Giftet bort {1} ~ Difference ¤Færdig¤

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jan. 2013
  • Opdateret: 12 apr. 2013
  • Status: Færdig
Det er en tradition at piger gifter sig i alderen af 15-16
Raza er blevet 15 år og i den giftemodene alder, hun er lovet væk til en ung prins og kæmper for at komme udenom.
Hun får et chock da hendes søster der er gift kommer på besøg, gravid og forandret.

På vej til prinsen stikker hun af.

Hun møder senere en mystisk pige der har samme problemer som hende. Sammen tager de ud for at finde den unge mand Lorenzo som Raza så en gang på torvet og straks forelskede sig i.

Men med Prinser, generaler og soldater efter dem,
Vil deres søgen lykkedes?

Det er i hvert fald et stort problem at der er noget anderledes ved Raza og Kawa og de bliver anklaget som hekse, og jagte og eftersøgninger bliver sat igang og det betyder endnu flere forhindringer for Raza og Kawa.



Raza's synsvinkel: Adax0022
Anonym synsvinkel/Kawa: LostHope


71Likes
71Kommentarer
7006Visninger
AA

30. Razas synsvinkel - Bedrager

Vi var igen inde i skoven. Ham manden havde sagt at vi skulle skynde os herind af en eller anden grund jeg ikke vidste og havde heller ikke lyst til at spørge.
Lige nu sad jeg på en træstamme og stirrede ud i luften. Jeg var ikke den ulydige, dumme lille pige mere. Jeg var anderledes, hvorfor skulle bedste og Athena dø? Var det nyttigt? Hvorfor fandtes Ren? Det grusomme menneske. Blot navnet fik gåsehuden frem på mine bare arme. Det var godt at det var sommer ellers ville vi ikke overleve herude med dette tøj.
Vi havde dog skinstøvler på og nede i Kawas ene sko lå stenen trygt og godt. Len havde nøje fortalt os at den skulle blive i sikkerhed og at Ren for guds skyld ikke måtte få fat på den. Hvordan han vidste hvad den kunne og at vi overhovedet havde den vidste jeg ikke. Der var så meget jeg ikke vidste.
Det virkede som om at Micheal og Kawa kendte hinanden.

”Raza! Jeg må snakke med dig..” Jeg kiggede forskrækket op af mine tanker og over på Kawa. ”Jaerr..!” Sagde jeg koldt. Jeg var blevet kold og indelukket efter drabet på Athena og Bedste men inderst inde vidste jeg godt at det ikke kun var det. Mødet med Lorenzo havde overvældet mig og følelserne var uendelige inden i mig. Derfor havde jeg valgt den nemme måde at stoppe kaoset på – koldhed.
Kawa sukkede og satte sig ved siden af mig på træstammen overfor det knitrende bål der mindede mig alt for meget om branden hvor Bedste havde sagt de ord der var ved at drive mig til vanvid: ‘Nogle må dø for at andre kan leve’ senere havde Athena sagt det samme ifølge Kawa og ordene drev mig til vanvid.

”Hør… Kan du huske da jeg fortalte dig om min forhistorie? Jeg blev slået, tæskede og pisket af min forlovede. Kan du huske da jeg lå der i vandpytten og du var min redning mod døden?” Det var ikke et spørgsmål hun forventede svar på og jeg sad bare mut og kiggede ud i luften. Ja, jeg kunne huske det.
”Micheal er ikke Micheal…Han er General Len” Jeg kiggede over på hende ”Len er den mand der slog mig…” Hviskede hun og jeg spærrede øjnene op. Hvad?! Hvordan kunne hun sige at han var til at stole på når han havde slået hende? Pisket hende? Jeg gispede og trak mig lidt tilbage. Len og ham soldaten var ude og hente brænde eller et eller andet. ”Vi må væk før de kommer tilbage!” Sagde jeg beslutsomt men Kawa rystede på hovedet.

”Raza! Han er til at stole på. Han slog og piskede mig ikke med vilje han… han havde mistet den han elskede. Jeg ved hvordan det er..” Det sidste hviskede hun og jeg vidste udmærket godt hvem hun mente. Ham nede på torvet ham.. Jiro? De kendte hinanden det var tydeligt og jeg kunne mærke at det var ligesom med Lorenzo.

Men hvilken ret gav det Len til at piske hende? Jeg kneb øjnene sammen ved mindet om Kawa som hun sad der og blødte i vandpytten. ”Kawa! Vi må væk!” Sagde jeg igen og hun rystede irriteret på hovedet igen. ”RAZA! Kan du ikke bare for EN gang skyld lytte til mig?! Kan du ikke se det! Han ved at det var forkert, han skammer sig meget. Han er fortabt i alle de undskyldninger han giver mig!

