Giftet bort {1} ~ Difference ¤Færdig¤

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jan. 2013
  • Opdateret: 12 apr. 2013
  • Status: Færdig
Det er en tradition at piger gifter sig i alderen af 15-16
Raza er blevet 15 år og i den giftemodene alder, hun er lovet væk til en ung prins og kæmper for at komme udenom.
Hun får et chock da hendes søster der er gift kommer på besøg, gravid og forandret.

På vej til prinsen stikker hun af.

Hun møder senere en mystisk pige der har samme problemer som hende. Sammen tager de ud for at finde den unge mand Lorenzo som Raza så en gang på torvet og straks forelskede sig i.

Men med Prinser, generaler og soldater efter dem,
Vil deres søgen lykkedes?

Det er i hvert fald et stort problem at der er noget anderledes ved Raza og Kawa og de bliver anklaget som hekse, og jagte og eftersøgninger bliver sat igang og det betyder endnu flere forhindringer for Raza og Kawa.



Raza's synsvinkel: Adax0022
Anonym synsvinkel/Kawa: LostHope


71Likes
71Kommentarer
6935Visninger
AA

3. Razas synsvinkel - Hjernedød

å i min seng og kiggede op i loftet. Det var ikke lige sådan her, jeg havde forestillet mig mit første møde med Reika i et år. 

Det var en uge siden hun var taget hjem, og siden da havde der været stille. Om det var virkeligt eller inde i mit hoved vidste jeg ikke. 

Jeg sukkede tungt og vendte mig om på siden. Døren til mit værelse gik op og jeg kiggede langsomt op på min mor, der stille kom ind i værelset. Hun så alvorlig ud. 

"Raza, jeg har en... god... meddelelse til dig". Jeg kiggede forvirret på hende, hvad kunne det være? Det var som om hun trak på "god". Jeg sukkede og kiggede ventende på hende. 

"Du er lovet ud" hun mødte mit blik, men kiggede hurtigt væk igen. Hvad? Hvad mente hun? 
"hvad?" spurgte jeg med en rynke mellem brynene. 

"Raza... Du skal flytte ind hos din mand i næste uge" sukkede hun. Jeg havde nær tabt underkæben. Min... mand? Jeg fik gåsehud over hele kroppen og mærkede hvordan vreden, forvirrelsen og sorgen begyndte at pumpe rundt igennem mine åre. 

Det kunne hun ikke mene! Ikke nu, ikke her, jeg var ikke klar! 

"Jeg er ikke klar mor" sagde jeg, min stemme var lav og hæs. "Kan vi ikke... vente lidt endnu, til jeg er klar" hviskede jeg. 

"Raza, vi ved begge to, at du aldrig bliver klar" sagde hun med en trist stemme. Nej.. det her kunne hun ikke mene, det måtte være en drøm, et mareridt. 

"Nej mor!" sagde jeg højt og rejste mig op i et spring. 

"Det her kommer til at ske Raza, om du vil det eller ej". 

Jeg kiggede vredt ned på hende. NEJ! Det kunne ikke være sandt, nej! Jeg stirrede hende ind i øjnene, nej. Jeg ville ikke giftes, jeg ville ikke ende op som Reika. En fin dame, gravid og trist. 

"NEJ!" råbte jeg og mærkede mine kinder blive våde af tårer. Hun kiggede tavst på mig med et trist smil. "Det kan i ikke, NEJ!" skreg jeg og trampede hen mod hende. 

"Det er på tide Raza".

"NEJ DET ER EJ!" råbte jeg og mærkede hvordan hele min krop rystede. 
"Jo Raza, jo" og med de ord forlod hun mit værelse. 

"Nej..."

***

Ugerne gik alt for hurtigt, og dagen hvor jeg skulle flytte hjem til den store idiot, der kaldte mig hans kone nærmede sig drastisk, frem til dagen, syede Toula og min mor kjoler til mig, målte mig, og bestilte hos skrædderen. Jeg brugte tiden på, at ligge på mit værelse og græde. 

