Giftet bort {1} ~ Difference ¤Færdig¤

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jan. 2013
  • Opdateret: 12 apr. 2013
  • Status: Færdig
Det er en tradition at piger gifter sig i alderen af 15-16
Raza er blevet 15 år og i den giftemodene alder, hun er lovet væk til en ung prins og kæmper for at komme udenom.
Hun får et chock da hendes søster der er gift kommer på besøg, gravid og forandret.

På vej til prinsen stikker hun af.

Hun møder senere en mystisk pige der har samme problemer som hende. Sammen tager de ud for at finde den unge mand Lorenzo som Raza så en gang på torvet og straks forelskede sig i.

Men med Prinser, generaler og soldater efter dem,
Vil deres søgen lykkedes?

Det er i hvert fald et stort problem at der er noget anderledes ved Raza og Kawa og de bliver anklaget som hekse, og jagte og eftersøgninger bliver sat igang og det betyder endnu flere forhindringer for Raza og Kawa.



Raza's synsvinkel: Adax0022
Anonym synsvinkel/Kawa: LostHope


71Likes
71Kommentarer
7162Visninger
AA

2. Raza's synsvinkel - Hjertekold

 

Jeg vågnede op med et lavmælt skrig fra det endeløse mareridt, der havde plaget mig hele natten. 
Jeg tog mig til hjertet og mærkede at det galopperede afsted, om kap mod sveden der piblede ned af min pande og landede på dynen som jeg hurtigt skubbede væk fra min kogende krop.

Billeder fra mareridtet tog form, og jeg huskede hvordan frygten havde naget i mig. Jeg skulle giftes, med djævlen. Jeg kunne huske det hele tydeligt nu. Jeg var blevet ført til helvede, hvor jeg var blevet lænket og forladt til mig selv forevigt.

Jeg kiggede rundt i det dunkle rum og som normalt søgte mine øjne hen ved den tomme seng over for min. Det havde været min søsters.

Jeg mærkede en klump begynde at samle sig i min hals ved tanken om hende.
Jeg havde ikke set hende siden hun blev gift, hvilket var for to år siden, men mit hjerte lettede alligevel lidt ved tanken om at hun ville komme på besøg idag. jeg glædede mig til en hel dag med skarnsstreger sammen med hende. Vi havde altid gjort det vi ikke måtte vi to, altid ude på ballade. Jeg smilede for mig selv, nu var det snart et år siden, at jeg havde set hende. 

Jeg rejste mig fra sengen og gik over og trak gardinerne fra, det første sollys var gået op og jeg smilede ved tanken om at min søster var på vej.
 

***

 

En banken på døren vækkede mig fra mine tanker og jeg fór op som et lille barn, dog med en streng bemærkning fra min Amme, opdrager, babysiter og alt andet der indebar pasning af mig, Toula.

Jeg ignorerede hende fuldkommen og løb besværet på grund af min kjole som gik langt under knæene ud til døren og flåede den op.

Jeg smilede stort så snart døren var åben, men mit smil stivnede hurtigt da jeg så hende og blev til en mærkelig forvirret grimasse.
Hun var helt bleg, helt udsuget for kræfter, med blå render under øjnene og alt for fremtrædende kindben.
Det kunne da umuligt være hende den livsglade og smilene pige, jeg kendte som min søster.

"Reika?"

Spurgte jeg for at være helt sikker, min stemme knækkede over midt på og mit smil var blegnet helt væk nu.
Hun nikkede stille og jeg mærkede klumpen der igen dannede sig i min hals.
Hvad var er sket med hende!?


Hun smilede men det blegnede hurtigt af.
Jeg hørte knap nok fodtrinene bag mig, men min mor, Karen, kom fint gående bag mig og smilede stort til Reika.

Kunne hun da slet ikke se hvordan hun så ud?
Reika kiggede lidt på mig og min mor puffede mig væk så Reika kunne komme til. Jeg trådte tavs til siden og betragtede Reika træde med velovervejede, fine skridt ind af døren.
Hvad skete der?
Reika var ikke fin!
Det var forkert.

Og der så jeg noget jeg aldrig troede jeg skulle se, Reikas mave var besynderligt rund i forhold til, hvor afpillet resten af hendes sølle krop var, Reika var gravid.
Jeg mærkede tårene presse sig på.