Han kan hjælpe os! Han har kræfter. Ligesom os og alt det har han fortalt mig mens du bare sad der og stirrede ud i luften på den forbandede træstub! Tag dig nu sammen i stedet for at have så skide ondt af dig selv hele tiden! Du skal hjælpe os!” Hendes tone var høj og råbende og jeg for op mens vreden pumpede rundt i kroppen på mig.
Jeg vidste jo godt at hun havde ret men hvad bildte hun sig ind? Jeg fór op og stirrede på hende men før jeg nåede at sige noget fortsatte hun. ”Det er meningen at vi skal stoppe Ren i hans drab. Bedste og Athena er døde, JA men det skal ikke forhindre os i at standse Ren i hans morderiske planer! Han er kronet og han kan gøre hvad som helst!” Skreg hun og jeg var hurtig til at svarer.

”Rører det dig slet ikke at de er døde!? Hold nu kæft med at vi skal dræbe ham og hans elendige flok!  Det hele kan være lige meget nu! Han er kronet og hvad kan vi gøre?! Vi kunne slukke en elendig ild! Intet andet. Vi burde måske overveje at blive brandmænd i stedet!” Det sidste sagde jeg med en ironisk undertone og ellers råbte jeg.
Jeg kunne se at Kawa skulle til at sige noget da.. Len og den anden soldat kom gående og vi begge tav og vendte os væk fra hinanden for at gå hver vores vej. Jeg satte mig på samme træstub som før mens tankerne fløj rundt i hovedet på mig. Ja jeg havde ondt af mig selv men det skulle Kawa da slet ikke blande sig i. 

Jeg sukkede og mit blik søgte i smug over på hende. Hun sad med ryggen til mig og tog i mod det brænde som Len og Jack havde hentet hvorefter at ligge det på ilden. 
Jeg vendte igen blikket ned mod jorden og sukkede igen. 
Jeg mærkede at der var en der satte sig ved siden af mig og jeg kiggede op for at se lige ind i soldatens øjne. Han kiggede hurtigt væk og ned på et papir han havde liggende i sit skød. Han tog en kuglepen op af sin lomme og begyndte at skrive noget som jeg ikke så. Det var vidst på et andet sprog. "Hvad skriver du?" røg det hæst ud af min mund. 

"Nåå.. Det er.. bare noget til mi-min gamle kammerat." Han lød usikker men jeg glemte det hurtigt og hørte da han foldede det sammen og bandt det til den dues fod der havde siddet med lænke på, på hans skulder.
Snart var fuglen sendt afsted med hans brev og den eneste lyd der hørtes var den knitrende lyd fra bålet og en stille fugle sang.

Mørket var ved at falde på og jeg så at de alle tre var faldet i søvn på jorden i nogle blade. Det var en varm sommernat så jeg frøs ikke. Jeg sad stadig på træstubben med blikket i jorden mens tankerne dalede på det brev soldaten havde sendt. Jeg var dog godt træt så jeg rejste mig op og lagde mig ned på jorden i det bløde græs og snart faldt jeg i søvn... 

                                                                             ***

Jeg vågnede ved at en ruskede i mig. Det var Len og jeg for op at stå og kiggede forvirret rundt. "Vi skal videre." Sagde han. 
"Jeg hørte soldater her i nærheden vi må skynde os videre. Jeg nikkede træt og koldt og gik uden at vendte videre. Jeg kunne hører at de andre dog var lige i hælene på mig. Vi kom dybere ind i skoven og træerne begyndte at stå tæt op af hinanden. Fuglene sang og insekterne summede rundt i sommervarmen. Et par myg satte sig på mig og jeg slog dem hurtigt ned med min hånd. Dog fik jeg alligevel et par myggestik. 

Len trak hestene bag sig og måtte nød til at hive da de blev ved med at sænke hovedet for at spise græs. "De bliver dovne i den her varme." kom det fra Kawa på et tidspunkt, men ellers var der stille mellem os. 
Jeg blev selv roligere i solen og mine skridt blev langsommere mens jeg nød varmen fra solen og lukkede øjnene et par gange. Vi gik på en skovsti som var omringet af træer og blomster og syngende fugle der sad på hver en gren. Græs voksede på stien og det begyndte at blive meget varmt i de skinsko jeg havde på så jeg tog dem hurtigt af og svang dem over skulderen. 

Vi havde gået i noget tid nu og jeg kunne se at alle var ved at være godt trætte, tørstige og sultne. Pludselig stoppede Len. "Jeg havde nært glemt at vi jo har både mad og vand. Jeg kiggede forvirret over på ham da jeg huskede at vi jo havde købt det da vi var inde i byen. På Gaias ryg lå der en snor over og i hver ende af snoren hang en kurv. Hvordan kunne jeg undgå at ligge mærke til det? Jeg rystede på hovedet og tog det æble som Len rakte mig og den vandunk. Jeg drak godt med vand og snart lå æblet også godt i min mave. 