Da dagen kom var jeg ret sikker på, at jeg havde grædt nok for et helt liv. 

"Raza, kom ned, nu!" råbte min amme Toula og understregede det ved at banke hårdt på døren ind til mit værelse. 

Jeg sukkede tungt og slæbte mig ud af min seng og videre ned af trapperne. Min mor, far og Toula sad og ventede med kjoler, børster og sminke. De anbragte mig på en stol og begyndte at gøre mig klar. 

Jeg sad bare og sørgede. Det her kunne bare ikke være sandt. Jeg havde altid sagt at jeg aldrig ville giftes. 

 

Da klokken blev 12 hørtes hestehove tæt på og min mor vimsede ud til døren og åbnede den så snart der blev banket på. 

"Vi kommer her for at hente Rens kone" lød en højtidelig stemme og mit mors svar lød kort efter, i den tone hun altid brugte når hun skulle være fin. 

"Ja, kom bare ind" sagde hun og jeg kunne hører smilet i hendes stemme. "Nej vi venter her. Ren sagde vi skulle være hjemme med hende hurtigst muligt" sagde en anden soldat højt, og jeg fik gåsehud. Ren... 

"Ja selvfølgelig" min mor var mere mut nu, men gik med klikkende hæle ind for at hente mig. 

"Kom Raza. Din far har gjort Athena klar. Opfør dig nu pænt!" sagde hun strengt og gav mig et stramt blik. Dog udviklede det sig dog hurtigt til et trist smil, og hun omfavnede mig og kyssede mig på kinden. 

"Jeg elsker dig Raza, du kan altid komme til mig, og pas godt på dig selv" sagde hun og selvom jeg aldrig havde troet jeg kunne græde igen, sneg en lille tårer sig ned af min kind. 

"Ikke græd, det ødelægger pudderen." sagde hun med et smil og jeg nikkede. Min far kom over til mig og gav mig et knus og klappede mig på ryggen. "Pas på dig selv" sagde han og smilede til mig "og husk nu at skriv et brev om hvordan det går. Og kom endelig forbi os en dag". Jeg nikkede.

"Ren venter derhjemme, vi tager afsted nu" sagde en vagt og jeg nikkede modvilligt og gik ud efter dem, blev hjulpet op af en vagt på Athena, selvom jeg sagtens kunne selv, og red afsted ned af landevejen efter dem. 

Tænk at jeg rent faktisk gjorde det her, tænk at jeg tillod det. Jeg rynkede panden. Det var ikke mig, jeg kunne ikke bare gå min skæbne i møde, jeg kunne ikke bare blive en undertrykt kone, uden i det mindste at prøve at slippe væk. 

Jeg nikkede beslutsomt for mig selv og sænkede Athenas fart lidt. Jeg mærkede en dråbe på min læbe og et smil spillede på mine læber. Det her var perfekt. 

"Rid lidt hurtigere, det begynder snart at regne, du må ikke være helt våd når vi er fremme." sagde en vagt og satte sin hest i trav, den anden vagt fulgte hurtigt med, og jeg vidste det var nu. 

Jeg ansporede Athena til galop, svingede mit ben over så jeg ikke sad i damesadel mere, men som jeg fandt mest betryggende.

Jeg styrrede direkte mod vagterne, der kiggede tilbage på mig, da de hørte mig komme tættere på. De kiggede forskrækket på mig, men for sent, for jeg klemte til Athena så hun fór afsted og gennem mellemrummet mellem de to heste. 

"HEY!" råbte den ene vagt efter mig, og jeg kunne hører at de begge satte deres heste i galop efter mig. Jeg hviskede til Athena og klemte til hende så hun løb hurtigere end noglesinde. Vagterne sakkede bagud og jeg smilede for mig selv. 

Jeg slap fri, jeg slap rent faktisk fri. Men det store spørgsmål nu var, hvor skulle jeg tage hen?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...