Summer love - 1D 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 nov. 2012
  • Opdateret: 17 mar. 2013
  • Status: Igang
Abby Wales, en pige på 17 beslutter at hun vil på sommerferie i Grækenland. Uden hendes familie. Hendes familie som skal vide alt om hendes liv og som Abby er ved at være godt træt áf. Hvad Abby ikke ved er at de fem drenge fra one direction har gjort nøjagtig som hende: taget på ferie i Grækenland for at få lidt fred og lidt privatliv. Hvad værre er, i følge Abby, at de har booket sig ind på samme hotel som hende. Hun møder dem tit ved poolen og en dag invitere en af dem da også Abby med ud at spise med de andre drenge. Abby kommer pludselig til at bruge meget mere tid med de drenge end hun ville, men Abby bliver forelsket. Det ændre pludselig en helt masse. ~ Jeg har fået rigtig meget inspiration fra One directions nye sang 'summer love' så det kan også anbefales at høre den en gang i mellem~

13Likes
21Kommentarer
1309Visninger
AA

6. Small talk

Jeg løb ned på stranden og mærkede straks det varme sand ligge sig betryggende om mine fødder. Tårene havde fået frit løb så snart jeg var kommet ud fra restauranten. Jeg var blevet meget overrasket over at jeg reagerede så slemt. Jack var vidst bare et følsomt emne. Fuck ham for at ødelægge min ferie.

Nååårh nej det måtte jeg jo ikke for Harry.

Så snart man har en fyr så er man straks en player. Det giver god mening det kan jeg godt se.

Mærk eronien.

Okay, hvordan kunne mine tanker være så ligeglade? Jeg græd for satan. Jeg var knust. Jeg havde hverken held i spil eller kærlighed.

Hvorfor var Harry sådan? Jeg havde lige glædet mig til en hyggelig middag med de andre drenge. En ferie uden forældre der hele tiden var omkring mig, men så skulle jeg selfølgelig lige støde ind i Harry. En indre vrede byggede sig op. Den var rettet mod Harry og mine forældre. Hvis ikke det havde været for mine forældre var Jack og jeg stadig sammen og hvis ikke det var for Harry så løb jeg ikke her nede lige nu.

Jeg løb ned til vandet og satte mig i vandkanten. Jeg trak mine knæ op og svingede derefter mine arme rundt om dem. Jeg lænede mit hovede mod mine knæer og snøftede højt. Det var så uretfærdigt. Jeg var taget afsted for at få en god ferie og ender med på anden dagen at sidde og tude over noget en latterlig fyr har sagt til mig. Han var ikke bare latterlig, han var en spadser, en idiot, en røvforkælet nar, et forpul...

"Abby?"

Jeg rejste mig hårdt op og begyndte at gå. Kom han bare et skridt nærmere blev det værst for ham selv. "Abby, stop!" En hånd blev lagt på min skulder men jeg rystede den hurtigt af mig. Jeg satte farten op i mine ben og mærkede igen hvordan mine fødder, tungt, ramte det varme sand.

Jeg kunne stadig høre skridtene bag mig, så jeg satte farten en tand længere op. Vi var ikke længere på hotellets strand, men i stedet nabo hotellet. Deres ligestole var blåstribede mens dem på vores hotel var røde. En badebro længere fremme strækte sig ud i vandet. Jeg lavede en hurtig plan i mit hovede inden jeg drejede skarpt til højre ned af badebroen. Sandet blev nu skiftet ud med de hårde planker, som gav høje lyde fra sig, når man landede hårdt på den. Harry var tæt på og en stor hånd lagde sig på endnu en gang på min skulder. "Abby, stop nu! Lyt nu til hvad jeg har at sige."

Jeg prøvede at ryste ham af mig igen, men han strammede bare sit greb. "Jeg skylder dig ikke en skid, Harry!" Jeg spyttede hans navn ud til sidst og vendte mig så rundt mod ham. Hans hånd slap automatisk sit greb om min skulder. "Lad mig være Harry. LAD MIG FORHELVEDE BARE VÆRE!" Tårene strømmede ned af mine kinder i en lang strøm. Den ene eftere den anden. Det føltes ikke som om de havde tænkt sig at stoppe lige foreløbig.

Jeg vendte mig hårdt rundt igen og fortsatte længere ud på badebroen. Harry fulgte stadig efter mig hvilket irriterede mig grænseløst. "Hvad fanden var det du ikke forstod?" jeg prøvede virkelig at sige det hårdt, men min stemme var bare en lille piben. For enden af broen var der en lille platform med bænke på. En stige førte ned i vandet, så det var vel et godt badested. Måske var det værd at afprøve. Jeg satte mig ned på bænken og ignorerede bare Harry selvom jeg udmærket godt vidste at han var i gang med at sætte sig lige overfor mig.

Jeg gad ham bare overhovedet ikke lige nu. Kunne han ikke bare skride. LANGT VÆK. Jeg havde virkelig ikke brug for sådan en idiot lige nu. "Abby, vil du ikke nok pleas lytte til mig?"

