Den mystiske underbo

Man skulle ikke tro der kunne ske mystiske ting på en lille gade med tre-fire opgange, men alt er muligt, så forvent det værste. En ganske almindelig aften, da jeg er på vej hjem på cykle, foregår selve turen ganske roligt og uinteresant. Da jeg er nået hjem og er i gang med at låse cyklen, ser jeg underboen med en person jeg aldrig har set før...

2Likes
0Kommentarer
364Visninger
AA

1. Hvem er det? Hvad er det?

 

Endnu en normal vinterdag. Jeg står op som jeg plejer, vækkes af alarmen, men bliver liggende i sengen i yderligere femten minutter, fordi det er mørkt og koldt. Jeg kigger på uret. Hvis jeg skal nå i skole til tiden, er jeg nødt til at stå op nu. Jeg gnider søvnen ud af øjnene, tæller ned fra fem og får smidt tøjet på kroppen så hurtigt som muligt. Jeg pakker skoletasken også skal der cykles fem minutter til skole. Jeg føler jeg cykler i søvne. Klokken ringer. Forløsende. Endelig er dagen slut også kan man komme hjem til afslapning. Men, men, men.

 

Da jeg er kommet hjem, skal jeg lige tjekke lektiebogen, og ja der er selvfølgelig en aflevering til næste uge. Jeg får krattet en start ned på historien, og føler det er fint ind til videre. Klokken er halv seks om aftenen og jeg skal til træning. Jeg pakker min rygsæk, og hopper op på cyklen igen. Nu skal jeg bare gange turens længde med tre.

 

Da klokken er halv ni og jeg føler kroppen er godt brugt, pakker jeg det brugte tøj i rygsækken og hopper op på cyklen for fjerde gang på én dag. Turen på vej hjem er meget almindelig, da det er vinter er det for længst blevet mørkt og kulden bider i kinderne. Efter den kvarters lange tur, er varmen nogenlunde nået ud til de yderste dele af kroppen. Jeg står af cyklen, sparker støttebenet ud og forsøger at finde mine nøgler. Jeg kan ikke finde dem, der går en underlig summen i gennem kroppen, det føles som når man halvanden time før ens fly finder ud af at passet stadig ligger hjemme på spisebordet. Jeg leder alle lommer igennem, summen forsvinder. Jeg havde valgt at lægge den i lommen i min rygsæk. Det gør jeg aldrig. Nu er nøglerne fundet og jeg bukker mig ned for at låse cyklen. Pludselig hører jeg to stemmer, det er en mand og kvinde. Jeg lader som om jeg har lidt problemer med låsen og fumler med nøglerne og tager mig god tid. Jeg kigger hurtigt op, og ser det er underboen nede på 1. sal. Jeg vil skyde på jeg har boet i samme opgang som hende i fem-seks år men har aldrig hørt hendes navn. Interessant er det at hun går arm i arm sammen med en høj spinkel mand, jeg aldrig har set før. De stopper op på vej hen mod døren til opgangen. Jeg griber chancen og skynder mig ind i opgangen uden at virke desperat. Resten af aftenen afvikles roligt og almindeligt.

 

Jeg vågner op næste morgen fem minutter i otte og så kører møllen igen. Jeg prøver at få mig selv hevet op af sengen, men nej. Jeg er for træt, min krop er for træt. Jeg ligger i et kvarter og prøver at samle kræfter til at stå op. Tiden er kommet. Jeg tæller ned fra fem. På mystisk vis formår jeg endnu en gang at få tøj på, pakket min taske og gjort alt klar, uden at komme for sent til skole. På vej ned af trappen, kommer jeg i tanke om i går. Jeg satser på at skæbnen ikke vil have jeg skal møde hende igen. I dag, i morgen, den næste uge, det næste år, resten af livet. Jeg når næsten ned til 1. sal, hvor jeg pludselig og uønsket hører noget inde fra hendes lejlighed. Døren er ikke lukket, den står på klem. Råb, skrig, ting der bliver knust, er hvad jeg hører. Pludselig hører jeg et kæmpe smæld. En har smækket døren i. Jeg lister ned af trappen og igennem sprækken under døren, ser jeg et mystisk grønt mystisk, men kraftigt skær. Jeg tør ikke undersøge det, så jeg løber ud af opgangen, låser cyklen op, denne gang uden problemer og cykler til skole.           

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...