Min Barndomsgade

Min barndoms Gade

1Likes
0Kommentarer
407Visninger
AA

1. Min Barndoms Gade

 Min Barndoms Gade

Marcus 8.u - Lærer: Kristina Silla

 

Når jeg husker tilbage på min barndoms gader, er de første der falder mig ind Københavns tæt befolkede gader, Nakskovs hyggelige stræder, samt Albuen's begræssede stier og grusveje. Jeg har altid boet i København, og har forskellige relationer, til alt jeg ser hver dag. Pizzamanden på hjørnet der altid vinker når jeg går forbi, ejendommens vicevært der altid kigger mistroisk på folk der kommer forbi og overboen der altid hilser når hun går med sin hund. På Sydlolland er jeg kommet siden jeg var helt lille, og vi har et sommerhus på en halvø kaldet "Albuen". På Albuen kender alle hinanden, og når man tror man er alene, kan der være mange naboer der holder øje med en. Jeg har hørt mange fortællinger, og fortidshistorier fra Albuen, og har derfor også andre relationer til forskellige ting. Et eksempel kunne være mine oldeforældre der for ca. halvtreds år siden, havde et hus hvor der idag kun er græs. Når jeg går forbi stedet på stien, kan jeg ikke lade være med at tænke på det som værende "stedet hvor der var et hus". Min barndoms gade på Albuen gemte på mange historier.  

 

Jeg åbnede døren ud til haven, og lyset fra bryggerset kastede en kegle af lys ud i det kulsorte mørke. "Aslak!". Min stemme blev reflekteret tilbage af det hus der lå lige op ad vores. Jeg tænkte på alle de ting der kan have sket, som hvis han var faldet i vandet, eller hvis han havde slået sig. Jeg trådte ned af de to trin uden at vide hvor jeg trådte. Det regnede blidt med en svag støvregn, og græsset under mig var vådt. Jeg smækkede døren bag mig og min stedsans forsvandt brat. Jeg vaklede rundt i haven med håb om at kunne orientere mig, og kunne høre en knasen under mine sko. Smerten skar i mine bare ben, og jeg bed tænderne sammen for at modstå. Med mine bare hænder prøvede jeg at fjerne de mange grene der havde sat sig fast i mine bukser og min jakke. Mine pupiller havde langsomt udvidet sig, og månens skær lyste nu flere mørke kroge op. Jeg bevægede mig ud ad stien der var lavet af sten, som var skarpe nok til at mærkes igennem mine sko. Jeg kiggede op i himlen og så alle stjernerne lyse, herfra kunne man altid se lige fra Jupiter, som sås over vores hus, til Mars som kunne ses over Åse og Janes hus.

Åse og Jane holdt altid hele øen opdateret, om alt der kunne opdateres. Tidligere på aftenen havde jeg set de mange stirrende øjne fra naboens katte der var kommet ud af kontrol. Gust hed han. I starten havde han kun et par enkelte katte til at holde ham i selskab  men siden han blev syg og skulle på hospitalet, har kattene formeret sig som rotter. Jeg tænkte at Aslak måske var blevet bange for kattene, og måske var løbet ned til vandet. Jeg gik med faste og målrettede skridt med fornemmelsen af at noget fulgte efter mig. Mine sko svubbede og mine sokker var blevet så våde man kunne vride dem. Jeg huskede tilbage på alle de ting der var sket på den ujævne sti med huller i jorden og store græs totter i siden. Jeg stivnede brat og kunne høre en gren blive knækket, det kom inde fra Gust's have. "Aslak?" sagde jeg højt, men der kom intet svar. Jeg overvejede et kort sekund at gå ind, men fortsatte ned ad stien, hvor de andre to huse nu kom til syne. Fyrtårnets røde lys spejlede sig i ruderne, og et gisp undslap mig hver gang lyset pludselig lyste fra vinduerne. Også denne gang knaste det inde fra haven, og to lys kom til syne. Denne gang var jeg forberedt og undgik chokket, men da der pludselig var yderligere to lys der kom til syne, blev jeg seriøst bange. Jeg tænkte for mig selv, hvorfor min lorte lillebror skulle gå ud alene. Jeg skulle aldrig have givet ham lov. Mine forældre ville først komme hjem næste morgen, og både telefonsignalet, og internettet var gået i vores gamle fiskerhus. Da jeg kom til det sidste hus, kunne jeg se hele vejen ud over marken uden at spotte nogen Aslak, så jeg besluttede mig for at vende om. Da jeg kom til Gust's hus igen, gik jeg denne gang ind ad den rådne trælåge, der knirkede højere end end en nyfødt baby kunne skrige. Da jeg kom ind i haven, trådte jeg pludselig på noget der føltes som en hård pude. Jeg bukkede mig ned for at se det nærmere an, og opdagede jeg havde trådt på en død kat der var fuld af blod og havde kæmpe huller og sår overalt på kroppen. En masse lysende øjne kom nu til syne overalt bag buske og træer, bag flagstangen og nede i brønden. En gysende kulde gik igennem mig, og jeg panikkede over hvad der kunne have været sket med Aslak. Jeg måtte bare finde ham. Jeg løb alt hvad jeg kunne ned til havet og mærkede bølgerne piske op på stranden. Det var blæst op og temperaturen var faldet gevaldigt siden tidligere på aftenen. Her lugtede råddent af tang, eller også var det bare katten fra før. Efter at have kigget alle kajakker igennem, og stået og kigget ud i havet uden at finde Aslak, bevægede jeg mig igen op mod vores hus. Op ad stien og ind i haven. "Fjordens Dronning" stod der med store bogstaver på siden af den lille LM 23 båd, der altid var trukket op på land. En kat med lysende øjne kom pludselig ned fra taget, og jeg tog et skridt tilbage uden at sige en lyd.

Da var det, at jeg blev så utrolig lettet. Aslak trådte ud af den tomme båd, grinende, og uden at vide noget om alle mine bekymringer. Jeg fyldtes med glæde, og vi gik hurtigt indenfor og jeg kunne ånde lettet op.

Næste dag, ringede telefonen, og Åse og Jane ville vide hvorfor jeg var gået rundt midt om natten og hvad jeg lavede.

Sådan var det på en af min barndoms gader, man var aldrig helt alene selvom det kunne føles sådan. 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...