Harrys synsvinkel

Hun skubbede hårdt stolen ud bag sig, mumlede et kort "tak for mad" og vendte sig så rundt. Hendes øjne var fyldt med tåre og hendes underlæbe bævrede. Jeg fangede hendes øjne og de udstråelde had, had og atter had. Hun var virkelig blevet såret.

Okay, jeg var måske gået lidt over grænsen, men jeg vidste jo ikke at hun havde det på den måde. Jeg ved jo ingenting om hende. Det er nok min egen skyld, men jeg var bare blevet så ufattelig sur da hun havde sagt det om rygterne og sådan. Jeg var jo slet ikke som rygterne sagde. Hun blev jo nød til at lære mig at kende før hun dømmer mig. Hun kender mit navn ikke min historie.

"Rigtig flot Harry. Lige hvad der manglede"

Louis kiggede surt på mig. "Det her havde været din chance for at lære hende at kende. Hun startede med at være, så fucking sød ved dig. Hun prøvede at starte på en frisk og hvad fanden gør du. Du bliver bare ved med at være så fandens pigesur. Ja, hun var lidt streng til sidst, men det ville jeg fanme også være hvis jeg gang på gang prøvede at være venlig, men hele tiden bare fik den kolde skuldre. Tak dig nu sammen for fanden Harry." Han havde sagt det hele ud i en lang køre. Han var sur eller ikke bare sur, men virkelig, virkelig vred.

Hans ord havde gjort indtryk på mig. For det var jo rigtigt hun havde gang på gang prøvet at være sød ved mig og starte på en frisk, men jeg var bare pisse pigesur. "Harry hun kan hjælpe os. Hvorfor tror du vi har taget kontakt til hende. Hun kan hjælpe dig af med dine rygter, men du hjælper os ikke særlig meget i den her situation. Harry løb nu efter hende for satan, forklar noget til hende bliv gode venner. Gør noget i stedet for at sidde og kigge" Niall blinkede til mig og viftede sine hænder hen mod døren. "Tak drenge og undskyld Lou" Jeg smilede til dem inden jeg satte i løb efter Abby.

Jeg løb ud af døren og ned til poolen. Jeg kiggede kort rundt. Her var hun i hvert fald ikke. Jeg kæmpede mig igennem de mange liggestole og ned på stranden. En skikkelse nede ved vandkanten fangede min opmærksomhed. Det var helt sikkert hende. Jeg gik roligt ned mod hende og hørte et snøft fra hende. Hun græd virkelig. Jeg troet det var noget hun havde sat op for opmærksomheden skyld, det kunne godt lign....

Harry du skulle være sød. Hun kan hjælpe dig, husk det nu Harry. DU ER SØD og charmerende og bekymret og...

Nu har i vidst forstået det.

"Abby?"

Hun rejste sig hårdt op og begyndte at gå væk fra mig. Gud hvor var det træls... DU ER SØD HARRY. Jeg rækte hånden ud efter hendes skuldre. "Abby, stop" Min hånd landede på hendes skulder, men hun rystede den hurtigt væk. Hun satte farten op og begyndte at løbe. Kunne hun forhelvede ikke lytte. Du er bekymret og sød Harry, bekymret og sød.

Jeg fulgte, efter lidt tøven, efter hende. Vi var ikke længere på hotellets strand, men på nabo hotellets. Hun kiggede til højre og jeg fulgte hendes blik ud til en badebro. Da vi var lige ud for badebroen drejede hun skarpt til højre og begyndte at løbe der ned. Jeg havde halet meget ind på hende og lige da hendes fødder ramte badebroen fik jeg muligheden for at tage fat om hendes skulder igen. Jeg overvejede mine ord, men endte bare med en enkel løsning. "Abby stop nu! Lyt nu til hvad jeg har at sige" Hun prøvede igen at ryste min hånd af sig, men jeg strammede bare mit greb. "Jeg skylder der ikke en skid Harry." Hun spyttede mit navn ud hvilket hurtigt fik mig til at slippe hendes skulder. Hun trak vejret hårdt og tårene trillede bare ned af hendes kinder. "Lad mig være Harry. LAD MIG FORHELVEDE BARE VÆRE!" hun skreg det sidste hvilket fik mig til at overveje mit næste træk. Hendes kinder var helt våde fra tårene som bare blev til flere og flere. Lige nu ville jeg virkelig ønske at jeg bare kunne tage rundt om hende.

Hun vendte sig rundt og gik længere ud på badebroen. Jeg fulgte efter hende men stoppede brat da hun vendte sid rundt. "Hvad fanden var det du ikke forstod." Hendes blik sagde alt. Hun prøvede at virke så hård, men hendes stemme var bare en lille piben. Hun ville snart give op. Jeg havde hende næsten. Lige om lidt ville hun åbne sig og jeg ville sige undskyld og det heeeeele ville blive godt igen.

