Giftet bort {1} ~ Difference ¤Færdig¤

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jan. 2013
  • Opdateret: 12 apr. 2013
  • Status: Færdig
Det er en tradition at piger gifter sig i alderen af 15-16
Raza er blevet 15 år og i den giftemodene alder, hun er lovet væk til en ung prins og kæmper for at komme udenom.
Hun får et chock da hendes søster der er gift kommer på besøg, gravid og forandret.

På vej til prinsen stikker hun af.

Hun møder senere en mystisk pige der har samme problemer som hende. Sammen tager de ud for at finde den unge mand Lorenzo som Raza så en gang på torvet og straks forelskede sig i.

Men med Prinser, generaler og soldater efter dem,
Vil deres søgen lykkedes?

Det er i hvert fald et stort problem at der er noget anderledes ved Raza og Kawa og de bliver anklaget som hekse, og jagte og eftersøgninger bliver sat igang og det betyder endnu flere forhindringer for Raza og Kawa.



Raza's synsvinkel: Adax0022
Anonym synsvinkel/Kawa: LostHope


71Likes
71Kommentarer
6946Visninger
AA

15. General Lens synsvinkel- Pigen jeg elsker

It hurts

ÅNDSVAGE PRINS! Jeg var godt nok ved at blive træt af ham!
'Gør det', 'Hent det', 'Husk det', 'Ryd det', 'Henret dem'
Sagde han noglesinde andet? Nej jeg er ikke så selvglad som ham. Men vi har været 'venner' i årevis og han kunne let få mig dræbt.
Han fortalte mig for 
et par år siden at han havde dræbt sin familie og skønt jeg ikke vidste det var jeg vred, nej drop vred. Jeg var rasende. Hans bror Ryu havde været den rette, han havde overskud, tålmodighed og han var gavmild. Den rette konge.

Jeg sukkede og kiggede over på roserne der stod på bordet, de mindede mig om Amy..


Når jeg tænker tilbage på den dag Amy døde, gør det ondt. Hun var ikke bare en elskerinde, men også min.. ven. Da vi fandt ud af at en ung pige var lovet væk til mig brød hun ned. Før jeg nåede at sige andet, døde hun.
Jeg kom ind i hendes rum en morgen og væk var hun.

Jeg var vred, jeg brølede i vrede og intet gjorde mig tilfreds. Mine tjenere havde løbet frem og tilbage, spurgt om jeg ville have noget. Men jeg afviste dem.
Ingen kunne gøre mig glad ligesom Amy havde, ingen kunne gøre mig lykkelig som hun havde og ingen ville kunne forstå mig som hun havde.

Et år før mit ægteskab mødte jeg så denne 'Kawa' Jeg måtte indrømme hun var smuk.
Rødt langt hår og grønne øjne. Men jeg lod min vrede gå ud over hende.
Hun vidste det, dog sagde hun aldrig noget til det.
Jeg slog, piskede og sparkede hende. Men hun fandt sig i alt. Det irriterede mig på en eller anden måde, at hun sådan bare fandt sig i det. Amy havde altid blevet sur når jeg gjorde hende noget, hvis jeg havde slået hende, havde hun slået mig. 

Kawa flygtede dagen før vores bryllup.

Jeg havde som da Amy døde råbt, skreget og brølet af alle i mit palæ.
Men hende her døde jo ikke. Hun forsvandt bare en dag.
Jeg sendte folk efter hende, men de fandt hende aldrig.

Nogle dage senere fik jeg at vide at Rens kommende kone var på vej til hans slot.
Der kom dog senere et budskab om at hun var stukket af.
Jeg havde smilet ved tanken om det.
Jeg havde kommet skridtene på min hest på vej hen til Ren for at tale med ham, da en ung pige kom skridtene stille hen af stien på en udmattet hest.
Hendes hår var brunt og hun havde en rød kjole på.

Jeg havde et smørret grin på mit ansigt da jeg red videre mod Ren.

Så dette var altså hans kone

Jeg holdt kun med Ren fordi han er kraftfuld. Han havde disse underlige evner som ingen andre end jeg kendte til.
Det var en uhyggelig kraft, der kunne tilkalde dæmoner, dæmoner der kunne hypnotisere folk, og forvrænge deres tanke gang. For at være ærlig var jeg lidt bange for ham. Men lille Ren var ikke den eneste med en mærkelig kraft. Jeg har siden jeg var lille kunnet kontrollere lynet.
Nej det er ikke en dårlig ting. Men ingen ved det.

***


Jeg travede ned af landevejen mod Rens slot da jeg hørte råb og skrig om nåde.
Jeg red forsigtigt igennem mængden af mennesker for at se hvad der var galt. En udsultet soldat lå på jorden under to vagter der holdt hans hoved rettet mod 2 børn og en ung kvinde. Børnene var godt og vel 7 år og kvinden så ud til at være omkring de 25 år. To børn holdte fast i hende mens de skreg af smerte. Ren! Hvad lavede han dog?
Jeg genkendte straks manden. 
Han var i min hær! Ren havde ingen ret til at gøre dette selvom han var prins.
Kvinden og børnene skreg hver gang pisken ramte dem og det samme gjorde manden, han bad dem om at stoppe.
Jeg red hurtigt hen til Ren og steg af. Han grinede af glæde hver gang han hørte et skrig af smerte.

"Ren!" sagde jeg hårdt og han stoppede med at grine og kiggede på mig.
"Len! Hvor hyggeligt at du kom, du er lige i tide til at se dette!" svarede han.
"REN!" brølede jeg og alle stoppede.
Ren kiggede fornærmet på mig og skulle til at starte opvisningen igen før jeg tog fat i hans arm og stoppede ham.
"Må jeg minde dig om at denne soldat oprindeligt hører til min hær?" hvæsede jeg og han kiggede irriteret på mig.
"Jeg kan gøre hvad jeg vil" vrissede han.
"Nej du kan, så længe du ikke er konge bestemmer jeg over min hær og hvem der skal straffes!" vrissede jeg tilbage. Han kiggede surt på mig men han vidste at jeg havde ret. 
"Fint" mumlede han og forsvandt.

Jeg gik ned til folkende og fik mine mænd til at binde ofrene fri.
"Få dem tilbage til mit palæ! Giv dem vand, mad og hvad ellers de har brug for" vrissede jeg og de nikkede før de tog dem op og bar dem hen til en af vognene. 

"Tak General Len jeg skylder dig mit liv" sagde den udsultede mand før de kørte afsted.
Jeg smilede for mig selv og satte mig op på min hest for at ride hjem.


-------------------
FN
Whoa... lyn... er det det bedste jeg kan finde på? Kom igen Lostie...
Jeg havde det faktisk ret sjovt med at skrive Lenny boys synsvinkel :D
Uh... er det virkelig den hårde general men hører om?
ur turn Daxi
-Lostie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...