnede mine øjne. På mine hænder var der vand og også på Kawas.

Vi kiggede med store øjne på hinanden, men lod som før bare vores krop styrer. Den rakte armene ud i strakt format og pludselig skød der vand fra vores hænder og over på huset. Vandet var ikke helt normalt. Det glitrede og det standsede ilden.
Vi stod der længe, men da flammerne var slukket var jeg meget træt. Det var som om at mine kræfter var blevet udsuget på et sekund.

Jeg sank sammen i græsset sammen med Kawa, men pludselig så jeg noget der glimtede nede i Kawas skindsko. Det var stenen som vi havde fået at Bedste, sammen med nogle kjoler der lignede vores gamle. Min var blå med mørkerøde ærmer, mens Kawas var Lilla med grønne ærmer.

Jeg stirrede på Kawas sko før jeg prikkede til Kawa og pegede på hendes sko. Hun lavede store øjne og stak hånden ned i den. Hun fumlede lidt før hendes hånd igen kom op og hun holdt en lysende, glat sten. Den sten bedste havde kastet.
Vi kiggede længe på stenen men da vi kom i tanke om tid og sted for vi op og løb ind til Athena.

Hun stod og hvilede sit hoved op af en væg og vrinskede lettet da vi kom ind. Vi gik træt over til hende, helt udsugede for kræfter. Sorgen gnavede i mig og jeg vidste at jeg ville græde hvis jeg ellers havde kræfter til det, og det samme gjaldt Kawa. Athena kom luntende. Hun var træt og hendes øjne hang. Hun var med nød og næppe undsluppet ilden og nogle sorte mærker sås i spidsen af hendes pels.

Jeg kastede mig om halsen på hende og kyssede hende på mulen. Hun vrinskede lavmælt til mig og gned sin mule op af min mave. Kawa kom stille gående og krammede Athena der prustede til hende. Hun sagde sikkert noget, og Kawa forstod det. Jeg smilede ved tanken og nussede Athena på halsen. Der var fyldt med røg og støv herinde så jeg hentydede til at gå udenfor og vi gik alle trætte ud og smed os i græsset, stilheden bredte sig over os og jeg faldt snart i søvn...
 

                                                                                             ***

Jeg vågnede ved at nogen ruskede i mig. Søvnen havde ikke gjort meget ved min træthed, men da Kawas skræmte ansigt dukkede frem, fór jeg op og alle lydene trængte ind i mit hoved. Lyden af hove der nærmede sig og høje stemmer. Jeg sprang på benene, trods min sorg og træthed og mærkede tårene trille ned af mine kinder nu da jeg var lidt friskere. Jeg tørrede dem febrilsk væk, men mine forvirrede og sårede følelser tvang dem frem igen. 

Jeg så Kawa stå og kigge mod noget før hun løb over til mig og hev mig med så jeg selv kunne se hvad hun havde kigget på. Jeg fandt snart ud af det. En flok soldater til hest kom ridende nede ved stien. Jeg kiggede godt på dem og forrest så jeg en velkendt mand jeg havde set i min drøm. Ren. Jeg spærrede øjnene op og løb hen til Athena, Tæt efterfulgt af Kawa.

Jeg nikkede mod Kawa og gav hende en hestesko så hun sad på Athena. Derefter svang jeg mig op bagved. Athena satte straks i fart. Men hun var træt og med røg i lungerne var det svært at bære to trætte piger. 
Farten blev sat op i trav men en stemme fik mig til at farer sammen. 
"HEY STOP!" Stemmen var høj og klam og det løb mig koldt ned af  ryggen. 
Jeg behøvedes ikke at kigge for at jeg vidste at det var Ren. 
Jeg hyppede på Athena og hun satte farten op i galop. "STOP!" Råbte han igen men vi galopperede  afsted mod skoven. 

Vi hørte hovlyde bag os og jeg lænede mig frem og bad stille Kawa om at gøre det samme. 
Sorgen boblede inde i mig og en klump som igen og  igen dannede sig i min hals blev større. 
Jeg klamrede mig til Kawa som klamrede sig til Athena mens vi red afsted. 

Men pludselig var det som om at Athena blev ramt af noget. Hun spærrede øjnene vidt op og galopperede langsomt og lænede sig mere og mere frem over. Det hele gik i slowmotion og det eneste der lød i mine øre var Athenas høje dunrende hove der igen og igen ramte jorden. Hendes hoved begyndte at hænge mere og mere mod jorden og endnu en gang spærrede hun øjnene op. Igen, og igen, og igen. Jeg havde store øjne da jeg ikke vidste hvad der skete. 
Det hele gik i slowmotion da hun vaklede lidt og faldt forover. 
Jeg gav et lille skrig fra mig da hun dunrede mod jorden og jeg faldt udover halsen på hende og trillede et godt stykke væk. 

