Hvor er han?

Min ven forsvinder.

0Likes
0Kommentarer
246Visninger
AA

1. Alvin

Jeg kan tydeligt huske ham. Han var min barndomsven, siden jeg var tre år gammel. Han var ikke særlig høj men spinkelt bygget. Han var relativt bleg og et par år ældre end mig, da jeg mødte ham første gang nede i gården. Vi begyndte at lege sammen og vi blev hurtigt gode venner. En dag kom jeg med ham hjem. Jeg mødte hans mor, far og lillesøster. De lignede hinanden meget, blege og spinkle. Hjemmet var meget mørkt og lidt uhyggeligt, men jeg kom tit på besøg, så jeg vænnede mig hurtigt til det.

Tiden gik, vi blev ældre og han begyndte at interessere sig for computere. Hver gang jeg kom på besøg, sad han bag sin computer og spillede et eller andet nyt spil. Han spillede ikke de samme spil meget, fordi han gennemførte dem hurtigt. Jeg kunne se at skærmen lyste i hans meget blege ansigt inde i det mørke hul, som han kaldte sit værelse. Han ville ikke frivilligt udenfor. Men jeg havde ikke noget problem med det. Jeg kunne godt lide, at sidde inde sammen med ham og stirre ind i skærmen. Jeg kunne ikke se, at det var et problem, men nogen gange blev det lidt for meget for mig. Mine øjne kunne ikke klare mere, de skulle lidt væk fra skærmen. Hver gang jeg spurgte, om han ville med ud, snerrede han og sagde et tvært nej. Når jeg kom udenfor blev mine øjne blændet af solen. Han ville aldrig flytte sig fra skærmen. Det endte for det meste med, at jeg senere kom tilbage til skærmen og Alvin. En dag ville jeg over til Alvin, men hans mor og far var ikke hjemme, så jeg kunne ikke ringe på, fordi han ville ikke høre det. Jeg så, at hans vindue var placeret over et solidt hegn og der var en lampe lige under hans vindue. Jeg studerede det nærmere og fik den geniale ide, syntes jeg selv, at kravle op på hegnet og banke på hans rude. Jeg kravlede forsigtigt op og holdt så godt fast, som jeg kunne. Jeg kom op på hegnet og blev nærmest nød til at hoppe op og gribe fat i lampen. Jeg strakte min arm og slog hårdt, men aligevel lidt forsigtigt så jeg ikke smadrede ruden. Lidt efter så jeg hans små luskede øjne. Jeg havde aldrig set dem på den måde før. De var sorte og jeg kunne se en masse små røde streger. Det lignede, at de små røde streger blev suget ind i et mørkt hul og hans hvide hud, fik ham til at ligne en zombie. Jeg blev så forskrækket, at jeg snublede og hang i lampen. Jeg sagde højt og panisk "HJÆLP". Jeg så ham løbe væk fra vinduet og et par sekunder efter var han ude. Der var ikke så lyst men han blev stadig blændet af det lys, der var der. Han var jo aldrig ude i weekenden. Han løb hen til mig og træk mine ben hen til hegnet igen. Jeg kravlede lige så hurtigt ned, som en sten der faldt til jorden. Mine øjne løb i vand. Vi skyndte os ind, inden nogen så os. Jeg var stadig bange, for at se han ansigt igen. Men Alvin var min ven, jeg kunne ikke bare stoppe med at besøge ham. Jeg tænkte, at jeg bare måtte bide tænderne sammen og se hans ansigt. Jeg var bange for det i et stykke tid, men stille og roligt forsvandt min frygt. Der skete ikke meget specielt de næste år. Jeg gik bare hen til ham og så ham spille computer dagen lang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...