Jeg tog i mod den blomme der blev givet til mig og spiste også den. Jeg kunne også hører at de andre tyggede og drak i stilhed.

                                                                              ***

En trumlen lød og jeg kiggede op. En hær soldater nærmede sig og jeg kiggede rundt på Kawa og Len. Soldaten var der ikke men det tænkte jeg ikke længe på for herren nærmede sig og jeg så at Ren førrede flokken. Vi var på en stor mark som strakte sig langt ud i en åben strækning. 
En høj latter kom fra Ren og kvalmen steg i mig..


Jeg vågnede med et sæt og kiggede rundt en høj trumlen lød helt ligesom i drømmen og jeg for op at stå. Len og soldaten var der ikke men snart kom en løbende, forpustet ind. "Jack var en forræder!" Hvæsede han og jeg spærrede øjnene op. Jeg kneb øjnene sammen og kiggede igen over på Len som ruskede i Kawa der med det samme vågnede og kiggede op på Len med et skræmt blik. "Skynd dig op! Vi må væk! Der er soldater på vej!" Sagde han surt og snart var vi alle sat i løb ind i skoven. Med hestene lige i hælende løb vi alt hvad vi kunne igennem træerne. Ud på stier og over sten og træstammer. Jack havde forrådt os! Vreden pumpede rundt i kroppen på mig mens jeg borede mine negle ind i min håndflade af bare vrede. 

Tankerne fór igennem mig. Det var det min drøm havde vist. Flokken var anført af Ren. Hadet skød igennem mig. Det var ham som havde dræbt Athena og Bedste. Jeg bed tænderne sammen og standsede pludselig op i ren beslutsomhed. "Jeg vil ikke flygte mere!" Sagde jeg da de andre standsede forvirrede og stressede og kiggede irriterede på mig. 
"Skulle vi ikke standse Ren?!" Hadet kunne tydeligt høres i min stemme da jeg sagde hans navn og jeg så Kawas øjne stikke i vrede da hun hørte hans navn. "Kom nu Raza. De er alt for mange!" Sagde Len stresset men jeg rystede på hovedet og Kawa nikkede. "Vi kan ikke løbe mere Len!" Sagde hun beslutsomt. Jeg var stadig vred på hende og rystede irriteret på hovedet da Len lyttede på hende og ikke mig. 

Jeg glemte det dog hurtigt da jeg vendte mig om og så marken som havde vist sig i min drøm. Det var altså her... her det hele ville ske... Jeg tog en dyb indånding da en trumlen lød og nogle heste skikkelser kunne ses. 
Kawa fumlede i sin sko og fandt stenen frem. Len kiggede nervøst på os. "Jeg må videre... Jeg kan ikke hjælpe jer mere end hertil. Hvis jeg hjælper vil profetien blive brudt." Sagde han og jeg kunne mærke sandheden i hans stemme. Jeg nikkede og snart havde han taget hestene og trukket dem efter sig ud i starten af skoven. Det sidste man så fra ham var hans vink og hans råben "Vi ses snart igen.." Sagde han og så var han væk. 

Jeg kiggede over på Kawa der kiggede på mig. Jeg kiggede hurtigt væk. Hestene og Ren nærmede sig og snart var de halvejs henne ved os. "Razaa... Jeg ved at du er vred på mig men du er nødt til at hører efter nu.. Vi må nød til at stå sammen. Du har lukket dig så meget ind i dig selv men du må nødt til at tilgive mig og sætte din sorg fri.. Vi kan ikke klarer det hvis ikke vi står sammen" Jeg vidste at hun havde ret og alvoren gik op for mig. Jeg kunne ikke gå rundt og være sur og indelukket. Jeg vidste at der ikke var noget at tilgive over for Kawa. Hun havde ikke gjort noget galt. Det var mig. "Undskyld...." Mumlede jeg og hendes øjne lyste op hvilket fik mig til at smile og række ud efter hendes hånd med stenen i. Hun tog min hånd og sammen knyttede vi stenen der straks lyste op. Vi kiggede igen over mod soldaterne der nærmede sig og jeg kunne mærke beslutsomheden fra mig blande sig med Kawas mens vi bare stod der med sammenknebne øjne og ren had til den flok der nærmede sig...

 

___

Så er det dig my frieeeeend (Dude/ Lostie) Undskyld for dette halvrådne og urettede kapitel. Det var en udfordring og jeg håber at i kan bærer over med mig! Tak fordi at i læser!!! <33 Næste kapitel er sidste kapitel :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...