Jeg hev efter vejret da jeg krøb op på knæene og kiggede med svage øjne på Athena der lå lidt væk. Hun lå med gispene  vejrtrækninger og blodet flød fra hendes bagdel og ned af hendes ben. 
Jeg så små kugler derinde og vidste at hun var blevet skudt. Jeg mærkede tårene vælde frem i mine øjne og hulkede. Kawa krøb op at side og kiggede over på Athena. Også hun græd. Et lille forpustet prust kom fra Athena og Kawa spærrede øjnene op og kiggede over på noget. Jeg fulgte hendes blik og så Ren og soldaterne komme ridende mod os i høj fart. 

"Hva-hva si-siger hu-hun?" Spurgte jeg med tårene trillende ned af mine kinder. "Hun siger at... Hu-hun siger at vi skal gemme os og at hun nok skal klarer sig." Hviskede Kawa og kiggede over på mig. Jeg tørrede mine kinder der alligevel blot igen blev våde. Jeg vidste at Athena skulle dø. Jeg havde set de mange blykugler og alt det blod. Hendes øjne var vidt opspærrede. Hun kiggede lige op i luften og jeg lænede mig frem så jeg kunne nusse hendes mule. 
Hun løftede træt øjnene og lagde ørene tilbage før hun vrinskede af mig. Jeg krøb grædende tilbage da jeg hørte en hæs stemme "Hun siger at du skal gå. Gemme dig. Hu-hun elsker dig..." Kom det fra Kawa og jeg lukkede øjnene i. 

Et stille prust lød fra Athena og jeg kiggede over på Kawa. "Nogle må dø for at andre kan leve..." Hviskede hun oversættene og det fik mig til at kigge over på Ren og soldaterne der stille nærmede sig. Jeg kyssede Athena på mulen "Jeg elsker dig. Jeg elsker dig virkeligt!" Hviskede jeg før jeg krøb over i en busk sammen med Kawa. 

Jeg græd og græd og græd over både Bedste og Athena. Jeg vidste at det var ynkeligt men jeg græd alligevel videre. Dog med Kawas hånd over min mund for at jeg var stille. Hestehove lød tæt på. "Hvor blev de møgunger af!?" Lød en høj og ond stemme der fik mig til at gispe - Ren. Jeg var tæt på et hulk men holdt det inde og lod bare tårene flyde lydløst ned af mine kinder. "Jeg tror de løb denne her vej." Sagde en soldat og hestehovene forsvandt længere væk. Jeg vidste ikke om Kawa græd. Det gjorde hun sikkert, ligesom mig. 
Men da Ren kom ind i mine tanker knyttede jeg mine næver sammen i had og vrede. Det var ham der havde lavet ilden tidligere. Den ild der havde dræbt Bedste. Det var ham der havde skudt Athena ned så hun nu var død.
Det var ham der ville piske og plage mig hvis jeg havde været hans hustru. Ham som elskede at se folk dø. Ham der ville gøre alting for at dræbe og brænde mig og Kawa. Ham. Ren. 

Jeg kneb øjnene sammen og mærkede tårene og sorgen blive forvandlet til en facade af had. Jeg skulle nok få standset ham og hans onde gerninger. 
Jeg skulle nok...

_________
ER IKKE RETTET FOR FEJL! :D
Jeg ved godt at det er langt. SORRY for det! Og tusind tak fordi i læser! Mig og Lostie er så lykkelige! TAAAAK :D 
Vi kan ikke takke jer nok. I er de bedste! 
Athene og Bedste døde... :( Jeg var ikke meget for det men der er jo nogle der skal dø og det var nødvendigt for hendes had. Jeg er ikke så glad for dette kapitel. Det blev ikke så godt og lidt.. hvordan skal jeg sige det.. Rodet? Dårligt? ikke godt forklaret med følelserne? men der skulle så meget med i dette kapitel så jeg var presset og det er ikke godt, Ligesom kapitel 1 ;) Nok om det :D Tak igen! Og husk nu at kommentere med ris og ros til dem der ikke har gjort det. ;) Også meget gerne like og kommentere :P

Nårrhh... Lostie. Hva' så ;) Det var såååå... lidt? langt. Jeps. Men det var mig der skulle tage det hårde læs! Og der skulle meget i kapitlet så det var svært! :D Diiin..., PRUT! xD 
Ej. Du er mere en... Glem det :) 

-Daxi Paxi

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...