Reika var gravid.

Jeg tørrede febrilsk mine øjne, jeg kunne ikke fatte det, min elskede søster, Reika, hende der altid havde sagt, at hun ihvertfald aldrig skulle have børn. Toula kiggede på mig, med et irettesættende blik, men gjorde ikke noget, og hun så selv ikke synderligt begejstet ud. Ja Touka havde haft en del problemer med Reika og jeg, men jeg vidste, at hun dybt inde i holdt bare en smule af os. Jeg gik uden et ord efter Karen og ja... Jeg ved slet ikke om jeg kan kalde hende Reika mere. 



                                                                             ***


Jeg sad og stirrede på Reika. 
Hun sad fint med en kop te, ret ryg og snakkede med Karen. 
Jeg sank for hundrede gang en klump og prøvede at holde tårerne inde. Det var sådan her mit mareridt for blot et par uger siden havde set ud.

Da Karen var gået ud for at lave noget mere te, rejste jeg mig tøvende og gik over til Reika. Det kunne godt være hun var forandret meget men hun ville nok stadig ud på sjov. 

"Reika, vil du med på torvet?" Spurgte jeg ivrigt og smilede til hende. 

Hun sukkede og rystede på hovedet. 
"Raza.. Jeg er ikke en lille pige mere, jeg er vokset op og blevet til en voksen kvinde. Ligesom du vil gøre." 
Sagde hun med en stram grimasse. 

Jeg måbede, det her var en misforståelse, det her var ikke Reika, det kunne og MÅTTE bare ikke være Reika.

Jeg mærkede en enkelt tårer trille ned af min kind og vente ryggen til og spurtede alt hvad jeg kunne ned på mit værelse og lukkede stille døren. Det kunne simpelthen kun være løgn det her, jeg ville ALDRIG giftet, ALDRIG! Jeg trampede vredt og såret over til mit vindue, åbnede det med et smæld, og begyndte at kravle ned af muren, ved hjælp af den blomsterlinje der voksede langs muren. 

Jeg spurtede igennem den velplejede have, ud af haveporten og videre ned af grusvejen. Mine barer fødder slog mod de små sten og jeg ømmede mig lidt, men jeg havde ikke tid til at stoppe op, var alt for oprevet. Jeg løb videre ud på græsmarkerne, svang mig over træhegnet og spurtede videre over mod min bedste ven, Athena. 
Hun kom hen mod mig i en rask trav, og vrinskede lavmælt til mig. Jeg smilede lidt og løb hende i møde med et kram. 

"Hej pigen" smilede jeg og strøg hende over mulen, hvorefter jeg hurtigt svang mig op på hende, som om de 170 cm hun var, var ingen ting. Jeg havde også haft massere tid til at øve mig. Hun skrabbede i jorden og jeg smilede og gav hende lov til, at sætte i en rask galop ned af marken og over mod skoven. Pludselig havde jeg glemt alt det jeg var ked af, og istedet mærkede jeg vinden suse i mit hår og Athenas muskler der spændte under mig. 

Vi tog hegnet der adskilte os fra skoven i et let, elegant sprang og Athena drønede ned af stien. Mit smil var ikke til at hviske af mit ansigt, og en lille latter slap ud gennem mine læber.

Jeg lukkede øjnene og nød vinden der blæste mit hår tilbage, da jeg pludselig mærkede Athene stoppe brat, hvilket jeg ikke var klar til og derfor tumlede jeg ned af halsen på hende og landede på jorden med et bump. 

"Ikke så hurtigt du" grinede en stemme, jeg kendte alt for godt. Jeg kiggede med et fornærmet blik op på ham. 

"Ikke dig.." drillede jeg og rejste mig op. Lorenzo sad på sin hest og havde blokeret vejen, så Athena ikke kunne komme forbi.

Jeg gik over til Athena og sad op med et smil på læben, jeg var glad for Lorenzo, han var en god ven og han behandlede mig ikke som en fin dame som alle de andre, hvilket var det bedste. 

Jeg kiggede udfordrende på ham.
"Er du klar til et kap løb?"



                                                                           ***

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...