Giftet bort {1} ~ Difference ¤Færdig¤

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jan. 2013
  • Opdateret: 12 apr. 2013
  • Status: Færdig
Det er en tradition at piger gifter sig i alderen af 15-16
Raza er blevet 15 år og i den giftemodene alder, hun er lovet væk til en ung prins og kæmper for at komme udenom.
Hun får et chock da hendes søster der er gift kommer på besøg, gravid og forandret.

På vej til prinsen stikker hun af.

Hun møder senere en mystisk pige der har samme problemer som hende. Sammen tager de ud for at finde den unge mand Lorenzo som Raza så en gang på torvet og straks forelskede sig i.

Men med Prinser, generaler og soldater efter dem,
Vil deres søgen lykkedes?

Det er i hvert fald et stort problem at der er noget anderledes ved Raza og Kawa og de bliver anklaget som hekse, og jagte og eftersøgninger bliver sat igang og det betyder endnu flere forhindringer for Raza og Kawa.



Raza's synsvinkel: Adax0022
Anonym synsvinkel/Kawa: LostHope


71Likes
71Kommentarer
6992Visninger
AA

4. Kawa og prins Rens synsvinkel

Kawas synsvinkel:

I don't speak to animals, they speak to me

Jeg løb, regnen strømmede ned omkring mig.
Mit tøj klæbede til min blodige krop. Mine ben gjorde ondt, mine arme var ømme og min ryg var hævet og blodig.
Jeg var træt, træt af at løbe. Hvorfor skulle jeg flygte som nu? 

Jeg var 14. Da jeg fik at vide hvem jeg skulle giftes med blev jeg chokeret General Len.
1 år efter mødte jeg så denne herre, han var 17 på det tidspunkt og vi skulle giftes så snart han fyldte 18.
Han var en venlig mand, blid og rolig, men der tog jeg fejl…
Han tæskede mig hver dag, vold var en del af hverdagen.
Dagen før vores bryllup, flygtede jeg.


Jeg var opslugt af mine tanker og opdagede ikke at jeg var stødt ind i et træ og faldt mod jorden.
Tiden stod stille for mig som jeg dalede mod jorden, jeg lukkede øjnene og hørte et bump da jeg ramte.
Vandet sivede ind alle steder og mit blod blandede sig med vandet der silede ned over mig.
Jeg åbnede svagt øjnene men mit syn var helt sløret.
Jeg lukkede dem forsigtigt og ventede.

Is this the end for me...?

Mørket opslugte mig, lukkede sig om mig, slukkede mit lys. Måske skulle jeg bare være blevet? Giftet mig med denne ’mand’. Blive brugt til avl som alle unge piger gør.
Selvom jeg var svækket fik tanken om avl mig alligevel til at gyse.
Men det er jo sådan verden fungerer, vi føder en efterfølger og bliver smidt til siden.
Mens han har elskerinder som føder ham flere…

Darkness is eating me up from inside…

Mit hår lå rodet på jorden mens vand og blod strømmede igennem det.
Mine øjne åbnede sig igen og jeg prøvede at stå, men mine ben svigtede mig og jeg faldt til jorden igen.
En smerte skød igennem hele min krop og mørket sneg sin ind på mig...
 

Find me, help me...

How long will we be lying here?
How long will we stay?
When will we die?
When will we disappear?


Will we die together?
Will we fly to heaven?
Or maybe paradise?


 

Rens synsvinkel:

Power...
To rule i need more power.


"HVAD MENER I MED I IKKE KAN FINDE HENDE!?" brølede jeg.
Åndsvage soldater, åndsvage tøs. Hvorfor skulle jeg altid gøre det hele selv? Hvorfor var alle sådan nogle idioter der ikke kunne finde ud af en skid? At fange en lille tøs, min 'kone', burde være barnemad.

Soldaterne rystede og kiggede skræmt på mig mens jeg brølede af sine lungers fulde kraft. 
"HVIS JEG SKAL VÆRE KONGE SÅ MANGLER JEG EN KONE!" brølede jeg videre. Jeg manglede en kone, jeg skulle have efterfølgere til at overtage tronen efter mig, jeg skulle have drenge børn.

"V-vi er kede af det herre" sagde en stemme rystende. Hvilken kujon svarede mig igen? De her soldater havde brug for en lærestreg, de skulle ikke blot have respekt for mig, de skulle frygte mig!

"J-jeg tror desværre ikke vi kan finde hende, hun er flygtet langt ind i skoven" sagde den samme stemme igen.

"HVAD SAGDE DU?" skreg jeg til ham. Hvor vovede han.

"I-ikke noget" svarede han.

"Tænkte jeg nok" sagde jeg roligt og kiggede igen på dem før jeg trak mit ansigt ind i en alt for rolig grimasse.

"Henret dem" sagde jeg roligt og de stivnede, hvilket fik et lille smil frem på mine læber, det her var en passende lærestreg, så kunne de andre soldater også lærer noget.
Min personlige tjener kaldte folkende der stod for det ind.
De satte dem i lænker og førte dem ud.

"NEJ VENLIGST HERRE, JEG HAR KONE OG BØRN!" var der en der skreg.
Men bønnen nåede ikke mit øre. Ingen skulle svarer mig igen, INGEN! 

"Henret også hans tåbelige familie" svarede jeg med en stram grimasse.

"NEJ, VENLIGST HERRE!!!"

You fail.
You die.


Jeg stod foran nogle nye soldater med krydsede arme.

"Jeg håber i klarer jer bedre end de sidste, ellers ved i hvad der sker" sagde jeg med et roligt smil på læben.

"Herre" var der en mandlig stemme bag mig.
Jeg vendte mig om og fik øje på en mand på min egen alder, han havde brunt hår og grønne øjne.
Han bukkede for mig og jeg nikkede anerkendende til ham.

"General Len."

Han rettede sig op igen og ventede nok på at jeg bukkede men jeg ville ikke bukke. 
Jeg skulle aldrig bukke for nogle.

"Jeg var ude på min sædvanlige morgenridetur da en pige kom skridtene på sin hest. Hun var ikke den kønneste, hendes kjole var i stykker og hendes ansigt var smurt ind i mudder. 
Men nu har jeg så hørt det med din forlovede så det kunne da være hende?" Sagde han højt og rømmede sig bagefter. Jeg havde godt set hans lille grin. 

Jeg kneb øjnene sammen og ignorerede råbende der bad om nåde bag mig. 

"Hvilken vej red hun!?" Min stemme var hård og general Len så en smule irriteret på mig. 

"Som om jeg siger det til en der ikke opfører sig som en rigtig general!" 
Hvæsede han og holdt hånden højt op i luften før han råbte.

"Stop!" Til dem der var ved at henrette.
Jeg kiggede irriteret på ham, men lod det stoppe. Jeg ville finde hende.
Jeg ville aldrig tabe! Jeg ville lede til jeg fandt hende. 

Jeg tog det som en sjov udfordring.

Let the game begin!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...