Hun fortsatte ud til platformen og satte sig på en bænk. Jeg tøvede lidt, men satte mig så overfor hende og kiggede ned på hende. Hun virkede ærlig talt som en der var lidt træt af det hele. Jeg blev nød til at prøve en sidste gang. "Abby vil du ikke nok pleas, lytte til mig?" Jeg ville have grebet ud efter hendes hånd, men hun havde begravt hovedet i dem, så det var lidt svært. "Du giver bare aldrig op, gør du?" hun sukkede og kiggede op på mig. "Ikke før du lytter" sagde jeg bestemt.

Hun blev nød til at lytte. Jeg var ikke løbet så langt bare for spild. "Snak. men jeg kan ikke love mine øre er åbne" "Kig så i det mindste på mig imens jeg snakker til dig." Jeg havde brug for at forklare, men hvad skulle jeg sige? Undskyld? Det virkede lidt latterligt nu hvor jeg tænkte over det. Hvad var det jeg ville sige til hende? "Jeg kigger og lytter. Gider du så venligst at forklare mens jeg stadig kan holde ud at sidde her?" Hun var virkelig kold. Totalt ligeglad. Det jeg havde sagt havde åbenbart gjort ondt. Jeg blev nød til at vide hvorfor hun havde rageret som hun gjorde. Det kunne hjælpe os med at komme i kontakt med hinanden.

"Abby, jeg er ked af at det jeg sagde gjorde så ondt. Hvad jeg end sagde der gjorde så ondt, så undskyld. Jeg blev bare så irriteret da du sagde det med at jeg var en player og alt det med rygterne. Intet af det passer Abby, du må ikke tro på dem. Du prøvede for fanden da bare at starte på en frisk ved bordet og ååårrgh hvor har jeg været dum, det var alt..." "Harry, det er okay. Det er bare.." Hun lagde sin hånd på min og kiggede mig i øjnene. Hendes øjne blev våde igen og tårene begyndte at strømme frem.

Jeg rejste mig, men kun for at sætte mig på den anden bænk, ved siden af hende. Jeg lagde armen om hende for at virke lidt beskyttende. Hun tral vejret tungt og fortsatte" Undskyld Harry. Det hele blev bare for meget. Jeg prøvede at være sød, men du var totalt ligeglad. Jeg var i forvejen ret nede og det gjorde det bare ikke bedre." Hun sagde det hele med så mange hulk imellem, at man skulle tage sig sammen for at forstå det hele. Jeg trak hende ind til mig og lagde bare sit hovede op af mit bryst og snøftede videre. "Undskyld Abby. Det var dumt af mig. Hvor er dine forældre henne? Er du her alene?" Jeg kom i tanke om nogle spørgsmål, som jeg havde gået med siden første gang jeg mødte hende. Hvorfor rejste hun sådan heeeeelt alene? "Det hele derhjemme er bare noget lort. Mine forlældre er derhjemme og ved kun jeg er taget til Grækenland og ikke andet. Jeg er her alene, uden kæreste, veninde, intet." Hun fjernede igen sit hovede og kiggede mig øjnene.

"Desuden, er jeg heller ikke sikker på om jeg har en kæreste eller ej, og det var derfor jeg blev så ked af det. Normalt lader jeg bare sådan noget passere, men lige i dag savnede jeg ham bare uendeligt." Hun gjorde lige som jeg ville have hende til. Åbnede sig for mig. Ikke fordi jeg ville brude det mod hende, men derimod så hun ville får tillid til mig. "Jeg har allerede sagt for meget. Skal vi ikke gå tilbage og få dessert?" Spurgte hun og trak mig op at stå. Hun lod sin hånd hvile i min da jeg havde rejst mig op. "Lad os det" Jeg smilede til hende og hun gengældte det stort. Det underligt for hun trak ikke sin hånd til sig, men lod den bare blive i min. Det skete der selvfølgelig ikke noget ved, men det var bare ligesom om at hun havde ændret sig lidt.

Det her tegnede godt. Det tegnede rigtig godt.
 

Small talk- of monsters and men

 

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

UNDSKYLD. 

Har så mange gode undskyldninger, men det nytter bare ikke noget. Har haft det værste skrive mareridt længe. Har slet ikke vidst hvordan jeg skulle fomulere mig, jeg har også lige lagt syg i fire dage hvor jeg var indlagt en dag. Jeg har virkelig haft det lort og det her kapitel har bare stået og hyggede sig i lang tid. Skal nom prøve at skrive noget oftere, men lektierne kommer bare først. Lover at der kommer et kapitel inden jeg tager til Egypten igen.

Tror i Abby har ændret sig? Eller er hun bare mere sig selv? Hvorfor åbnede hun sig nu overfor Harry? Var de ikke sure på hindanden?

Tak fordi i læser, liker og favoritter. Det er dejliget

Love and hugs Emmi 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...